Adgangskodernes hemmelige liv

De fleste af os hader dem, men de gemmer også på rørende historier, erindringer og måske håb og drømme

Det kan være, at din adgangskode er en dyrebar souvenir, skriver Birgit Meister.
Det kan være, at din adgangskode er en dyrebar souvenir, skriver Birgit Meister.

Hvad er din adgangskode? Åhh, er det ikke bare så irriterende, når man skal huske den? For hvad er det nu, det er.

Adgangskoder kendte vi ikke i gamle dage. Vi levede lykkeligt uden dem. Vi kendte knap nok ordet. Men nu! Nu bliver vi afkrævet dem i tide og utide. Mest det sidste.

Vi hader dem vist alle sammen. Ja, hvad var det nu, jeg bestemte i et lyst øjeblik, og som jeg troede, jeg nemt ville kunne huske? Hjernen snurrer.

Måske fik jeg det skrevet ned. Men jo ikke et sted, jeg lige hurtigt kan finde frem til nu. Og så er der tilmed alle de gange, koderne skal opdateres.

Hvor ofte er jeg ikke klikket væk fra en side, jeg netop havde fundet på nettet, fordi jeg skal levere min adgangskode for at gå videre. Og jeg orker ikke at lede efter den.

Nogle steder bliver man venligt mødt med ”Glemt din adgangskode?”, og svarer man lettet bekræftende, så kan man være heldig at få en ny. Den giver til gengæld ingen mening. Det er tal og små og store bogstaver i én forvirring. Den kan naturligvis ændres, men så skal man finde rundt i den øvelse. Og har man lige modet og tiden til det? Måske, men bare ikke lige nu. Og næste gang har man jo glemt tal- og bogstavs-kombinationen.

Er én eneste adgangskode løsningen? Uha, det må du endelig ikke, bliver man rådet til, tænk på sikkerheden på nettet, så kan enhver jo gå ind i dine papirer. Det vil din bankrådgiver aldrig synes om. Billedet tegner sig lynhurtigt af kronerne med vinger, der flyver ud ad vinduet. Bank for sig, avis for sig, sociale medier for sig, telefon for sig, butikker for sig. Ja, sådan kan vi blive ved.

Men nu læste jeg forleden en herlig artikel af en amerikansk journalist, Rumsey Taylor. Han hader adgangskoder lige så meget som alle os andre, men han er begyndt at interessere sig for adgangskodernes hemmelige liv.

For de er ikke kun irriterende, mener han, de er også spændende og fortæller noget om hver enkelt person. Han har igennem flere år bedt venner og bekendte berette, hvilke adgangskoder de bruger. Selvfølgelig uden at afsløre, hvor koderne kommer fra, og hvem de hører til.

Og så myldrer det frem med historier. Adgangskoder kan være barndommens hunds navn, skønt man bliver advaret mod at tage et ord, der er alt for let at finde frem til for andre, det kan være børnenes fødselsdage og år, det kan være en tidligere kærestes navn, en god vens adresse, eller det kan være den skole, man gik på for mange år siden.

Der er næsten ingen grænser for, hvad der dukker op af sjove forklaringer. Og det er som regel koder, som kun den person, der har valgt den, kender til. Men det kan altså også være koder, der i sin kerne indeholder hemmeligheder, ingen andre kender, eller det kan være erindringen om en særlig smuk oplevelse.

Adgangskoden kan være som en dyrebar souvenir. Hver gang den bliver brugt, tænker ejeren på netop den smukke strand og solen og havet eller byen langt borte. Den bedste ferie nogensinde bliver genoplevet, når man sidder ved computer, iPad eller telefon eller står ved bankens hævemaskine. Eller koden kan være den hurtige sprint-tid, man som skoleelev opnåede i et løb 25 år tidligere.

Rumsey Taylor fortæller, at hans kones adgangskode er ”4622”. Det var hendes fars adresse, da han var barn. Men det er også en kode, der minder hende om faderens skrøbelighed og styrke. For da han var en lille dreng, måtte han sige hele sin adresse i en slags sang ud i et hurtigt ”4622 South 28th West Avenue” for at undgå at komme til at stamme.

Taylors egen søn har afsløret, at hans tidligere adgangskode var ordet ”filosofi”. Og det havde sønnen valgt mange år tidligere, fordi han som ganske lille var meget stolt over at vide, hvad det svære ord betød.

Der gemmer sig altså mange finurlige og ligefrem rørende beretninger i vores adgangskoder. Oftest hemmelige for alle andre. En bekendt fortalte mig, da jeg havde fortalt om min nye interesse for adgangskoder, at hun havde valgt koden ”superfedt”, da hun havde fået et nyt job. Og jeg hørte om en anden, der sagde, at ”ringtilmor” var hans nye kode, for så huskede han jo faktisk at ringe til hende.

Nogle siger, at det er alt for personligt at afsløre sin adgangskode, andre vil gerne, og det viser mig, at adgangskoder kommer fra alt muligt: litteratur, horoskoper, kælenavne, digte, geografi, familie, oplevelser, sport og uddannelse.

Og kære læser, har du lyst og tid til at fortælle mig historien om valget af din adgangskode, så er du meget velkommen til at sende mig en mail med den, jeg vil naturligvis ikke skrive, hvor adgangskoden stammer fra.

Men det kunne jo være, at der også i Danmark findes fine historier om de koder, som de fleste af os ganske vist hader, men som altså også har deres eget spændende, hemmelige liv. Nu får vi se, om der bliver endnu en klumme om adgangskoder.