”Skabsdørene knirkede, når kaffestellet skulle ud, gulvene knirkede, når vi gik på det, og sengene, vi sov i, knirkede også. Det var som at færdes i et stort, ustemt instrument,” siger 74-årige Dorrit Willumsen.
”Så længe det knager, holder det.”
Sådan sagde forfatterens mormor ofte, når de færdedes i den knirkende lejlighed, der var hjem for både bedsteforældrene, moderen samt Dorrit Willumsen og hendes søster. For forfatteren var der noget trygt ved at vokse op blandt de mange gamle ting med mormorens ord som et mantra.
”Der var noget fortrøstningsfuldt ved det, fordi jeg fik en vished om, at alt nok skulle holde. Også mine bedsteforældres ægteskab, som var meget stormfuldt. De havde talent for at skændes, men trods den psykiske knagen holdt det også,” siger hun og pointerer, at skænderierne ikke påvirkede hende negativt.
”Jeg tror, at det var bedre, end hvis der havde været total tavshed. Det er ikke rart at opleve for et barn,” siger Dorrit Willumsen.
Det var ikke af økonomiske årsager, at bedsteforældrene ikke skiftede gammelt ud med nyt, og at tallerkener blev klinket i stedet for at blive smidt ud, når de gik i stykker - for penge manglede familien ikke.
”Men de tænkte slet ikke på den måde. Og mange af tingene havde de jo selv sparet op til og købt, da de var purunge, så efterhånden havde meget også en stor affektionsværdi for dem,” siger hun og fortæller, at hun heller ikke mindes, at hun og lillesøsteren nogensinde fik nyt legetøj, men at de i stedet legede med moderens gamle.
”Det var også meget bedre, for under krigen, hvor jeg var barn, var der ikke meget godt legetøj at få,” siger hun.
Også tøjet blev genbrugt i bedsteforældrenes hjem, for garn og stof var heller ikke nemt at få fat i i krigsårene. Således blev Dorrit Willumsens første gymnastikdragt syet af en af hendes mors gamle silkekjoler, hvilket i en gymnastiktime fik læreren til at spørge hende, hvorfor hun dog ikke havde klædt om. Hun så ikke, at det faktisk var en omsyet kjole.
Men det generede ikke Dorrit Willumsen, som blot følte, at hun ved at iklæde sig moderens gamle tøj på en måde blev en del af hende.
Den længsel, man kan have efter nyt, når pengene er små, og man ikke har råd, kan Dorrit Willumsen sagtens genkende, og i sine ungdomsår købte hun også indimellem genbrugstøj, fordi det var det, der var penge til. Men i sit voksne liv har hun holdt af at kunne købe nyt tøj af høj kvalitet.
Det bedste gemmer hun naturligvis, og derfor har hun også 20-30 år gamle kjoler hængende i skabet, som hun tager på en gang imellem.
Selvom hun ikke mere køber genbrugstøj til sig selv, synes hun godt om princippet og smider ikke meget ud selv.
”Det er nok noget, der ligger i mig som årerne i en sten. Jeg har også gemt nogle af mine søns bluser i god kvalitet, fra han var lille. Dem gav jeg ham, da han selv fik børn. Og jeg har et par af hans tykke norske sweatere liggende, som mine børnebørn kan få, når de bliver lidt ældre,” siger hun.
Dorrit Willumsens eget hjem er ikke fyldt med gamle arvestykker fra barndomshjemmet og bedsteforældrenes tid - en enkelt tegning, fra da hendes morfar var otte år, har hun, men det er også alt. Alligevel omgiver hun sig med gamle ting.
”Min mand har altid holdt meget af antikviteter, og dem ville han aldrig drømme om at smide ud,” siger Dorrit Willumsen.