Ældres sociale liv skal plejes

Maryanne er 87 år og sidder alene i sin plejehjemslejlighed på Nørrebro i København. Under møblerne ses ...

Maryanne er 87 år og sidder alene i sin plejehjemslejlighed på Nørrebro i København. Under møblerne ses den del af det røde tæppe, som hun fik lov at tage med, da hun flyttede ind. Foto: Torben Eskerod

Jens Kofod. -

Jens Kofod er forfatter til den nye bog "Gamles sociale liv." Foto: Privatfoto

For mange ældre er det vanskeligt at bevare deres sociale liv, når kroppen med tiden begynder at svigte. Men med den rigtige plejeindsats er det muligt at undgå ensomhed og sikre ældre menneskers livskvalitet i den sidste tid, mener ph.d. Jens Kofod, der er aktuel med bogen ”Gamles sociale liv”

87-årige Maryanne sidder i sin lejlighed på Nørrebro i København. Gardinerne er næsten trukket helt for vinduerne, luften er tæt, og en lugt af uvasket tøj blander sig med duften af kaffe. Der er kun varme på i stuen, hvor hun isoleret fra omverdenen sidder med sin ensomhed.

Maryanne ser nogle børn lege med balloner i gården - en oplevelse, hun gerne ville have delt med sin niece, men hun er ude at rejse. Da hjemmehjælperen kommer forbi, er der ikke tid til at snakke, og et par dage efter virker børnene og ballonerne uvirkelige.

Mange ældre mennesker er ligesom Maryanne isolerede, ensomme og uden noget socialt liv. I bogen ”Gamles sociale liv” har chefkonsulent på Professionshøjskolen Metropol Jens Kofod fulgt Maryanne og fem andre ældre og sat ansigt på historier om ensomhed og det, der kaldes ”social død”, hvor man bliver forhindret i at opsøge andre mennesker i sociale fællesskaber, fordi kroppens forfald er en hindring.

Jens Kofod har med afsæt i sin ph.d.-afhandling, der bygger på halvandet års etnografisk feltarbejde i ældre menneskers hjem og på fire danske plejehjem, beskrevet en problemstilling, som ifølge ham er overset i debatten om ældre.

”Det, jeg har erfaret undervejs i mit arbejde med hjemmeboende ældre og ældre, som er på vej på plejehjem, er, at vi har en masse fokus på den fysiske pleje i form af mad, træning, medicinering og hygiejne, men de ældres sociale liv bliver ikke vedligeholdt, og det synes jeg er et stort problem. Men ved at sætte fokus på den sociale pleje er det muligt at undgå den sociale død og sikre, at livet ikke bliver meningsløst,” siger Jens Kofod.

I bogen er der flere beretninger om ældre, som er ”fængslet” i egen krop, fordi fysikken sætter markante begrænsninger for deres sociale liv. Når hørelsen er nedsat, hukommelsen svækket og benene stadigt mindre funktionsdygtige, kan det nemlig være uoverskueligt at tage del i verden omkring sig.

Ifølge Jens Kofod er man i plejesektoren godt opmærksom på, at mange ældre mister deres identitet og sociale liv, når kroppen svigter, og de står på tærsklen til at skulle flytte på plejehjem.

Men på trods af at problemstillingen er kendt, mangler der ord og begreber til at forklare, hvordan man kan afhjælpe ensomhed og social død. I bogen foreslår Jens Kofod det, han kalder ”social visitation”. Det handler blandt andet om, at plejepersonalet skal koncentrere sig om den ældres livshistorie og identitet og lade det være udgangspunkt for plejen.

”Når man ser på, hvad der sker, når ældre flytter fra eget hjem til et plejecenter, så er det tit en slags afvikling af personen. Der er et meget godt eksempel i bogen med Maryanne, hvis kæreste eje er et rødt gulvtæppe, som er mindet om hendes afdøde mand, om forelskelsen og tiden, lige efter de blev gift og flyttede sammen. Da Maryanne skal flytte på plejehjem, vil hun selvfølgelig gerne have det med, men arbejdsmiljøreglerne for indretningen gør, at tæppet må skæres over i to dele. Mindet om hendes mand bliver altså til stor smerte for Maryanne halveret, og den ene del havner på genbrugsstationen. Det har en enorm betydning, at der bliver sat fokus på, hvem de ældre er, og hvad det er for en baggrund, de har. Her spiller deres ejendele en væsentlig rolle,” siger Jens Kofod og uddyber:

”Det er vigtigt at holde liv i livshistorien. Tage fat i nogle af de her ejendele, som betyder meget for de ældre, sådan at man sporer sig ind på, hvem de er. Det kunne være et maleri, autografer eller andet, som man snakker med de ældre om, inden de eksempelvis flytter på plejehjem.”

Under sit feltarbejde har Jens Kofod besøgt i omegnen af 60 forskellige plejecentre. Flere steder arbejder man allerede med de ældres sociale liv, men der kunne godt være et endnu større fokus på det, mener bogens forfatter.

”Det, der har fyldt i debatten de senere år, har meget været ugegammelt smørrebrød og vakuumpakket mad. Maden skal selvfølgelig være i orden og frisk, men det er mindst lige så afgørende, hvordan man kan give de ældre en større mening med livet. Og det kræver altså, at det sociale liv holdes ved lige,” siger han.

Bogen ”Gamles sociale liv” indeholder både opgaver og konkrete anbefalinger til, hvordan plejepersonalet kan være med til at støtte de ældre i at opretholde et socialt liv, selvom kroppen forfalder. Plejepersonalet spiller unægtelig en stor rolle, når det drejer sig om plejehjemsbeboeres sociale liv. Relationen til personalet er nemlig meget afgørende, da det kan påvirke den pleje, man får i sidste ende.

”På plejehjemmene kunne jeg se, at det som beboer havde en væsentlig betydning at have en god relation til plejepersonalet. Det bliver værdsat at forstå plejepersonalet, da de kan have rigtig travlt. Derfor kan det virke som et irritationsmoment, hvis den ældre ikke formår at sætte sig ind i personalets arbejdsforhold. Det kan have som konsekvens, at du bliver betragtet som en af dem på skifteholdet og dermed som en beboer, hvis individuelle livshistorie og identitet ikke er udgangspunktet for plejen,” forklarer Jens Kofod.

Han fremhæver også betydningen af at have nogle at dele sine oplevelser med. Netop det var noget, som gentog sig mange gange i de interviews, han lavede med bogens ældre hovedpersoner, som beskriver en meningsløshed med det at blive gammel.

”Det er vigtigt, at den ældre får nogle små oplevelser i dagligdagen, som vedkommende kan snakke om og dele med andre. Mange af de ældre kan ikke bevæge sig ret meget, men de kan køre med personalet ned i receptionen eller kigge ud ad vinduet og se nogle fugle, som de så kan snakke om efterfølgende. Altså nogle enkle, passive aktiviteter, hvor de kigger på noget, oplever noget, dufter til noget. At de lige kommer ud med kørestolen og mærker den iskolde sne, når det er vinter. Det er afgørende, at oplevelserne deles, så de bliver virkelighed,” siger Jens Kofod og refererer til Maryannes oplevelse i sin lejlighed, hvor hun kommer i tvivl om, hvorvidt børnene og ballonerne faktisk eksisterer.

”Hold liv i livshistorien og sørg for nogle små oplevelser i dagligdagen. Så kan ældre sagtens finde mening med deres liv, selvom fysikken halter.”

Læs uddrag af bogen ”Gamles sociale liv” på k.dk