Dalen i skoven er grøn og frodig. Duggen balancerer på bregnerne i skovbunden og danner små dråber på de takkede blade.
Dråber, der synes at have svært ved at slippe deres tag. Duften af våd jord er stærk og varsler, at en ny dag begynder, og fuglene rundt omkring i træerne har så småt begyndt deres godmorgensang. En bil snegler sig op ad den bakkede jordvej, og lyden af dækkene, der kører over de tørre småsten, synger i ørerne som af sommer. En sommer, som lakker mod enden, og hvor hver dag føles som en sand, men lidt vemodig gave.
Den mørkegrå os fra bilens udstødning danner en tåge, som langsomt blandes med duggen fra mosekonens bryg. Koblingen aktiveres, og bilen sættes i frigear. Motorens omdrejninger ryger langsomt ned i tempo, indtil bilen med udsigt over dalen står helt stille i tomgang.
Bilen falder naturligt ind i landskabet som et dyr, der har været en del af det i mange, mange år. Bilens venstre bagrude glider langsomt ned og standser efter ti centimeter. Motoren bliver slukket, og lidt efter kan man igen høre fuglene, der et kort øjeblik var holdt op med at synge.
Bag forruden anes Kurts ansigt, der er mærket af et hårdt og anstrengende liv, og hvis dybtliggende furer krænger mundvigene nedad. Øjnene er bedrøvede. De er blanke og trætte. Hans åndedræt er tungt, og hænderne er placeret som kvart i tre i et fast greb om rattet. Et greb, der synes at støtte ham i beslutningen om, hvad han skal i gang med, når han slipper. Han sidder og tænker på, om han har styr på det hele, og om alle remedierne er med.
”Remedierne …” siger Kurt stille. ”Remedierne …” kommer det igen.
Han trækker vejret dybt, helt ned i maven, åbner munden og lægger hovedet bagover. Mobiliserer al sin kraft og råber af sine lungers fulde kraft: ”Remedierne!”
Kurt lytter … Alt er stille … Han er helt alene. Fuglene er pludselig færdige med at sige godmorgen. Dagen er for alvor begyndt. Men for Kurt er det ikke en begyndelse. Havde hans liv bare været ét langt teaterstykke fyldt med talentfulde skuespillere, der som en del af en helhed med deres manuskript krampagtigt i hænderne havde udført hver deres rolle, så kunne tæppet være gået ned, klapsalverne være stilnet af og publikum have efterladt salen tom … Og derefter kunne tæppet gå op igen, og man kunne begynde forfra med nye skuespillere – finpudse det hele som et skønmaleri, der får det sidste strøg, men som samtidig kan males over igen og igen.
Det er bare ikke en mulighed. Og han kan slet ikke overskue at skulle gennemleve dette liv en gang til. Forfra, på samme måde. Omkredsen på slangen har han valgt efter det indvendige mål, så den let kan glide ned over udstødningsrøret. For at være sikker på, at intet går til spilde, har han købt en rulle gaffatape, som ifølge indpakningen kan sidde tæt på både jern og plastik.
Han sikrer sig, at pillerne samt vandet til at skylle efter med ligger på nabosædet. Grebet om rattet bliver fastere, og han kigger ud over dalen og forestiller sig, hvordan han om kort tid vil døse hen og aldrig mere vågne op.
Slippe for alle sine problemer, de håbløse forventninger og gentagne ydmygelser, som ingen ende vil tage. Ikke mindst for folks manglende forståelse for hans smerter og frustrationer, de mange samtaler med socialrådgivere om tåbelige ligegyldige placeringer i arbejdsprøvninger og tomme kurser, for ikke at tale om lange møder med advokater om hans arbejdsulykke, som har suget livskraften ud af ham og fået hans hårde facade til at krakelere.
Han føler sig som et jaget dyr, der står udmattet og forvildet og bare venter på, at en jæger, der har ham på sigtekornet, skal trykke på aftrækkeren og lade ham mærke det sidste prik fra patronen. Bare det, at han gennemtænker årsagerne til sit valg, får hans hjerne til at føles, som skal den sprænges. Tårerne triller ned ad hans kinder, som dråberne på bregnerne i skovbunden, og drypper ned på hans hænder, som stadig holder om rattet.
Han føler sig helt tom i hovedet, da gråden holder op, men er klar til at fokusere på sin plan, som ikke må gå i vasken. Han bøjer hovedet, lader panden hvile på rattet og lader en kort stund op til at fortsætte sit gøremål. Han læner sig tilbage i sædet og trækker vejret dybt nogle gange, som når man skal dykke under vand. Han griber fat i dørhåndtaget, åbner døren i den blå Mitsubishi Lancer og sætter først sit venstre ben i den fugtige jord, dernæst det højre.
Men højre ben er ikke som det venstre. Der er monteret en plaststøbt skinne på det, som skal holde et smadret fodled på plads. Og det ligner mest af alt noget, man i gamle dage monterede på børn, der havde spastiske lidelser. Han tager fat i karmen på bilen og hiver lidt sidelæns sine 102 kilo tunge krop ud af bilen, så hans brede skuldre ikke rammer karmen. Som han står der ved bilen, ligner han mest af alt en kæmpe, der er vendt hjem fra en lang og sej krig.
Men når man ser udtrykket i hans gamle ansigt, er det desværre en knækket soldat, som har været udsat for de værste krigsoplevelser, man kan tænke sig. Han humper om bag bilen og sætter nøglen i bagsmækken, som springer op, så han i bagagerummet kan få fat i tapen og slangen fra trælasten.
