Samtale er godt, men stilhed kan være bedre

Nogle mennesker har det naturligt i sig. De ved instinktivt, hvordan de skal ramme den rigtige tone og bruge de rigtige ord til trøst og omsorg. Iris

Der er visdom at hente i en bog med gode råd om, hvordan man er ven til en ven, der er syg

Vi har vist alle sammen en bekendt, der ikke er rask. Nogle er mere alvorligt syge end andre. Og hvad gør man så? Hvordan er man til nytte, og hvordan kan man støtte sin ven, patienten?

Det er såmænd for de fleste slet ikke så nemt, og skønt vi alle kender til sygdom, er mange noget usikre over, hvordan de nu bedst kan klare den nye situation.

En amerikansk journalist og redaktør har skrevet en bog om disse ting. Letty Cottin Pogrebin er 73 år, og hun lærte meget om venskaber og omsorg for syge venner, da hun selv i 2009 fik brystkræft. Hun har skrevet flere bøger og var for mange år siden medstifter af det amerikanske kvindemagasin Ms. Og for hende var det god terapi at skrive om sit eget sygdomsforløb og tale med sine medpatienter på hospitalet og høre om deres erfaringer med familien og vennekredsen.

Derudaf kom bogen ”How to Be a Friend to a Friend Who's Sick” - på dansk: Sådan er man ven til en ven, der er syg.

Der er nok ingen tvivl om, at mange mennesker kan føle sig meget usikre over for en sygdomsramt ven eller slægtning. Nogle lukker døren og flygter, andre prøver at være til stede efter bedste evne.

Jeg oplevede selv for flere år siden, at bekendte ”forsvandt”, da alvorlig sygdom var i vores hjem, og som nogle forklarede: Vi er ikke så gode til sygdom.

Nej, det er de fleste af os vel i virkeligheden ikke. Det er hverken rart at være syg eller være den syges ven. Vi har ikke det store beredskab parat til hverken at tackle sygdom hos os selv eller hos vore slægtninge eller bekendte.

Derfor kan der være god mening i at øse af egne erfaringer, sådan som Letty Cottin Pogrebin gør, og måske kan hun på den måde opmuntre andre til ikke at flygte fra et sygeleje, men være til stede og være en støtte.

Nogle mennesker har det naturligt i sig. De ved instinktivt, hvordan de skal ramme den rigtige tone og bruge de rigtige ord til trøst og omsorg, mens andre bragte hende ud af fatning ved overdreven udspørgen.

En samtale kan være godt, mener hun, men stilhed kan være det allerbedste. Mange må gerne lære at sige lidt mindre og gøre lidt mere.

Letty Pogrebin havde en nær veninde, der selv havde fået diagnosen brystkræft et års tid tidligere. Hun vidste meget om, hvilken støtte og omsorg der var brug for, og hun var meget praktisk og kunne trække på sin egen erfaring, og hun blev en stor hjælp.

Men Letty Pogrebin opdagede hurtigt, at veninden var en ener, og derfor blev bogen med de gode råd skrevet til alle andre.

Mange af hendes råd til vennekredsen er sund fornuft, men der er også udsagn, man kan blive klogere af.

Det er almindeligt at sige: ”Hvordan går det?”, når vi mødes. Sig ikke det til en syg ven, lyder rådet. Den lille hilsen kan sætte mange mørke tanker i gang hos den syge. Meget bedre, synes hun, er det at sige: ”Det er dejligt at se dig.”

Forfatteren fortæller også, at hun blev stødt over at høre andre sige, at de var inspirerede af hendes ”kamp” mod kræften. Hun synes, militære metaforer er upassende. For det meste er sygdom ikke en kamp, skriver hun, men en rigtig ubehagelig og væmmelig oplevelse.

Letty Pogrebin har andre forslag til, hvad man skal sige og lade være med at sige:

Lad være med at fortælle om andre syge, som har haft noget tilsvarende og nu har det godt.

Lad være med at sige til din ven, at han eller hun ser strålende ud, hvis det slet ikke passer.

Lad være med at sige, jeg ved godt, hvad du går igennem, medmindre man rent faktisk ved det.

Lav en liste over ting, man kan hjælpe med, for eksempel hente børnene i skolen, tage indkøbene eller slå græsplænen. Find ud af, hvornår det er godt at komme på besøg, og hvornår det bestemt ikke er.

Hvis din ven er uhelbredeligt syg og vil sige farvel, så giv hensynsfuldt plads til det og lad patienten styre.

Og et af de bedste råd, Letty Pogrebin giver, er nok det meget enkle: Lyt til patienten, og tag afsæt i, hvad han eller hun siger.

Og er man i tvivl om sine egne ord, er det klogt lige at tænke sig om, før man taler. Find ud af, om det, jeg nu vil sige til min syge ven, også er det, jeg selv gerne ville have, nogen siger til mig.

Hun har fortalt, at blandt de ting, hun selv gerne ville høre, da hun var syg, var: Sig mig, hvad jeg kan hjælpe med, sig mig, hvornår du vil være alene, og hvornår du vil have selskab.

Man vil jo nødig sige det forkerte på sengekanten, men det er da en overkommelig og enkel rettesnor at have.

Letty Pogrebin blev selv helbredt for sin sygdom og er taknemmelig for den støtte, vennekredsen gav hende. Og naturligt nok ønsker hun, at mange andre kan opleve vennernes omsorg. På den gode måde.