Christian Adsersen lukker døren til det røde og gule parcelhus bag sig. Med raske skridt træder han ud på flisestien, der fører ham gennem forhaven og ud til asfalten på parcelhusvejen, hvor efterårets kulde har farvet husenes grønne hække rød-brune. Det er formiddag, og som på de fleste andre formiddage skal 88-årige Christian Adsersen ud at gå.
Formiddagsgåturen har været et fast ritual, siden Christian Adsersen blev pensioneret for mere end 25 år siden. I løbet af årene er det blevet til så mange gåture, at han har formået at sætte sine fødder på hver eneste vej i Lyngby-Taarbæk Kommune i Nordsjælland, hvor han bor.
”Tidligere gik jeg ud ad døren og så, hvilken vej vinden blæste på den pågældende dag, og så gik jeg i den retning, hvor der var medvind,” siger Christian Adsersen.
At gå på alle kommunens veje var et mål, han satte sig. Han gik så langt, som han kunne, og når han ikke orkede mere, fandt han sit pensionistkort frem og hoppede på et tog eller en bus, der kunne føre ham tilbage til huset i Virum. Engang kunne han gå langt, før kroppen begyndte at brokke sig. Måske 10 eller 15 kilometer. I dag bliver det højest til tre kilometer, for Christian Adsersen kan godt mærke, at han er blevet ældre.
”Det kan godt ærgre mig lidt, at kroppen ikke kan så meget mere, men man må nok bare erkende, at sådan er det,” siger den pensionerede skolelærer og trækker mundvigen lidt til siden.
I årets første måneder kunne han i en periode slet ikke gå sine daglige ture, da en lungebetændelse sendte ham fire dage på hospitalet.
”Bagefter kunne jeg mærke, at min vejrtrækning var blevet svagere. Nu går jeg langsommere og kan ikke gå lige så langt.”
Alligevel holder han fast i at gå, for gåturene giver ham livsmod, fortæller han.
Og der er faktisk god grund til at få livsmod af at gå tur. Ifølge eksperter er gåture nemlig gode for både krop, hjerne og sind.
Peter Schnohr er hjertelæge, initiativtager til motionsløbet Eremitageløbet og har været med til at iværksætte den store befolkningsundersøgelse, Østerbroundersøgelsen, der blandt andet har undersøgt hjerte-karsygdommes sammenhæng med motion. Hvor flere inden undersøgelsens begyndelse i 1976 mente, at det var for sent for ældre at begynde at dyrke motion, når de havde passeret de 70 år, har undersøgelsens resultater været med til at ændre den opfattelse.
”Jo ældre du er, des mere får du af at gå en tur,” siger Peter Schnohr og tilføjer, at det er leveår, han taler om.
Ifølge ham er det derfor aldrig for sent at begynde at gå.
”Hvis du er mellem 65 og 79 år og begynder fra slet ikke at lave noget til at gå mere end fire timer om ugen, så vinder du mere end fire leveår. Det gør en 32-årig mand ikke,” siger Peter Schnohr.
Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er sandt, forsikrer hjertelægen.
”Det er lidt utroligt, og vi er nogle sjove nogen, vi mennesker. Vi forandrer os hele tiden, vores celler nedbrydes og opbygges ret så hurtigt. Hjertet fornyer sig på seks uger og ændrer sig ikke, hvis du kun spiller Ludo, men går du en daglig tur, sker der en positiv forandring,” siger Peter Schnohr, der selv har rundet de 70 år.
Og gåturene er ikke kun gode for hjertet, men også for hjernen, lyder det fra hjerneforsker Ellen Garde fra MR-forskningssektion på Hvidovre Hospital og center for sund aldring på Københavns Universitet.
”Fysisk aktivitet er altid godt, men at komme ud at gå en tur er endnu bedre. Uanset om turen foregår i skoven eller i byen, får man en masse indtryk fra omgivelserne. Man kan møde andre mennesker, høre en fugl eller se et rådyr. Hjernen skal behandle og reagere på det hele, så mange områder skal arbejde sammen, og det styrker hjernens netværk. Det kan være fristende at sidde derhjemme på en motionscykel, men selvom fjernsynet kører samtidigt, kan det blive ret monotont og kedeligt i længden. Hvis vi i stedet tager overtøjet på og går ud i den friske luft, får vi ikke bare hjertet til at slå hurtigere, men stimulerer også hjernens netværk,” siger Ellen Garde.
Små ændringer i den daglige gåtur er endnu bedre, da uforudsigeligheden sætter gang i nye baner og er med til at gøre hjernen mere robust. Selv når man er oppe i årene, men er flittig til at gå tur, er man med til at nedsætte sandsynligheden for mange af de sygdomme, der kan føre til en blodprop i hjernen.
”Men hvis det alligevel skulle ske, kan et stærkere hjernenetværk ofte hjælpe til, at man hurtigere kommer sig. Gåture er god hjernegymnastik på flere måder,” siger Ellen Garde.
Psykolog og leder af Netværk for Naturterapi Ebbe Lavendt peger på, at gåture også er gode for sindet, og han opfordrer mange af sine klienter til at komme mere ud i naturen.
”Man har i undersøgelser kunnet konstatere, at det generelt har en stressdæmpende effekt at komme ud i naturen, og at det får folk til at bekymre sig mindre. Vi ved ikke præcist, hvorfor det virker, men det står klart, at bare det at have udsigt til naturen fra sit vindue kan gøre noget, og vi bliver generelt påvirket, når vi kommer ud i det grønne – ikke bare af det, vi ser, men også af den friske luft,” siger han.
Ebbe Lavendt henviser til filosoffen Søren Kierkegaards ord:
”Tab for alt ikke lysten til at gå: Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den” – ”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.”
Tilbage i Virum går Christian Adsersen ad de små veje i parcelhusområdet ned mod Furesøen og den omkringliggende skov.
”God arbejdslyst,” lyder det først til havemanden, der samler efterårets blade sammen på et fortov, og så igen til træfælderne i skoven.
”Skal I nu til at forstyrre skovens dybe stille ro,” spørger han kækt.
Christian Adsersen savner ikke selskab på sine ture, selvom han går alene. Han lytter til fuglene, og de længere samtaler får han med sin svømmekammerat i saunaen efter den faste svømmetræning mandag og torsdag eller i den grå sofa i stuen derhjemme med hustruen gennem 63 år, Ulla Adsersen. Og selvom han på sine gåture ikke udforsker nye områder, som han gjorde engang, er turene alligevel aldrig ens, fortæller han.
”Det hele ændrer sig, når lyset eller vejret skifter.”
Denne dag er det diset. Solens lys finder alligevel vej igennem det grå efterårsvejr og lægger sig som en glans på Furesøen.
”Man er privilegeret, når man bor tæt på noget, der er så smukt,” siger Christian Adsersen.
Men det er ikke kun det åbenlyse smukke, han sætter pris på. Få meter før han er tilbage ved de havefliser, hvor turen begyndte, stopper han op og udbryder impulsivt ”se fuglene på taget!”. Begejstringen sætter sig fast som en sidste påmindelse om de mange oplevelser, der venter, så snart man åbner døren og træder udenfor.