Ældre mænd overvinder stoltheden - de sætter sig op på en damecykel i stedet

To ud af tre af de 60-69-årige dyrker regelmæssigt idræt og motion. Dem over 70 år er den gruppe, hvis aktivitet er vokset mest, viser undersøgelse

Ældre Sagen rundt omkring i landet arrangerer motionsture og fællesskab med andre, og af egen erfaring ved jeg, at cykling er noget, mænd sætter stor pris på, skriver Lis M. Frederiksen. Arkivfoto
Ældre Sagen rundt omkring i landet arrangerer motionsture og fællesskab med andre, og af egen erfaring ved jeg, at cykling er noget, mænd sætter stor pris på, skriver Lis M. Frederiksen. Arkivfoto. Foto: Polfoto.

Et af vore nationale kendetegn er, at vi er en nation af cyklister. Men over de seneste år ser det ud, som om cykelbilledet har ændret sig for den opmærksomme iagttager. Der er kommet flere ældre mandlige cyklister på det, der tidligere ville hedde en damecykel.

Nu synes jeg, det er mere rigtigt at sige, at det er cykler med lav indstigning m/k. Tidligere ville de fleste ældre mænd stille cyklen fra sig, når det kneb med at svinge benet op over stangen og sadlen. Slut med at cykle, og den mandlige stolthed og selvfølelse kunne absolut ikke holde til at køre på en ”damecykel”. Det var utænkeligt.

Hvem af os kender ikke mænd med det reaktionsmønster? Jeg gør i hvert fald. Men tiderne ændrer sig. Vi bliver ældre og ældre, og over hele landet skyder motionsklubber op for ældre i alderen over 60 år. Der er blevet skrevet og talt så meget om, hvor vigtigt det er at holde sig i god form, også når man er ældre.

Den fysiske og mentale tilstand er som forbundne kar, og meget tyder på, at budskabet er trængt ind også hos de lidt mere konservative mænd, som ikke altid er sådan at flytte rundt på og få til at ændre vaner og prøve noget nyt. Ældre Sagen rundt omkring i landet arrangerer motionsture og fællesskab med andre, og af egen erfaring ved jeg, at cykling er noget, mænd sætter stor pris på.

Brancheforeningen af Danske Cykelhandlere bekræfter, at der i disse år bliver solgt flere og flere cykler med lav indstigning også til mænd, enten el-drevne eller almindelige trædecykler.

”Vi hører ofte den tendens fra vore forhandlere, uden at jeg dog har nogen nøjagtige tal på udviklingen,” siger direktør Thomas Johnsen.

Men som han siger med et lille smil i stemmen, er mænd jo ofte mere konservative end kvinder, også hvad angår cykler. Kvinder er mere med på noget nyt. Men tendensen er klar, siger Thomas Johnsen. Flere og flere ældre mænd vil fortsætte med at cykle, også efter at bensvinget ikke er, hvad det har været.

En mere nøgtern stemme kommer fra Ældre Sagens sundheds- og idrætskonsulent, Karin Schultz. Hun siger, at når man ikke længere kan svinge benet op over sadlen, så skulle man måske tænke over, om man skal træne lidt mere. Ældre Sagen har for relativt nyligt lagt nogle små træningsvideoer på hjemmesiden under devisen ”Bliv bedre til at cykle”.

”Hvis man har sat cyklen på pension og ikke cyklet i nogle år, skal man træne muskler og smidighed, før man går i gang igen,” siger Karin Schultz.

Træningsvideoerne handler om balancen, der er meget vigtig, ikke mindst når man skal kigge sig over skulderen. Videoerne viser øvelser i smidighed, træning af lårmusklerne og konditionen. Enkelt og nemt at gå til, synes jeg. For god ordens skyld bør jeg nævne, at både mænd og kvinder kan have glæde af træningsøvelserne.

Hvert femte år laver Idrættens Analyseinstitut måling om hele befolkningen: hvem dyrker idræt og motion, og hvordan ser det ud for de forskellige aldersgrupper? Her i 2016 er der kommet nye tal, og meget interessant er gruppen af ældre mellem 60-69 år i dag den største gruppe i befolkningen, der dyrker idræt og motion regelmæssigt. Hele 66 procent.

Næstefter kommer de 16-19-årige, hvor 61 procent dyrker idræt og motion regelmæssigt. Antallet af ældre over 70 år, der regelmæssigt dyrker idræt og motion, er steget forholdmæssigt mest. Hvor er det flotte tal. Godt for folkesundheden og en cadeau til alle de mange frivillige rundt omkring i landet, som er med til at organisere aktiviteterne for ældre.

De senere år har der heldigvis været mere fokus på mænds behov. Der findes hyldemeter af bøger og en mængde artikler skrevet af kloge folk om mænds og kvinders helt forskellige tilgange til motion og samvær. Som jeg har været inde på flere gange, er det sværere at få mænd til at ændre livsstil og tage vare på deres sundhed.

En af forklaringerne kan være, at de fleste sundheds- og motionskampagner gennem årene har været skrevet og tænkt af kvinder og derfor målrettet kvinder langt mere end mænd. Men når man undersøger, hvad der egentlig findes af tilbud til mænd, så er der kommet stadigt flere. ”Herreværelset med snak, en god frokost og en øl”, ”Kun for mænd”, ”Forbudt for kvinder”, ”Værkstedshygge med duft af olie og træ” og cykling, spinning, styrketræning med meget mere.

Her, hvor jeg bor, mødes et lille herrecykelhold en til to gange om ugen om morgenen. Glade og forventningsfulde. Nogle stykker på cykler med lav indstigning. Andre med handicaps af forskellig art.

Men det er ingen hindring for fællesskab og godt samvær for disse pæne, ældre herrer. Hver gang slutter turen med hygge over en øl og en dram. Det kan vi kvinder så mene meget om. Men ærlig talt. Jeg synes, vi skal tie stille og i stedet glæde os over, at de nyder det, får motion og har nogle gode timer sammen på deres præmisser.