Så ligger den der! Den nye kalender. Med alle de blanke, ubrugte, hvide sider. Uberørt og ærbar.
En helt ny bog skal vi tage fat på og udfylde med årets begivenheder, aftaler, oplevelser og måske endda med vejrkommentarer, som min farmor brugte det. I dag meget sne! I dag øsende regn hele dagen! I dag endelig sol og varme, i dag storm, nu er efteråret virkelig kommet!
Ja, hvad er der i vente af glæder og sorger, bekymringer og overraskelser? Af positive input fra den nære verden? Af dramatiske begivenheder i verden omkring os? Den verden, der var så uendelig fjern, da man var barn, og som nu maser sig ind på én hver eneste dag. Vover vi at løfte blikket og se på alle de tomme kalendersider, gå året tillidsfuldt og forhåbningsfuldt i møde, bruge løs af det?
LÆS OGSÅ: De gamle gadekær vender tilbage
De spørgsmål melder sig jo ubønhørligt, når året holder fødselsdag, som det gjorde sidste tirsdag.
I min alder ønsker man hinanden godt helbred, når nytårsønskerne sendes fra hjem til hjem. Det gjorde min generation vist ikke så ofte for 20 og 30 år siden, men sådan ændres fokus gennem livet. Sundhed ønsker vi os, når kalenderens sider skal udfyldes.
Og når vi lukker et kapitel i livets bog, som 2013 nu er, så går tankerne også tilbage til det år og den kalender, der nu forlades.
Jeg gemmer mine kalendere og har dem stående fra et langt liv. Ser kun sjældent i dem, men jeg har en tryg fornemmelse ved at vide, at de er der. Jeg kan til enhver tid gå på opdagelse i dem, og jeg er ikke god til bare at give slip, jeg er heller ikke verdensmester i at smide ud. Så det var måske et ønske for det nye år: Smid lidt mere ud, og ryd lidt mere op. Foreløbig bare en idé!
Så årsskiftet betyder altså også, at jeg ser tilbage på året, som det har formet sig. Bladrer i den gamle kalender med de mange optegnelser og tænker på smukke oplevelser, opløftende musik, betagende litteratur, scenekunst i verdensklasse for store og for små og film, der bare rev én helt med. Den bladren bringer jo hele spektret fra året med sig, og det betyder også, at jeg mindes med stort vemod de venner, jeg så sørgeligt har mistet, hvad de betød, og hvilke øjeblikke vi har delt. Hvordan vi berørte og berigede hinandens liv.
Jeg hørte biskop Kjeld Holm i det tidlige efterår holde et fint, tankevækkende indlæg om erindringer på en ældrekonference. Og netop når man bladrer i kalenderen, dukker erindringerne frem.
Kjeld Holm sagde blandt andet, at erindringer ikke blot er noget, der er forbi, men netop udtryk for ens identitet. Og han mindede om, at det at erindre er noget helt andet end at huske. Det har han jo evig ret i. For jeg føler i høj grad, at det at erindre er noget, der gør, at jeg kan tage fortiden med mig og vende mig mod fremtiden og rumme et langt forløb i et nu.
Kjeld Holm har selv skrevet et par kloge bøger med erindringer Åbne døre erindringer om mennesker, jeg har mødt, og Man lever af det, man får skænket. Og han mener, at det at fortælle om sine erindringer giver et nærvær i forhold til ens eget og andres liv. Derfor er han også meget på vagt over for det erindringsløse samfund, et samfund, der mister hukommelsen, som han finder, mange yngre mennesker i dag lever i, og han taler om, at det er et udtryk for en human nedkøling.
Er der ligefrem tale om et kollektivt hukommelsestab? Det er svært at svare på, men erfaring og erindring kunne nok trænge til at få et løft på popularitetsskalaen.
Men netop ved nytårstide eller ens egen fødselsdag, hvor der også tages fat på et nyt år, kommer erindringen på værdig vis ind i billedet.
For med erindringen bearbejder vi hukommelsens billeder, og vi får ofte en accept af de ting, der er sket. Vores tilværelse har nu engang formet sig sådan og sådan, og vi har måttet gennemleve også de dage, der var tunge og fyldt med fravær. En eller anden grad af accept viser sig for de fleste. Og farveskalaen hen over årenes hændelser ændrer sig også. Den bliver måske lidt mindre knaldfarve og lidt mere pastel. Billedtegningen forskydes lidt.
Kjeld Holm siger ligefrem, at det giver livsmod at erindre. Vover man at erindre, får man også mod til at leve. Det betyder jo, at vi med erindringen i bagagen kan vende os mod livet og mod fremtiden. At vi trygt kan tage den nye kalender i hånden, bladre i de ubrugte sider, drømme om, hvad der kommer til at stå, og som K.L. Aastrup så smukt digter at fylde med hæderligt virke min dag, at hjælpe og værne om den, som er svag, at elske, thi deri er livet.