En forsmag på otiummet

De fleste ældre har mange planer for, hvordan tiden som pensionist skal tilbringes. Alligevel vil de gerne blive lidt længere på arbejdsmarkedet, hvis bare de får mulighed for at smage lidt på det otium, der venter forude

ældre par sidder og nyder det
ældre par sidder og nyder det. Foto: .

Indtil for et par år siden havde Marianne Jensen ikke gjort sig mange tanker om, hvornår eller hvordan hun skulle skrue ned for arbejdslivet. Siden hun som nyuddannet jurist tiltrådte sin første stilling i Miljøministeriet en varm augustdag i 1974, har hun har været ualmindeligt glad for sit job, der har budt på mange forskellige udfordringer og poster, senest som specialkonsulent i Naturklagenævnet.

Marianne Jensen er stadig glad for sit arbejde. Men for et par år siden begyndte der at ske noget. Ældre og jævnaldrende kolleger trak sig tilbage, samtidig med at noget andet begyndte at trække i Mariannes eget liv lysten til at se mere til sin mand, børn og børnebørn og lysten til at rejse.

I slutningen af denne måned fylder Marianne Jensen 61 år, og hun er i dag ikke længere i tvivl om, hvordan hun helst selv ser sin tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Hun vil gerne blive nogle år endnu. Hellere end gerne. Men hun vil samtidig gerne arbejde mindre, så hun kan begynde at tage hul på de ting, hun glæder sig til at kaste sig over, når hun en dag går rigtigt på pension.

Min mand er gået ned på deltid, og han inspirerer mig. Jeg har ved selvsyn kunnet se, hvor fint det har fungeret. Han har beholdt sin tilknytning til sit arbejde, sine kolleger og sit fag, men han har samtidig pludselig fået tid til at sylte asier og rødbeder. Det er ikke noget, vi nogensinde har dyrket, men det er der rum til nu, og det er overraskende befriende, fortæller Marianne Jensen.

Og Marianne Jensen er langtfra den eneste, der har lyst til at få en forsmag på det forestående otium. En undersøgelse foretaget af Ældre Sagen viser, at mere fritid og fleksibilitet i form af for eksempel en ugentlig fridag eller en ekstra ferieuge, ligger højt på listen over tiltag, der kan få den ny generation af seniorer til at forlænge arbejdslivet.

Det kommer ikke bag på kulturforsker, postdoc Anne Leonora Blaakilde fra Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet.

Den ny ældregeneration bliver ofte beskyldt for at være særligt krævende og for at ville det hele, fordi den har nogle andre forventninger og stiller andre krav til både arbejde og det sociale liv end tidligere ældre generationer. Men deres krav og livsstil er ikke anderledes end de yngre generationers. Man kan sige, at de vækker opsigt, fordi de er de første ældre, der stiller de krav, men de bliver langtfra de sidste, siger Anne Leonora Blaakilde, der peger på, at det netop derfor kan være en god idé allerede nu at se på, hvordan fremtidens arbejdsmarked kan indrettes, så det også er attraktivt for den ældre generation.

Fritid og fleksibilitet er dog ikke det eneste parameter i denne sammenhæng.

For Marianne Jensen, for eksempel, er det helt afgørende, at hun oplever, at hendes arbejde bliver påskønnet, og at ledelsen giver udtryk for, at den gerne ser, at hun bliver i jobbet længst muligt.

Det er klart, at det betyder meget for min beslutning, at der stadig er brug for det, jeg kan, og at der bliver sat pris på mit arbejde. Det er uanset alder væsentligt, at der er respekt for ens arbejde, men det er måske særligt vigtigt efter en lang karriere, hvor man har fået indfriet de fleste mål. Hvis jeg ikke havde den oplevelse, tror jeg slet ikke, jeg ville overveje at blive længere end højst nødvendigt, fortæller Marianne Jensen.

Og den betragtning ligger helt i overensstemmelse med Ældre Sagens undersøgelse, der viser, at alene en positiv og klar udmelding fra chefen og ledelsen kan få seniorer til at forlænge deres arbejdsliv med op til to år.

Opmuntring og respekt betyder særligt meget for ældre medarbejdere, fordi ungdomskulturen fortsat trives i bedste velgående, forklarer Anne Leonora Blaakilde.

De ældre har brug for den bekræftelse i et samfund, hvor man taler om ældrebyrde og ældreboom, og det unge og nye værdisættes højere. Hvis ikke de får det, vælger de alternativet og begynder at trække sig, siger hun og understreger, at det ikke kun er udsigten til personlig udvikling og selvrealisering, der appellerer til den ældre generation.

Ligesom for de yngre generationer, betyder familien og ikke mindst kvalitetstid med familien meget for den ældre generation. Det kan vi blandt andet se på det stigende antal ældre, der inviterer både børn, svigerbørn og børnebørn med til fjerne feriemål, siger hun.

Det er da heller ikke alene de syltede asier, de spontane afstikkere til Paris og mere tid med ægtefællen, der får Marianne Jensen til at skæve til pensionisttilværelsen.

Det er ikke sådan, at jeg vil ofre hele mit otium for min familie, men jeg vil meget gerne kunne aflaste min datter lidt mere, end det er tilfældet nu. Det ville være dejligt at kunne hente mit barnebarn, måske en gang om ugen, og bare nyde at være sammen med hende. Det glæder jeg mig meget til at kunne en dag, siger Marianne Jensen.