Vi har brug for symbolske billeder til at sove ind med

Lisbet Marschner med et udvalg af de billeder, der efter hendes mening kan give beskueren en indre fred og en ...

Lisbet Marschner med et udvalg af de billeder, der efter hendes mening kan give beskueren en indre fred og en opfattelse af at være omfattet af kærlighed. – Foto: Bo Amstrup/Scanpix / Scanpix Denmark

I et menneskes sidste tid må det hele ikke gå op i praktisk foretagsomhed. Der skal også tages hensyn til de åndelige behov, og her kan billeder spille en vigtig rolle.
Lise Marschner

Gamle mennesker, som dør på plejehjem, har brug for mere skønhed og rum til åndelig fordybelse, mener kunsthistoriker og psykoterapeut Lisbet Marschner. Hun har udviklet et materiale til plejehjem, som består af smukke, fredfyldte billeder, der kan udlånes til de døende

En tidlig oktobermorgen, mens det endnu var helt mørkt, døde 88-årige Lise Albertsen roligt og udramatisk i sin seng på Søkilde Plejehjem i Ry. Hun lagde et langt og rigt liv bag sig præget af tætte familiebånd og sov ind med et mildt blik hvilende på sig: Rafaels ”Den Sixtinske Madonna” med Jesusbarnet i favnen fra 1513 stod på hendes natbord i lamineret udgave.

Lise Albertsen var dybt rodfæstet i sin kristne tro, så madonnaen var et naturligt valg, da hendes datter, kunsthistoriker og psykoterapeut Lisbet Marschner, tilbød hende billeder til fordybelse i den sidste tid på plejehjemmet.

Det var billeder, som efter Lisbet Marschners mening er egnede til at give beskueren en indre fred og oplevelse af at være omfattet af kærlighed, som den døende har brug for. Hendes egen mor var dog et menneske, der både havde givet og modtaget megen omsorg og kærlighed hele livet igennem også fra plejehjemspersonalet i den sidste fase, men mange andre er mindre heldigt stillet.

”På plejehjemmene er der meget fokus på de fysiske plejebehov og medicinering, men i et menneskes sidste tid må det hele ikke gå op i praktisk foretagsomhed. Der skal også tages hensyn til de åndelige behov, og her kan billeder spille en vigtig rolle,” siger Lisbet Marschner.

”Livet igennem er vi omgivet af billeder, men vi har også brug for billeder til at sove ind med. På et hospice er der altid tænkt meget på at skabe smukke, fredfulde rammer for de døende, men sådan er det ikke på plejehjemmene, og det synes jeg, der er et behov for at gøre noget ved.”

Derfor har hun skabt et materiale bestående af blandt andet 12 laminerede billeder i A3-format, som plejehjem kan købe og låne ud til beboere, der har glæde af at have dem stående eller hængende på væggen ved sengen.

Rafaels ”Den Sixtinske Madonna” med Jesusbarnet i favnen er et andet af Lisbet Marschners billeder til udlån. –

”Selvfølgelig er de gamle på plejehjem omgivet af deres egne billeder,” medgiver hun. ”Der er fotos af familien og måske de sofastykker, man har haft hele livet og kender ud og ind. Men de her billeder er anderledes. Det er symbolske billeder, og mennesker har brug for symboler i den sidste tid.”

Der er i alt seks kristne motiver, men også seks religiøst neutrale fotos som et tilbud til dem, der ikke finder mening og ro i den kristne forestillingsverden. Et af dem er en allé på Assistens Kirkegård i København.

Høje, himmelstræbende træer fylder billedfladen helt ud, og langt borte går en lillebitte skikkelse midt i alt det grønne for enden af træernes lange tunnel. Her er stille vand og blomstrende anemoner i bunden af en bøgeskov, kæruld, som vajer i vinden og en regnbue over en gråblå himmel.

”Hvis den døende ligger og ser ind i et billede på væggen, så er det vigtigt, at det er et billede, der kan virke opløftende eller hjælpe en til at finde ro i sig selv, og jeg har udvalgt både fotos og malerier, der kan opfylde det formål,” siger Lisbet Marschner.

Idéen med billederne er, at plejepersonalet skal låne dem ud til beboerne, men også at de skal kunne bruge dem som afsæt for samtaler om den døendes tanker og følelser.

Det er ikke, fordi Lisbet Marschner mener, at personalet skal overtage præstens rolle eller agere sjælesørgere for beboerne, men hun mener, der er brug for større åbenhed over for at tale om åndelige emner i den almindelige samtale.

Lisbet Marschner har arbejdet som psykoterapeut i næsten 40 år. Hun har haft en del sygeplejersker og plejepersonale blandt sine klienter, og det har undret hende meget, når hun gang på gang oplevede, at de kunne have en udpræget berøringsangst over for døden og de døende.

”Jeg er blevet forbløffet over at høre plejepersonale fortælle om ikke at turde gå ind til de døende. Det går jo slet ikke! Man er nødt til at kunne være hos de døende og møde dem med empati og uden angst, for ethvert menneske har brug for og har fortjent at få rundet sit liv af på den bedst tænkelige måde,” siger hun.

”Plejehjemspersonalet udfører et fantastisk betydningsfuldt arbejde. De har ikke kun ansvar for at hjælpe de gamle, som ikke længere kan klare livets fysiske udfordringer selv. De har også ansvar for den stemning og atmosfære, som beboeren lever i i den sidste tid, og som de dør ind i. Det er vigtigt, at den er kærlig og empatisk,” mener hun.

”Min egen erfaring fra at have siddet ved dødslejer er, at nærværet, kærligheden og ægtheden kan bringe noget meget smukt ind i den ellers vanskelige situation, og plejepersonalet har brug for støtte til at skabe sådan en stemning og møde den døende som et menneske, hvis liv og erfaring har betydning.”

Det ene handler derimod om enkle metoder til at styrke sin egen evne til empati. Det andet hedder ”Et lysere perspektiv på livets slutfase” og behandler et tema, som hun selv er meget optaget af, nemlig nærdødsoplevelser.

Hun tager afsæt i, at der til stadighed kommer flere vidnesbyrd om erfaringer fra grænselandet mellem liv og død, i takt med at man bliver stadig bedre til at genoplive folk fra tilstande, som før var uigenkaldelige.

Senest har den amerikanske neurolog Eben Alexander vakt stor opmærksomhed med to bøger om sine indre oplevelser under et syv dage langt koma. Men man ved fra utallige andre beretninger, at mange på tærsklen til døden har oplevet en tilstand af fred og harmoni, og at de genoplivede ofte bagefter husker at have mødt afdøde venner eller familiemedlemmer.

”Det undrer mig, at hverken den traditionelle lægevidenskab eller teologien forholder sig til det, vi i dag ved om nærdødsoplevelser. Men jeg synes, det er vigtigt at tale om, og det er vigtigt at plejepersonale kender til disse oplevelser. Det giver faktisk en anden tilgang til døden, når man tager nærdødsoplevelserne i betragtning,” siger Lisbet Marschner.

Hendes egen mor oplevede stor omsorg fra både personale og familie i den sidste fase af livet, mens hun var på plejehjem, og Lisbet Marschner er overbevist om, at hun sov ind med fred i sindet i en kærlig atmosfære. Det er den afslutning, som Lisbet Marschner ønsker for alle.

Affotografering af Lisbet Marschners billeder. Lisbet Marschner vil give gamle og døende mennesker på ...

Fotoet af de høje træer på en allé på Assistens Kirkegård i København er et af Lisbet Marschners billeder til udlån. Foto: BoAmstrup / Scanpix Denmark