Andagt for demente

Socialpædagog Kirsten Dufri Holmgaard har arbejdet i mere end 10 år med demente. Nu har hun skrevet den første andagtsbog til denne gruppe

Kirsten Holmgaard bladrer i sin andagtsbog sammen med 76-årige Ruth Mikkelsen, der er en af de syv beboere på den skærmede afdeling på Klokkebjerg. –
Kirsten Holmgaard bladrer i sin andagtsbog sammen med 76-årige Ruth Mikkelsen, der er en af de syv beboere på den skærmede afdeling på Klokkebjerg. –. Foto: Jens Bach.

En skikkelse bevæger sig midt i billedet ad den vej, der skærer sig ned gennem to gule farveblokke: et menneske midt i en kaotisk og uforståelig og bedragerisk verden, malet i falskhedens farve, for det er sådan, den demente opfatter tilværelsen omkring sig, efterhånden som evnen til at begribe og fastholde virkeligheden udviskes i takt med sygdommens ubarmhjertigt fremadskridende forløb.

LÆS OGSÅ: Demente skal ikke spærres inde

Nogenlunde sådan som Ruth, 79 år og mor til en større børneflok og tidligere dagplejemor, nu som dement må opleve sin hverdag, som hun smiler usikkert til, mens hun sammen med socialpædagog Kirsten Dufri Holmgaard sidder i sin sofa og bladrer i Han er nær. For det er påstanden og titlen på den første andagtsbog til demente i Danmark.

Den 54-årige Kirsten Holmgaard, socialpædagog og præstekone, er forfatter til bogen og kunstneren bag billedet med den dementes gule verden, der er brugt som forsideillustration. Det hænger også på den skærmede afdeling for demente på plejehjemmet Klokkebjerg i Skjern, hvor Kirsten Holmgaard har arbejdet de seneste godt 10 år. Som socialpædagog er det hendes opgave at hjælpe de demente på afdelingen til at få en meningsfuld hverdag til at hænge sammen ved hjælp af de brokker og brudstykker fra et tidligere intakt liv, som er tilbage.

Blandt brokkerne er her, for de fleste af beboerne, den kristendom, de voksede op med, og som endnu sidder på rygmarven, for Klokkebjerg drives som et friplejehjem af Luthersk Missionsforening og henter hovedparten af sine beboere i LMs eller indremissionske kredse. Hver dag indledes med formiddagskaffe og andagt, og det gælder også det skærmede afsnit, hvor de syv beboere synger med af fuld kraft på de gamle salmer, som de kender, selvom de sekunder efter vil have glemt, hvad de har sunget.

Til andagterne og individuelle samtaler om liv og tro anvendes Kirsten Holmgaards andagtsbog, som er skrevet med inspiration fra beboere og kolleger på Klokkebjerg. De senere år er hun også begyndt at beskæftige sig med kristen kunst, og maleriet med den dementes gule verden, der er brugt som forside på andagtsbogen, er hendes bud på et håbsbillede. For midt i kaos snor vejen sig, og den er grøn som håbet og symboliserer, at Gud er nær som titlen på andagtsbogen lyder, også nær den demente.

Ifølge tal fra Nationalt Videnscenter for Demens lever 85.000 danskere i dag med demens, og dette tal vil stige de kommende år i takt med den voksende ældregruppe, men også, påpeger Kirsten Holmgaard, som følge af en mere stresset og forvirrende verden med krav på kryds og tværs.

Selv oplevede hun, at hendes mor blev stærkt dement på sine gamle dage, og ud fra disse personlige erfaringer henvender hendes andagtsbog sig tillige som en slags trøst til de pårørende.

For demensen går jo i høj grad også ud over de pårørende. Det gør ondt at se sin far eller mor forandre karakter eller opleve, hvordan den elskede, som man har boet sammen med hele sit liv, begynder at leve mere og mere i sin egen verden og glider længere og længere væk.

Som Kirsten Holmgaard skriver i forordet, er det hendes ønske med bogen, at den kan fungere som et enkelt redskab til at være sammen om Guds ord til trøst og fornyelse, og hun understreger samtidig den raskes forpligtelse over for den syge, der ligger som en grundtone i Bibelen og kristendommen: Hans ord siger, at jeg, som er stærk, skylder at bære den, som er svagere. Så bliver nåden ved Ham endnu større, når jeg ser den i min egen magtesløshed.

Han er nær omfatter 40 enkle andagtsstykker 31 til hverdag og ni til højtiderne og hver andagt er bygget op efter en fast skabelon omfattende et billede, en stemningsbeskrivelse, bibelvers, salmevers og bøn. Enkelheden er tilstræbt ligesom genkendeligheden i bogens fotografier, som viser kendte detaljer fra hverdagen. De kan give anledning til små samtaler med de demente, lidt efter samme opskrift som når man på plejehjemmene og her også Klokkebjerg bruger fotografier og genstande fra gamle dage til at genoplive den demensramtes hukommelse. På Klokkebjerg har de 20 kasser fyldt med ting og sager til brug i reminiscens-­arbejdet.

Der sker noget, når en gammel husmor pludselig får en Madam Blå-kaffekande eller en anden genstand, hun kender fra gamle dage, i hænderne. Det sætter erindringer i gang, som der ellers er lukket af for. Så kan hun, som når hun sidder med kaffekanden, måske begynde at fortælle om, hvordan de også havde sådan en blå kande derhjemme, og hvordan man lavede kaffen dengang og så videre, siger Kirsten Holmgaard.

På plejehjemmet har man også kasser med håndværktøj, men der er flest med effekter fra husholdningen, for på Klokkebjerg som på andre plejehjem er kvinderne i overtal, og et typisk træk hos mange af dem er, at selvom det meste er forsvundet fra hukommelsen, sidder resterne af den gamle husmor fra tidligere tider tilbage.

De færdigheder, som stadig er der hos den enkelte demente, forsøger man bevidst at bygge videre på med aktiviteter, så de fortsat får mulighed for at bidrage til fællesskabet med det, de nu kan, for eksempel med lettere køkkenarbejde, pasning af potteplanterne eller sammenlægning af vasketøjet. Små ting, som kan være med til at skabe en mere meningsfyldt hverdag midt i kaos.

Med til denne hverdag hører så også andagterne. De omfattes af Klokkebjergs kristne værdigrundlag, som de fleste har valgt plejehjemmet ud fra. Samtidig understreges respekten for forskelligheden.

Ingen tvinges til at deltage i dagens andagter, men da Kristeligt Dagblad var på besøg, var de med allesammen, beboerne på den skærmede afdeling, og bagefter gik Ruth tavs hun har ikke længere noget sprog men smilende ned i sin lejlighed, hvor hun har et skriftsted hængende på væggen ved siden af en opslagstavle med billeder af familien.

Herrens Miskundhed er hver Morgen ny, lyder det. For Han er nær også hos de demente på Klokkebjerg.