Betegnelser som alderdom, ældre, senior og pensionist er i opbrud

Kært barn har mange navne, og hen over julen og nytåret har det gnistret med debat, taler og læsning om alder, altså den sidste fjerdedel af livet - hedder det, at man er gammel, ældre, senior eller pensionist?

Gruppen fra 60 år og op er meget forskellig og vil ikke sættes i bås. Det er blevet in at interessere sig for voksne i den sidste ende af tilværelsen - alderdommen.
Gruppen fra 60 år og op er meget forskellig og vil ikke sættes i bås. Det er blevet in at interessere sig for voksne i den sidste ende af tilværelsen - alderdommen. Foto: Adam Sund Denmark.

Gammel, ældre, ældst.

Et ældre menneske må altså være ældre end et gammelt, hvis vi skal gå grammatikalsk til værks. Men sådan bliver ordene ikke brugt.

Ældre er pænere end gammel

Vi opfatter ældre som en lidt pænere omskrivning af at være gammel, og nogle opfatter Ældre Sagen som en organisation for gamle, der ikke kan finde ud af at klare udfordringerne i alderdommen selv.

Fy ha, sagde den 69-årige nytårsaften. Der skal jeg i hvert fald ikke være medlem. Man sætter sig selv i bås og lader sig stemple frivilligt, hed det fra den stadig fuldt erhvervsaktive 69-årige vel vidende, at de fleste i selskabet var medlemmer. I de senere år har brugen af ordet senior vundet mere og mere indpas. Det er et mere ufarligt og udglattende, men også blodfattigt ord.

Pensionist er det ultimative ord, fordi der er penge i det: folkepension, rabatter, mimrekort til DSB. Men det er også et prædikat, der dømmer folk ude. Pensionister betragtes ofte som mennesker, der ikke længere har nytteværdi for samfundet, de tjener ikke penge ved en normal lønindkomst og betaler derfor ikke så meget i skat som tidligere. Folk ser med et andet blik på en pensionist. Indflydelsen falder, og det samme gør interessen. Men der er opbrud i begreberne. Det er nye tider. Arbejdslivet fortsætter under en eller anden form for flere og flere, der tidligere ville få et stempel i panden: pensionist.

Det er blevet in at interessere sig for ældre

Kært barn har mange navne, og hen over julen og nytåret har det gnistret med debat, taler og læsning om alder, altså den sidste fjerdedel af livet forstås. Det er blevet in at interessere sig for voksne i den sidste ende af tilværelsen.

Også Dronningen berørte temaet i sin nytårstale: Der er en tendens i tiden til at tegne et billede af det perfekte liv med ægtefælle, børn, et inspirerende arbejde, spændende fritidsinteresser, et ungdommeligt udseende uanset alder. Hvem kan leve op til det alt sammen? Hvorfor skal vi dog det? Svaret er, at vi skal leve vores liv på den måde, vi selv synes er rigtigt for os uanset vores alder. Med al respekt er Dronningen, selv 72 år, det bedste eksempel på, at man passer sine ting, indtil man en dag ikke kan mere.

Vi bestemmer selv, og det er vores egen beslutning, hvordan vi selv og omverdenen opfatter os.

Omtaler man hele tiden sig selv som gammel, piber over de fysiske udfordringer, der er blevet sværere med årene, undskylder, at vi ikke husker så godt mere, glemmer at følge med i nyhederne og verdens gang, så stempler vi os selv. Jeg er også blevet ældre. Ønsker vi det, hvis det nu ikke er nødvendigt endnu? Er det bare en automatpilot, der bliver slået til, når vi bliver omkring de 65-70 år eller måske endda tidligere?

Vi bliver alle sammen gamle på et tidspunkt, forhåbentlig. Men denne jule-nytårsperiode har sat skub i tankerne. Stærkt medvirkende har også været læsning af bogen Afskaf alderdommen. Bliv i de voksnes rækker af Lone Kühlmann og Henning Kirk. De har begået en bog med fyndige holdninger og veldokumenteret viden om, hvad alderen gør ved os eller måske i virkeligheden ikke gør ved os i den grad, som vi har ladet os bilde ind.

Alderdom kan ikke afskaffes

Selvfølgelig bliver vi gamle, og selvfølgelig kan alderdommen ikke afskaffes, som det også bliver pointeret i bogen. Men ældre mennesker er ikke bare en stor ensartet hob. Der er brug for nuancering. Det passer ikke, når man siger, at man ikke kan lære en gammel hund nye tricks. Vi kan lære, så længe vi lever, selvom det ikke nødvendigvis sker på samme måde, som når vi er unge. Vi ændrer strategier og metoder. Og videre i samme afsnit: Sommetider skal man bare gå nogle omveje. Hjernen rummer nogle systemer, der gør det muligt at snyde forfaldet. Der er masser af opmuntring og inspiration at hente i den bog, men også realistisk erkendelse af alderdommen men hvornår indtræder den? Vi trænger i hvert fald til en nuancering.

Derfor må jeg også give en læser ganske ret, som har skrevet, at debatten om ældre dækker over et meget vidt spektrum fra cirka 60-årige til 90-årige, og der er stor forskel på livskvalitet i disse yderpunkter. Mange er patienter og ikke selvhjulpne. De har svært ved at være aktive hele livet, som er en målsætning i Københavns Kommune.

En gammel veninde, som er både hjerte- og -nyresyg og dertil begyndende dement, er nu på rehabiliteringsophold, selvom det er indlysende, at hun helst vil bruge sine sparsomme kræfter på at tale med sine børn og lytte til musik i stedet for at skulle lære at bakse med påklædningen selv. Man skulle i debatten differentiere mere mellem yngre ældre og gamle ældre, skriver læseren.

Jeg tilslutter mig og vil være meget mere på dupperne og opmærksom på sammenhængen, når ordene ældre, gammel, alderdom og pensionist løber gennem mit tastatur i det nye år.