Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham

For Bjarne Nederby Jessen blev hans konfirmationsord årsagen til hans store engagement i frikirkemiljøet

Bjarne Nederby Jessen har været medlem af Kristen-demokraterne, siden partiet blev stiftet som Kristeligt Folkeparti i 1970. – Privatfoto.
Bjarne Nederby Jessen har været medlem af Kristen-demokraterne, siden partiet blev stiftet som Kristeligt Folkeparti i 1970. – Privatfoto. Foto: 1996-98 AccuSoft Inc., All right.

Bjarne Nederby Jessen, medlem af Kristendemokraterne og journalist hos den kristne avis Udfordringen, voksede op i et frikirkemiljø. Alligevel valgte han som 13-årig at følge konfirmationsforberedelsen i folkekirken sammen med sine klassekammerater.

Præsten, der konfirmerede dem, nød ikke den store anseelse hos kammeraterne, men for den i dag 69-årige Bjarne Nederby Jessen var det anderledes. Han syntes om præsten, og det blev konfirmationsordene fra ham, der blev afgørende for Nederby Jessens fremtidige engagement i frikirkemiljøet.

Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham. Jesus spurgte da de tolv: Vil I også gå jeres vej?. Simon Peter svarede ham: Herre, hvem skal vi gå til?. Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige. (Johannesevangeliet, kapitel 6, vers 66-69).

Jeg blev vakt af de ord. Det slog mig som et pang, at jeg netop ikke skulle gå andre steder hen. Det blev mit frelseøjeblik, mit ja til Jesus, siger Bjarne Nederby Jessen.

LÆS OGSÅ: "Alle vil leve længe, men ingen har lyst til at blive gammel"

Efter at være blevet konfirmeret tog hans kusine ham med i ungdomsklubben i Missionsforbundet og sidenhen har han i høj grad slået sine folder der. Blandt andet har han været lejrchef for både familie- og ungdomslejre i forbundet. Men den helt store oplevelse var, da han og hans hustru igennem 13 år var udstationeret som missionærer i Grønland.

De år står som noget ganske særligt for os. Det skyldes både den fantastiske natur og menneskene deroppe, som er nogle af de mest åbne og ærlige, jeg har mødt, siger han.

Det siger næsten sig selv, at Bjarne Nederby Jessens konfirmationsord var særdeles relevante for ham i hans tid som missionær på Grønland, men ordene bruger han gerne i alle situationer, hvor han taler om kristendom med andre mennesker eller rettere giver sine egne vidnesbyrd videre.

Jeg tror ikke på, at man skal diskutere kristendom med mennesker. Folk kommer med så mange kritiske bemærkninger. De tror ikke på skabelsen eller på, at Jomfru Maria var jomfru og den slags. Men det, man selv har oplevet, det kan ikke diskuteres. Folk kan tage det til sig eller lade være, siger han.

Bjarne Nederby Jessen kan savne, at flere tager kristendommen til sig. På mange områder er samfundet kommet på afveje, synes han.

Flertallet i befolkningen har valgt forkert, og det påvirker hele samfundet også det politiske. Rigtig mange siger til mig, at jeg er naiv, når jeg tror, som jeg gør, men i så fald er jeg stolt af at være naiv, siger han og fortsætter:

Vi har bevæget os for langt væk fra, hvad Bibelen siger. I stedet vil folk være ateister, muslimer eller asatroende. Men for mig er kristendommen det bedste, og jeg synes i den grad, at vi har brug for en folkelig og åndelig vækkelse. Folkelig, som Grundtvig formåede det, og åndelig som Vilhelm Beck (formand for Indre Mission i Danmark fra 1881-1901), uden at jeg af den grund selv er indremissionsk, siger Bjarne Nederby Jessen.