Mange i min generation har svært ved at smide mad ud. Vi er opvokset med mangel på varer under og efter Anden Verdenskrig.
Min søster opbevarer med veneration familiens rationeringsbog, hvor der stadig var mærker tilbage på smør, sukker og sko til børnene, da vores mor døde.
LÆS OGSÅ: Danmark viser vejen mod madspild
Vi fik sagosuppe, frugtgrød og rismelsgrød for at strække maden. Min fine og smukke frakke af mørkeblåt uldstof var omsyet af morfars gamle frakke med vrangen udad til den 5-6 årige pige. Dengang var det tvunget af nødvendighed. Men påpasseligheden, specielt i forhold til at smide mad ud, har fulgt mig resten af livet.
Med velstanden efter krigen og op til i dag er der også fulgt overflod og rigelighed. Køleskabe og lagre bugner. De travle børnefamilier vil undgå at bruge tid på indkøb ugen igennem, og det kan man godt forstå.
Men jeg kan se, også i min nærmeste kreds, at det fører til, at der hele tiden er madvarer, der bliver for gamle. Fluks ud med dem uden så mange overvejelser. Jeg bider tænderne sammen, hver gang jeg ser det, og siger ikke noget!
Madspild er et stort miljømæssigt problem. For et par uger siden skrev Birgit Meister i samme klumme om madspild på restauranter, fordi portionsanretningerne ofte er for store til ældre mennesker.
Madspild har miljø- og klimamæssige konsekvenser. Ansvaret for madspildet ligger hos os alle. Miljøstyrelsen oplyser, at hver dansker i gennemsnit spilder 89 kilo mad om året. Vi kunne nu ikke have spise alle 89 kilo. Størstedelen af spildet sker i produktionen og forarbejdningen, før maden bliver solgt til forbrugerne. Ved dyrkning, i produktion, transport, hos producenter, detailhandel og forbrugerne os.
Derhjemme i vores private husholdning er det samme situation som på en restaurant. Når du er ældre, spiser du mindre. Det kan være svært at finde forretninger, hvor man kan købe tilstrækkeligt små portioner. Maden skal spises, når den er frisk. Det gælder både grøntsager, fisk og kød. Den skal ikke smides ud, fordi den er blevet for gammel. De fleste supermarkedskæder sælger tilbud med mængderabat ud fra filosofien: køber du meget, får du varen billigere. Ofte bliver det alt for meget, især for enlige, og dem er der efterhånden mange af i alle aldre . Det er langtfra alle, der er heldige at have en grønthandler eller slagter i nærheden. I vore dage skal man typisk bo i de større byer for at være så privilegeret.
Her hos os i sommerlandet er der sket store ting på indkøbsfronten.
Det gamle supermarked lukkede, og vi har fået et nyt for kort tid siden. Begejstringen er stor for de nye tider. Der er ét-styks-salg. En porre, en nektarin, en appelsin og kål efter vægt til fornuftige priser. Ingen mængderabatter. REMA 1000, som det handler om, har valgt den politik, at de ikke vil se gennem fingre med det store madspild i danske husholdninger.
40 procent af alle danske husholdninger er enlige, og REMA 1000 vil gøre deres for at bremse madspildet og er gået helt bort fra mængderabatter. Storkøb og sampak bliver det også kaldt. Kært barn har mange navne.
Vi skal stille krav til fødevareproducenter og de forretninger, vi kommer i. Ellers sker der ikke nok. Det er os, forbrugerne, der holder pungen i hånden. Lad os åbne den med omtanke.
Må det her være tilladt at komme med et hjertesuk i samme boldgade: emballagen. Mange varer bliver i dag emballeret på en måde, så det nogle gange kan være svært at se, hvad man køber. Emballagen bliver så flot og fancy, at den helt overstråler den ting, der gemmer sig imellem papir og plastic og farvestrålende tryk. Vi fylder vore affaldssække op med tom emballage, og hvor meget af det kan genbruges? Tænk blot på en juleaften i familiens skød. Det kan kun være skidt for miljøet, og vi må al den overdrevne emballage til livs såvel som spild af madvarer.