Klokken er 15, og det er allerede mørkt i Vinterdanmark, men så meget desto mere lyser butiksruderne op hos Røde Kors på Usserød Kongevej i Hørsholm. Peter Plys og Barbie kigger ud sammen med en hob af bamser, dukker og actionfigurer.
Inde i varmen bugner det med tøj, sko, glas, møbler og sågar et hamsterbur med alt, hvad der skal til, hvis man vil have sig en gnaver. Det er foræringer fra folk, der har ryddet op, er flyttet, flyttet fra hinanden, er døde eller har mistet en nær pårørende, fortæller 69-årige Kirsten Lindahl Rosenstand, der netop har fået fri efter en arbejdsdag på fem timer. Det er, hvad ryggen i øjebliket kan klare.
”Så snart du bliver 60 år, begynder skavankerne at stå i kø. Livets slid, hvis jeg skal være poetisk, viser sig. Så er det godt med steder som her, hvor du stadig kan bruges på det, du kan overkomme. Vi har medarbejdere på 85-90 år, som kommer og tørrer støv af. Det er, hvad de kan klare. Vi har heldigvis masser af støv,” griner hun.
Kirsten Lindahl Rosenstand, der har været socialrådgiver i 40 år, stoppede som 62-årig på grund af den dårlige ryg. Hun trappede ned i god tid, gjorde sig overvejelser om, hvad der skulle stå i stedet for arbejdslivet, og planlagde, hvordan pensionisttilværelsen kunne forløbe tilfredsstillende. Alligevel gik det langtfra som forventet.
Den 1. november 2009 tog Kirsten Lindahl Rosenstand hul på pensionisttilværelsen, sneen faldt tyk, isen lå alle vegne, og vejene var ikke farbare, så hun kom slet ikke ud at lave alle de ting, hun havde drømt om. Hun sad fast fysisk og mentalt.
”Jeg havde forestillet mig, at jeg ville blive glad. Det blev jeg bare ikke. Jeg havde forestillet mig, at jeg ville få tid til rigtig mange ting. Men jeg kom ingen vegne. Jeg troede, jeg ville blive lettet, men jeg blev faktisk meget trist den vinter,” siger hun.
”Min mand arbejdede stadig, så jeg havde hele dagen for mig selv, og hvad gør man så? Mit arbejdsliv havde givet mig nogle rammer. Her havde jeg vidst, hvad jeg skulle lave, fra jeg kom, til jeg gik. Det var en enormt stor omvæltning, så jeg blev trist over pludselig at have et liv, hvor jeg hver dag skulle opfinde, hvad jeg skulle, for at dagen kunne føles som en dag, der blev brugt til noget godt. Hold da op, hvor var det ikke rart at være afsondret fra det liv, der havde været så spændende og meningsfyldt.”
Netop det med at opfinde en ny, meningsfuld hverdag efter arbejdsstop er forhold, som Rudi Westendorp, forsker på center for sund aldring ved Københavns Universitet, beskæftiger sig med. Det handler om at forstå, at vi som alt andet i livet skal lære at blive ældre.
”Vi er alle mere eller mindre uerfarne i at blive ældre. Heldigvis er det noget, man kan blive god til med tiden. Vi frygter alderdommen, men vi har endnu ikke prøvet den. Så prøv at have tillid til processen. Man lærer så at sige at blive ældre, mens man bliver det. Faktum er, at de fleste mennesker er gode til at få det bedste ud af alderdommen, ellers ville danskere over 75 år næppe ’ rate’ deres liv med 8,5 ud af 10 point.”
Rudi Westendorp mener ligeledes, at det er vores moralske forpligtelse at få det bedste ud af livet, også i den tredje alder.
”Det handler om at bruge de talenter og evner, du har til rådighed. Det kræver en selvforståelse og et bestemt ’mindset’ hos den ældre, men også at samfundet ændrer sin opfattelse af alderdommen som noget negativt og begrænsende.”