Han er lige så koncentreret, som når han i sin tid skulle bygge et hus. Han ser ikke længere den smukke dal. Han er i sin helt egen verden med sin egen mission eller sit eget manuskript. Han tager remedierne op og smækker bagsmækken hårdt i, mens han spejder nervøst rundt for at sikre sig, at der ikke er andre i nærheden. Ingen skal kunne stoppe noget eller blande sig, før det er for sent. Og dalen ligger heldigvis så langt inde i skoven, at det ville være mere sandsynligt, at man mødte en hjort end et menneske.
Kurt bukker sig ned og krænger med en smule besvær slangen fast på udstødningsrøret. Havde han ikke en hånd med lange og tykke muskuløse fingre, der viser tydelige tegn på mange år som tømrer, var det ikke sikkert, at han havde kunnet tvinge slangen på plads. Han åbner pakken med gaffa-rullen. Men nu ryster han, som om han er gået sukkerkold og har svært ved at åbne den.
Da han endelig får pakken op, kan han begynde at tape slangen fast til metallet på udstødningen. Han lægger det på som en sygeplejerske, der lægger gips på et barns brækkede arm, hen over plastikslangen og tilbage igen. Pertentlig og grundig, som han altid har været. Han hiver i små ryk for at tjekke, at slangen sidder godt fast, indtil den sidder som en omhyggelig konstruktion bygget præcist til hans dystre formål. Hans tanker om den frihed, der venter, når han går over på den anden side, får ham til en ekstra gang at sikre sig, at slangen ikke kan rykke sig fra den rustne udstødning. Han taper slangen fast på bagsmækken, men sørger for, at den ikke laver et knæk, der kan hindre fri passage.
Endelig stikker han slangen ind gennem det bagerste venstre vindue og fastgør den igen med tape på bilens bagstolpe. Nu kan spidsen af slangen ikke rykke sig det fjerneste inde i bilen.
"Sådan!” stønner han … ”Sådan!” gentager han som for at sætte et punktum og for at sætte sig op til at fortsætte kursen.
En blanding af angst og tilfredsstillelse breder sig i hans store krop, og med let krummet ryg humper han ind i bilen igen, sætter nøglen i og drejer. Bilens lys tænder, dog uden at motoren starter. Han ruller vinduet op, så slangen sidder i klemme, uden at den bliver mast så meget, at der ikke er fri passage. Han kanter sig igen ud af bilen, samler tapen op og taper sprækken i ruden til, så den er lige så tæt som en cykelslange, der lige er blevet lappet.
Han tjekker det hele efter en sidste gang, og fornemmelsen af, at han er tæt på at sige farvel til alt på godt og ondt, får søerne i hans øjne til atter at gå over deres bredder. Han vil befri sin elskede familie, børn og børnebørn og ikke mindst sin elskede kone, Keth, for den byrde, han har været for dem alle sammen siden ulykken.
Han åbner bildøren og sætter sig ind igen. Lukker døren efter sig og placerer hænderne på rattet for at forhindre usikkerheden i at overmande ham, selv om han godt ved, at hans tilkæmpede ro er som at tisse i bukserne i frostvejr. Som i trance fører han beslutsomt hånden ned og tager pillerne i det orange pilleglas, men lægger dem så på sædet igen for at skrue proppen af en vandflaske. Så kaster han alle pillerne ind i munden og skyller efter med vand.
Han må synke pillerne af flere omgange, og det er lige før, han kaster dem op igen, da det føles, som om de vælter ned i det tørre svælg og kæmper om at komme først ned i maven. Hans øjne er blevet mere røde end før, og en kulde efterfulgt af kraftige rystelser breder sig i hans krop; men han genvinder kontrollen ved om end med besvær at trække vejret dybt flere gange!
Kurt starter bilen, og motoren går i gang. Stressen har lagt sig, roen har taget over, og han føler med lettelse, at alt går som planlagt. Han spejder ud over dalen, og med den smule overskud, han har tilbage, bemærker han, hvor smukt stedet egentlig er. Det kunne såmænd godt minde om en lysning i en regnskov, han så på en ferie med familien i Thailand. Tankerne på familien får den dårlige samvittighed til at røre på sig, men han genvinder kontrollen og får tankerne tilbage på rette spor. Lugten af bilos bliver kraftigere, men den er egentlig ikke dårlig, nærmest som da han som ung reparerede sin Norton 500 cc-motorcykel i garagen.
Tanken varmer hans forpinte sind lidt, og han får øje på en lille flok skovduer, der letter fra bregnerne i bunden af dalen. De flyver op og sætter sig i et gammelt bøgetræ tæt på bilen, hvor de i takt med, at bilosen fra Mitsubishien skygger mere og mere for udsynet til den smukke grønne dal, sidder og kurrer, som om de sagde: ”Kom tilbage til livet, kom tilbage …”
Han forsøger at genkalde sig sit liv. Dels hvad han selv kan huske, dels hvad han har fået fortalt af sin mor. Altså i de få perioder, hvor han har haft kontakt med hende. Og han spoler erindringen så langt tilbage, han kan, til den 17. juli 1943, midt i den hektiske tid under krigen med dens rædsler og usikkerheden om, hvorvidt verden ville gå under eller sejre over de tyske tropper, der havde besat Danmark.