De sidste rollatorer er trillet på plads, kørestolene sat i position, beboerne har slået op i Seniorsangbogen i røde plastikbind, og "Lysets engel går med glans" lyder lidt trippende og vaklende med de slidte, gamle stemmer.
Derefter læser forstander Poul Henning Larsen dagens andagtsstykke fra Brødremenighedens Huskalender. Så fadervor og "Op al den ting, som Gud har gjort".
LÆS OGSÅ: Ældre vælger plejehjem efter værdier
Tre gange om ugen holdes der fælles andagt på Riis Friplejehjem ved Give. Omkring 15 af hjemmets 40 beboere deltager denne formiddag. Det svarer til den normale tilslutning, og det er helt i orden, mener Poul Henning Larsen, at kun et mindretal deltager. For andagterne er et tilbud. Riis Friplejehjem drives af Danske Diakonhjem, som arbejder ud fra et kristent livs- og menneskesyn, men der er plads til alle – troende såvel som ikke-troende – og kristendommen krænges ikke ned over hovedet på nogen.
Poul Henning Larsen refererer en udtalelse fra en af sine beboere: "Andagt – er det ikke det der hellige?".
"Det gad han i hvert fald ikke være med til, og den holdning respekterer vi. Her på hjemmet er vi ikke sat i verden for at omvende vores beboere eller missionere. Vi forsøger derimod at møde folk, der hvor de er, og respekterer dem som de individuelle personligheder, de er."
Alligevel er han ikke et øjeblik i tvivl om, at det kristne spiller en afgørende rolle for et hjem som Riis. Det kan ikke måles i antallet af andagter, men er med til at sætte grundtonen for hele hjemmet.
Riis Friplejehjem er fra 1895, men blev ombygget og fornyet i 2004. Kun en enkelt af de gamle bygninger står tilbage, og den er kraftigt renoveret. En sansehave er ved at blive anlagt udenfor, og der er køkkenhave med grøntsager og krydderurter til madlavningen.
Hjemmet har sit eget køkken. En sti fører rundt om bygninger og anlæg, og her tager Vagn Andersen med rollator sine daglige motionsture. Vagn Andersen er 81 år og tidligere smedemester. Han har haft sit eget smede- og vvs-firma og savner en gang imellem at kunne gå ned i sin smedje, men er ellers vældig tilfreds med at være på plejehjem. Fra hans lejlighed på anden sal er der en storslået udsigt over marker og skovarealer.
"Jeg kan se helt til Løsning," siger han og peger på en mast langt ude i horisonten.
Vagn Andersen var med til formiddagens andagt. Da han arbejdede, havde han lange arbejdsdage, og så var der ikke rigtig tid til at gå i kirke, forklarer han undskyldende. I dag er det anderledes.
"Men det er nu ikke fordi, jeg går så meget op i det," skynder han sig at tilføje.
Han er et af eksemplerne på beboere, som nu deltager i andagterne, selvom de ikke tidligere har haft noget dybere forhold til kirke og kristendom, men det er ikke det væsentligste for Vagn Andersen, når han skal sige noget positivt om sit plejehjem, som han ganske enkelt ikke tror findes bedre i Danmark. Så er det først og fremmest personalet og den måde, de omgås beboerne på, han fremhæver.
"De passer på os og er altid opmærksomme på, om der er noget, vi mangler," understreger han.
Riis Friplejehjem har, som nu, været privat det meste af sin tilværelse. Det er kendt som et hjem, der også kan rumme beboere, som har levet deres liv helt ude på kanten med misbrugsproblemer og psykiske sygdomme, og som ikke passer ind i segmentet i andre plejehjem. At de derimod kan rummes på Riis, hænger for forstander Poul Henning Larsen i høj grad sammen med det kristelige grundlag. Hjemmets aktivitetsleder, Vita Hauge, peger samtidig på, at det kristelige grundlag er med til at skabe en bedre arbejdsplads.
"Det er lidt som at være på en højskole at arbejde her. Der er et fællesskab omkring den opgave at skabe et godt hjem for dem, der bor her."
Deri ligger også en ambition om at synliggøre, at "livet jo ikke er slut, selvom man er kommet på plejehjem", og det prøver Vita Hauge at leve op til som aktivitetsleder. Hun står for arrangementer og aktivitetstilbud i samarbejde med personalegrupper og køkkenet. En gang om måneden er der gudstjeneste på hjemmet ved den lokale præst.
"Jeg oplever, at det religiøse kommer til at betyde mere, når man bliver ældre. Så er det godt at kunne bede fadervor og synge sammen, og jeg tror, at andagterne giver mere til os allesammen, end man måske lige regner med," siger hun.
Det er den grundtvigske, lyse kristendom, der varetages på Riis Friplejehjem, påpeger Poul Henning Larsen. For ham ytrer den sig først og fremmest i omgangstonen.
"Det er jo det, vi hører fra pårørende. De oplever, at vi har en god omgangstone over for hinanden og beboerne. Her taler vi ikke til vores beboere, som man gør nogle steder. Her taler vi med vores beboere. Det er først og fremmest i den sammenhæng, det kristne kommer til udtryk. Vi forsøger at udleve en praktisk kristendom og møde vore beboere med den holdning, at de er lige så meget værd som alle andre. Det har mange af vore beboere ikke tidligere været vant til, og den holdning mener jeg, at vores kristne grundlag er med til at holde os fast på."