Kirsten Lindahl Rosenstand sad ikke længe tom og trist. Hun kan godt lide at være i gang og se nogle resultater, og da hun blev skilt i 2013 og flyttede fra Glumsø i Midtsjælland til Birkerød i Nordsjælland, genopfandt hun en meningsfyldt hverdag med svømning, fransk og frivilligt arbejde i Røde Kors butikken. På spørgsmålet om, hvad der er det vigtigste i hendes tredje alder, falder svaret prompte:
”At betyde noget for nogen. At det ikke kun er lille mig. At jeg kan gøre noget, som giver mening både for mig selv og for andre. Og at kunne se livet i et større perspektiv og være med til at hjælpe mennesker i nød. At komme her i butikken var som at komme ind i et meningsfyldt fællesskab. Her er vi mange mennesker med forskellige livshistorier – præcis som de ting, vi står og sælger sammen hver dag. Sammenholdet er uvurderligt. Den velkomst, du får, når du møder ind om morgenen, er rørende. Når du dukker op, er der nogen, der bliver glade. Og hvis jeg ikke kommer to uger i træk, kan jeg være sikker på, at de ringer mig op. Der er sådan en omsorg for hinanden. Vi har nogen, som er temmelig syge, men de kommer, fordi de har brug for at tænke på noget andet end netop den altopslugende sygdom.”
Torsdagsholdet, som Kirsten Lindahl Rosenstand kalder de 12-14 kolleger, hun har vagt med, går ud sammen til udstillinger, museer og lignende. Denne eftermiddag klirrer kopperne, og livlig snak blander sig med frisk kaffeduft ude i personalekøkkenet. En af de ansatte har fødselsdag lige om lidt, så der er othellolagkage på bordet og en munter tone omkring det.
”Vi griner meget, vi tager fis på hinanden, og vi tager ikke tingene så højtideligt. Det er meget vigtigt. For vi kan let falde i sådan en ’puha, hvor er det hårdt det hele, og verden er ond.’ Det er vigtigt at kunne forholde sig til tilværelsen med en vis lethed, for ellers bliver det tunge tungere, end det behøver at være. I mit arbejdsliv har jeg set mange mennesker, der bliver deres sygdom, og som ikke kan rumme andre ting.”
Forskning viser, at samvær med andre gør en mere glad samt mindre stresset, og det tyder på, at det rent faktisk forlænger vores levealder at tilbringe tid sammen med mennesker, vi holder af, ligesom vi kommer os hurtigere efter sygdom. At dyrke gode relationer er en afgørende strategi for menneskehedens overlevelse.
”Derfor er det aldrig for tidligt at lære, hvordan man får gode venner, og hvordan man bliver en god ven. Det er ofte netop, når vi bliver ældre, at vi forstår at omfavne tanken om, at livet i bund og grund handler om at være sammen med andre. Vi mennesker er og bliver sociale dyr,” fastslår Rudi Westendorp.
Det meste af 2015 forhindrede rygoperationer Kirsten Lindahl Rosenstand i at komme af sted til butikken. Tanken om en dag slet ikke at kunne komme og hjælpe til i butikken er utænkelig for den pensionerede socialrådgiver.
”Det der med at sidde derhjemme, være syg og have lidt ondt af sig selv og være sådan lidt øv, det har jeg også prøvet. Det gode ved frivilligt arbejde kontra et job er, at så kan du gå i gang på lempelige betingelser med skyldig hensyntagen til dit helbred. Du kan nøjes med en time, eller hvad du nu kan magte.”
Rudi Westendorp forklarer, at livsduelighed og robusthed er vigtige egenskaber, når man møder udfordringerne ved at blive ældre. Men han understreger også, at det er et faktum, at det er egenskaber, du har brug for hele livet.
”Seniorlivet er ikke så meget anderledes i forhold til de yngre år. Uanset alder handler livet dybest set om at overvinde barrierer og tab, se muligheder og nyde succeserne. Ethvert alderstrin har sine op- og nedture. Vi ser, at med alderen er de fleste ofte bedre rustet mentalt til at klare dem.”
Kirsten Lindahl Rosen-stand skal hjemad mod Birkerød. Hun er træt, og ryggen værker. Det har været en stille dag, men som altid fyldt med glæder ved at kunne se og modtage noget, folk har været glade for, og så sørge for, at det får et nyt liv og formål.
”Jeg tager en dag ad gangen, og så skal den dag bare være god. Det er altså et godt motto. Lev livet nu, gør de ting, du gerne vil, for en eller anden dag så kan du ikke længere.”