Når man hører om det liv, som 74-årige Marianne Wiedemann fører, tænker man uvægerligt: Hold da op! Her er en ubekymret, ældre kvinde med et forbilledligt mod på livet for en dame i hendes alder. Hun danser zumba, går på café med veninderne og passer børnebørn, når tiden ikke slår til hos deres forældre.
Men det er dog ikke hele sandheden. For det første har den pensionerede psykolog fra Frederiksberg i København ikke lyst til at blive kaldt ældre. Det er et ord, der bliver brugt, udelukkende fordi man er bange for at støde nogen ved at kalde dem gamle, mener hun. Men når man undlader at bruge ordet, er det et udtryk for misforstået hensyn, og man er derved med til at gøre det til en negativ betegnelse, siger Marianne Wiedemann, der i en del år efterhånden har insisteret på at kalde sig selv for en gammel dame.
For det andet er Marianne Wiedemanns udadvendte livsstil ikke lig med et sorgløst seniorliv og endeløs jubel, hver gang hun kan sætte endnu et lys i lagkagen. Der er således også dage, hvor kroppen værker og smerteligt minder hende om, at alting har sin tid. Og stunder hvor sortsindet tager over, og hvor hun ekstra tydeligt mærker, hvordan hendes holdninger og synspunkter tæller mindre og mindre i et ungdomsfikseret samfund, hvor som hun siger alle gerne vil leve for evigt, men ingen blive gamle.
LÆS OGSÅ: Livets ulighed slår hårdere allerede ved 50 år
Der er så indlysende mange ting, der er svært ved at være gammel. Der er tab på tab, følelsen af, at der ikke mere er brug for dig, som der var engang, samt det faktum, at man ikke mere er så inter-essant og tiltrækkende, som man var, da man var yngre, siger Marianne Wiedemann.
Hun husker selv, hvordan hun som ung kunne sidde og betragte et gammelt, rynket ansigt og blive næsten panisk angst ved tanken om, at det en dag ude i fremtiden ville være hende selv, der på ubehagelig vis skulle minde de unge om kroppens uundgåelige aldring og livets endeligt.
Unge mennesker interesserer sig ikke for gamle mennesker. De bryder sig ikke om at se på dem eller være alt for involverede i dem. Sikkert fordi det minder dem om deres eget forfald, død og alt det, der venter dem ude i fremtiden, siger hun og taler både ud fra sine personlige erfaringer og de mange klientsamtaler fra sin psykologpraksis.
Når Marianne Wiedemannalligevel som udgangspunkt lever et aktivt og udadvendt liv, hænger det sammen med, at hun har taget en beslutning om, at sådan skal det være. Hun kan godt forfalde til at have de sorte briller på, som hun udtrykker det, og derfor går det ikke, at hun har for mange dage, hvor hun ikke kommer uden for en dør eller ingen kontakt har med andre mennesker.
Man kan meget nemt falde ned i mismod, når alderen tynger, men det er vigtigt ikke kun at begræde alt det dårlige. Man skal også huske det gode. Selvfølgelig skal man have lov at tale om sygdomme og alle gebrækkelighederne, men det må ikke blive for meget. Jeg har en flok venner, og når vi ses, så har vi indført stuegang. Det betyder, at vi har en halv times tid, hvor vi hører om alle hinandens dårligdomme og forfærdeligheder, men så er det også slut. Så skal vi tale om noget andet. For det er på ingen måde befordrende, hvis det fylder for meget. Hverken for en selv eller andre, siger hun.
Marianne Wiedemann er også kommet frem til, at der er fordele ved at være nået den tredje alder. Hun nævner friheden til at gøre, hvad hun vil, færre bekymringer om, hvad andre tænker om hende, og så en bedre kontrol af følelseslivet.
Man bliver med alderen bedre i stand til ikke at lade sig styre af sine følelser. Igennem et langt liv lærer man, at man nok skal komme videre, selvom man kan blive såret og ked af det. Man lærer at resignere og lægge lidt låg på sig selv, siger hun.
Med alderen er Marianne Wiedemann også blevet bedre til at give sig tid til andre mennesker og være venlig og hjælpsom over for dem. Nogle gange, når hun sidst på eftermiddagen står nede i Netto og ser fortravlede forældre med trætte børn på armen, kan hun finde på at tilbyde dem sin plads forrest i køen til kassen. Så kigger de forundrede på hende. Som om de ikke kan forstå, at hun har overskuddet og tiden til at være så venlig.
Men jeg skal jo ikke nå noget. Jeg giver mig også tid til at tale med kassedamen og være sød over for hende. Det gjorde jeg ikke på samme måde, da jeg var ung. På nogle måder oplever jeg også, at folk er mere åbne over for mig end før nu, hvor jeg er blevet den rare gamle dame, siger hun.
Forleden efter en frokost i byen med en god veninde sad Marianne Wiedemann og betragtede de unge mennesker omkring sig i bussen. De fleste af dem sad enten med høretelefoner på eller havde travlt med at sidde og trykke på deres telefoner.
Det kan godt være svært at forstå, at de unge på den måde sjældent vælger at være til stede i nuet. Men hun kunne ikke drømme om at sige noget til dem. Så ville de bare synes, at hun var et gammelt fjols, siger hun.
I det hele taget taler hun meget med sine jævnaldrende om, at man som gammel ikke skal blande sig for meget.
Min generation siger tit: Det skal du ikke blande dig i, for så bliver dine børn bare sure på dig. Der er mange, der er bange for deres voksne børn. De har magten og kan for eksempel forhindre dig i at se dine børnebørn, hvis de bliver sure på dig bedsteforældre har ingen rettigheder på det punkt. Jeg har også tit sagt til mine patienter, at der er ting, man som forældre ikke skal blande sig i. For man skal jo huske, at også de unge er meget sårbare. De har travlt og vil så gerne være gode forældre, have succes og så videre, siger Marianne Wiedemann.
De gamle er dog også sårbare, pointerer den tidligere psykolog de viser det bare ikke. De vil ikke skuffe børnene og ønsker ikke at blive opfattet som klæbende, fordi de åbner sig og viser, at de har behov for selskab, en snak eller måske et knus.
Mange gamle mennesker er gode til at skjule følelser. Til personalet på plejehjemmet siger de, at de ikke har lyst til at leve mere. Men når så børnene kommer på besøg, så siger de ingenting, fordi de vil beskytte deres børn, siger Marianne Wiedemann, der godt ved, hvad hun selv synes er noget af det værste ved at blive gammel.
Det er alle gebrækkelighederne. De synlige tegn på, at nu er kroppen altså ved at ældes. Følelserne og alt det indeni kan sagtens være de samme stadigvæk, selvom man er gammel. På det punkt er det aldrig for sent at udvikle sig.