Foran lejligheden ved plejecenteret Bomi-Parken på Amager i København står en indkøbsvogn fuld af gaver, sødt og øl. Døren er gemt bag en æresport med ordene ”75 år - atombryllup”. Det er dagen derpå, og indenfor sidder Alice Tove Thomsen i en lænestol, mens Erik Bjerregaard er i sofaen, hvor han læser sin avis.
Parret blev viet på Københavns Rådhus i 1941 og har siden holdt sammen i hverdagens trummerum i medgang og modgang. Mandag i sidste uge fejrede Alice Tove Thomsen og Erik Bjerregaard Thomsen så atombryllup efter 75 års ægteskab.
”Der var mindst et halvt hundrede folk forbi. Der var hornorkester og morgensang, som der også er til et sølvbryllup,” siger Erik Bjerregaard Thomsen om dagen.
Det er ham, der fører samtalen, for Alice Tove Thomsen har alzheimer og har ikke så let ved at være med i snakken.
Erik er 97 år, og Alice er 96. De mødte hinanden 1930'erne, hvor de begge kom i den samme ungdomsforening i København. Der havde de hilst på hinanden, snakket og danset, men ellers ikke noget nærmere, forklarer Erik Bjerregaard Thomsen. Men så var der en særlig lørdag aften:
”Der var en større festlighed i Studenterforeningen inde ved Vester Voldgade. Der var jeg inde sammen med min fætter, men da vi havde været der i et stykke tid, syntes vi ikke, der var mere at lave. Vi var gået ud på trappen, og lige da vi stod der og snakkede, kom Alice,” siger han.
Hun havde været på arbejde i en viktualieforretning indtil klokken 21 og svingede forbi festen for at se, hvad der foregik. Og da Erik Bjerregaard Thomsen så hende, vidste han, at det skulle være de to.
”Så vendte jeg mig bare om og sagde til min fætter, at nu bliver vi her.”
Parret blev ringforlovet i 1938 og gift et par år senere på rådhuset. Der var kun ét vidne, og det var Alice Tove Thomsens far, som de efterfølgende gik ud og spiste en middag med. Om aftenen var der fest.
Da Danmark blev besat, arbejdede Erik Bjerregaard Thomsen i civilbeskyttelsen, hvor han blandt andet instruerede folk ned i beskyttelsesrum, når luftalarmen lød, og efter krigen blev han ansat ved byretten i København.
Alice Tove Thomsen var i sin tid viktualiedame i Hovedstadens Brugsforening. Senere blev hun chef i engroslageret Levinsky og Co, og som Erik Bjerregaard Thomsen forklarer, var det altid hende, der styrede pengekassen.
”Alice og jeg var begge flittige, og vi har arbejdet hele livet. At vi har holdt sammen al den tid, tror jeg skyldes interessen for hinandens arbejde. Vi kom gensidigt på besøg, der hvor vi arbejdede, og kendte hinandens kolleger. Så vi havde altid noget at tale om,” siger Erik Bjerregaard Thomsen.
”Jeg er sikker på, at det er en af grundene til, at det har fungeret. Vi har interesseret os for hinanden og for, hvad der skete uden for hjemmets fire vægge. Vi har haft mange snakke om 'hvad har du oplevet i dag' og 'hvad med dig?'. Når man er gift, skal man interessere sig for hinandens gøren og laden. Det er alfa og omega i et ægteskab.”
En medhjælper fra plejecenteret kommer ind med kaffe og tre stykker lagkage fra dagen før. Alice Tove Thomsen kvitterer ved at give ham et kram og et kys på kinden.
”Hun har kyssesyge,” griner Erik Bjerregaard Thomsen, mens hjælperen går ud.
Hvis han skal markere et højdepunkt i deres tid som ægtefæller, var det, da de byggede et sommerhus ved Esrum Sø på Nordsjælland. Det er måske banalt, siger han, men det gav en følelse af frihed, og naturen var så smuk der.
Et lavpunkt var, da Alice for nogle år siden begyndte at blive dement.
”Det var katastrofalt. For mig var det uforståeligt. Hun har altid været frisk og kunne følge med i en hel masse. Som sagt var det Alice, der til at begynde med var kassemester og klarede tingene. Det var hende, der holdt vores økonomi i gang,” siger han.
Erik Bjerregaard Thomsen tror, at det havde været hans livs største fortrydelse, hvis han havde sendt hende på plejehjem uden selv at følge med. Det er to og et halvt år siden, at parret flyttede ind på plejecentret.
”På rådhuset bliver man også formanet som i kirken: indtil døden jer skiller. Man skal vise troskab mod hinanden, som præsten også siger. Det får man på skrift på rådhuset, og det synes jeg, at jeg har holdt mig til. Jeg har sagt til mig selv, at hvis rådhuset kan sætte to mennesker sammen, så må det vægte lige så højt som et kirkebryllup. Det er en ed, man aflægger.”
