Først var der braget og bevægelsen. Lyden af to biler, der kvadrer mod hinanden og den ene - en gul Seat - der bevæger sig i en bue gennem luften, før den brutalt smadrer mod jorden.
Så var der stilheden og smerten. Inde i den sammenkrøllede gule bil hænger Brita Haugen - præst, højskolelærer, fortæller og danser - i selen med hovedet nedad. Kroppen gør usigeligt ondt. Hun ved det ikke endnu, men både ryggen, hoften, skulderen og ribbenene er brækkede.
Hun ser op, og det første, hun får øje på, er fødderne. Hendes egne fødder i den krakelerede forrude med himlen som baggrund. De bevæger sig, og midt i al smerten føler hun sig glad. ”Jeg kommer til at danse igen,” tænker hun. Hun har danset hele livet og undervist i dans i årtier. Hvis ikke hun havde været i så god form på grund af dansen, ville hun ikke have overlevet og aldrig have genvundet førligheden. Det sagde de læger, der behandlede hende på Holstebro Sygehus efter bilulykken i et vestjysk vejkryds i september 2013.
Brita Haugen overlevede mirakuløst og er netop blevet 75 år. Hun er stadig tilknyttet Vestjyllands Højskole som lærer, sådan som hun har været i cirka 30 år, men til sommer er det slut med fast arbejde. Hun har valgt at gå på pension, og hun ser bilulykken som markør for overgangen til det, hun anser for at være den sidste fase i livet.
”Jeg har altid haft så travlt med alt det, jeg kunne og skulle. Jeg hører til de heldige mennesker, der føler, jeg har haft en opgave i livet, og jeg har altid troet, at andre holder af mig, for det jeg kan og gør.”
”Derfor var det virkelig sært pludselig ingenting at kunne og så til fuldkommenhed opleve, at man kan modtage, selvom man ingenting yder. Jeg oplevede et fællesskab og en kærlighed fra mine medmennesker, som jeg ikke før har tilladt mig at tage imod. Det føltes som nåde,” siger hun.
”Man siger jo gerne, at gamle mennesker går i barndom. Sådan har jeg det også lidt i denne nye fase af mit liv. Når man bliver gammel, træder barndommen tydeligere og tydeligere frem i erindringen, og i alderdommen er det, som da man var lille - man er afhængig af kærligheden og tilliden til andres hjælp.”
Hun ser ulykken som en forberedelse på den fase i livet, hvor man igen bliver afhængig.
Med hovedet nedad og kroppen dækket af knust glas så hun pludselig noget komme ind gennem den knuste rude. En hånd! Næsten lige som Guds hånd, der rækker ud og mod Adam på Michelangelos fresko i Det Sixtinske Kapel. Men det var ikke Gud. Kun næsten.
Eller rettere, det var ikke kun næsten - det var Næsten: En af Brita Haugens naboer havde kørt lige bag ved hende og set ulykken ske. Han havde ringet 112 og rakte nu sin hånd ind til hende. Bagved stod genboen og råbte:
”Hun er da også dramatisk! Sig til hende, at vi passer på katten og vander blomsterne.”
De store overgange er vigtige i ethvert menneskes liv, og genboen var allerede klar over det: I Brita Haugens liv foregår overgangene sjældent uden drama. Som for eksempel da hun tog det store afgørende skridt ind i et voksenliv på helt egne ben. Det var den overgang, der førte hende til Fjaltring i 1978.
Hun var dengang 38 år og mor til to og havde netop forladt et forlist ægteskab. Hun var gået hjemmefra i dybt nedtrykt tilstand, og på selvmordets rand var hun taget mod vest med en diffus forestilling om, at hun ville ”gå i havet”.
Hun var opvokset i København og havde været vidt omkring i verden, men aldrig set Vesterhavet, før hun stod på stranden ved Fjaltring. Det var overvældende. Havet var så stort og mægtigt, vildt og voldsomt. Og over det himlen som et kæmpe lyshvælv.
Hun gik langs havet, for hun kunne ikke bare uden videre gå ud i de voldsomme bølger. Og mens hun gik der, fik hun pludselig øje på et forstenet søpindsvin i sandet. Hun samlede det op, så på det og glemte et øjeblik al sin personlige elendighed ved synet af den lille sten og tanken om, at den engang for millioner af år siden havde været levende.
”Jeg følte mig pludselig heldig og overvældet af en uforklarlig følelse af fuldkommen lykke. Det var som en ny dåb for mig dér ved kanten af havet. Jeg blev fyldt af en oplevelse af at være båret, af at være et Guds barn, selv om jeg havde forladt alt, der betød noget for mig, og havde det forfærdeligt. Jeg følte, jeg fik en ny begyndelse.”
Hun gik videre på stranden og fik øje på et lille hus i klitterne. Der kan man vel bo, tænkte hun og kiggede ind ad vinduet.
Det stod tomt, lige til at flytte ind i. Og hvorfor ikke? Hun kom til at bo i huset med sine to sønner, til en novemberstorm i 1981 blæste taget af, og havet tog huset.
I Fjaltring fik hun arbejde på det grønlandske Tukak Teater. Hun startede Børneteater Balder inspireret af Odin Teatret i Holstebro og fik mod til at blive præst. Hun var allerede cand.theol. og havde læst i Aarhus under teologerne Sløk, Løgstrup og Lindhardt, men havde aldrig søgt embede. Det fik hun nu i Naur-Sir Sogn efter Niels Henrik Arndt, den senere biskop for Haderslev Stift. Den dramatiske overgang til en ny livsfase førte meget frugtbart med sig.
”I de store overgange i menneskers liv træder man ind i noget nyt, men der er også altid tab forbundet med det. Døden er som regel nærværende. Det er i sorgen og døden, kimen til det nye ligger. For mig var det at føde mit første barn den største og mest glædelige overgang, jeg har oplevet, selvom det var en hård fødsel, der kunne have kostet mig livet.
Men jeg er ikke så bange for døden, og derfor er jeg godt forberedt på overgangen til mit sidste livsafsnit. Jeg tror, det blandt andet har at gøre med, at jeg som barn fik lov til at være hos min mormor, da hun døde. Der oplevede jeg døden som en sidste forvandling i et menneskeliv,” siger Brita Haugen.
Mormoderen var et livsglad og troende menneske, som døde mæt af dage. Hun vidste, hun ikke havde langt igen, og bad sit barnebarn synge ved sengen, da de to var alene i værelset. Mens den lille pige sang, lå den gamle kvinde og lyttede.
”Så lille Brita,” sagde hun pludselig. ”Nu dør mormor. Nu henter Guds engle mig hjem”.
Og så lænede hun sig tilbage og døde. Men den lille pige blev ved med at synge for sin døde mormor. Døden føltes først farlig, da de voksne kom til og blev bestyrtede.
”Det var en gave for mig at opleve som barn. Sidenhen har jeg altid haft den bevidsthed med mig, at de store overgange ikke kun er tab, men også indgangen til noget nyt,” siger Brita Haugen.
”Sådan er det også for mig nu. Med et kristent udtryk oplever jeg, at jeg er i Guds hånd, og at jeg kan have tillid også i den sidste overgang. Der er jo ingen, der kan vide, hvad der er efter døden, ligesom ingen kan vide, hvad der er, før vi bliver født. Mange tænker på døden som en fjende, og det har jeg også selv gjort, når jeg har mistet mennesker, jeg holdt af. Men døden er en del af livet. Den hører med. Og jeg tror på opstandelsen.”