Her i det nordlige Jylland holdt foråret sit indtog mandag den 9. marts med klart solskin og lun og sagte vind. Det var vidunderligt, som havde man ikke oplevet det før: Forår - endnu en gang!
Jeg gik tur fra havnepladsen foran Aalborghus Slot, som ved sin højre side har det arkitektonisk flotte Utzon Center, og videre langs Limfjorden (hvilket privilegium at bo i Aalborg) ud til Egholm-færgen. Det er cirka 10.000 skridt, en passende gåtur for en senior. Når man nu hverken løber en halv- eller en helmaraton.
Ved færgestedet er der en bænk. Her er det godt at sidde lidt. Følge mågers og terners glidende flugt og lade tankerne flyve med. Der er noget fascinerende ved vand. Hvad enten det nu er fjorden, som hegnes af landskab og by, eller det er det vidtstrakte hav, som synes uendeligt. Jeg sidder og bliver bevidst om, at jeg er glad for at være til. Ganske enkelt - ”at mig dagen fryder (“)”
Hjemme venter computer og te. Så jeg bevæger mig hjemad med raske skridt. Men med ét fanges min opmærksomhed. Foran mig går en ung mand. Han vandrer hastigt af sted med hænderne i lommen, fløjtende en melodi. Og du kender det sikkert. Du kan ikke lige komme på, hvad det nu er for en melodi og sang. Før det lyner i bevidstheden. Det er Ludvig Holsteins forelskelsessang:
”Det er i dag et vejr - et solskinsvejr!/ O, søde vår, så er du atter nær!/ Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,/ nu vil jeg gå og købe hyacinter/ og bringe dem til én, som jeg har kær.”
Han er helt sikkert forelsket, tænkte jeg. Han går og glæder sig til, at hun snart dukker op:
”Min ven, her kommer jeg med hyacinter!/ Min ven, nu glemmer vi, at det var vinter!/ Det er i dag et vejr, et solskinsvejr!” (Højskolesangbogen nummer 266).
Han kan næsten ikke kan vente, til hun kommer med hyacinter og sig selv. Tror jeg. Tænker også mit.
Men dagen er ikke forbi. Den har endnu en gave. Hen under aften sidder solsorten på tagrygningen og synger. Den er min yndlingsfugl. Jeg har det som Benny Andersen:
” - man behøver ikke være ekspert i solsortsk/ for at fatte hvad det går ud på/ nemlig at dagen i dag/ har været endnu bedre end gårsdagen/ men morgendagen vil simpelthen/ slå alle rekorder/ - Din hånd i min/ og solen stråler af glæde/ som et lille barn der har fået lov/ til at være længere oppe.”
Og for nu at citere fra et digt i nabolaget - ”og jeg får det ENDnu bedre ved/ at være her endNU.” (Samlede Digte 2008, side 886 og 878).
Desto ældre jeg bliver, desto stærkere lever det i min bevidsthed, at vi har vort liv i spændingen mellem et END og et NU. I denne spænding får tilværelsen stærkere farver i både sorg og i glæde.
Fra min barndom og ungdom er der tre bøger, som år for år har fået større og dybere betydning for mig. Det er Bibelen, Salmebogen og Højskolesangbogen, i nævnte rækkefølge, men med vekslende styrke alt efter situation og ”årstid” i min tilværelse. Som gode venner taler med hinanden og i samtalen beriger hinanden, sådan er de tre bøger skiftevis eller sammen i dialog med de mange andre bøger og aviser, jeg læser. Ja, det gælder i det hele taget for min holdning til mennesker og til livet i al dets brogede mangfoldighed.
Det er forår. Og der står påskeliljer på mit bord.