En hyldest til januar

Det kan godt være koldt i januar, og vejret er ikke altid så imødekommende, men lyset vender tilbage, og det overskygger alle månedens besværligheder

Januar kan, hvis vi er heldige, byde på en sol, der med sine skarpe stråler ser optimistisk til os fra sin lave udkigspost. Alene det synes jeg må få mange til at sætte stor pris på januar-dagene.
Januar kan, hvis vi er heldige, byde på en sol, der med sine skarpe stråler ser optimistisk til os fra sin lave udkigspost. Alene det synes jeg må få mange til at sætte stor pris på januar-dagene. . Foto: Kenneth Nguyen Gonzales.

Januar er årets første måned, og jeg har allerede måtte høre flere gange, at den er streng at komme igennem.

Derfor har jeg lyst til at tage den i forsvar.

Januar fik sit navn fra den romerske gud Janus. Guden med de to ansigter, det ene skuer fremad, det andet tilbage. Og det er der nok også mange, der netop gør i denne tid: tænker over, hvordan det forgangne år forløb og lægger planer for året, vi nu er i gang med.

Jeg synes, januar er en dejlig måned, og at der er meget at glæde sig over, og det kan selvfølgelig hænge sammen med min barndoms mange januar’er, hvor børnefødselsdagene myldrede i vores klasse, og hvor min var én af dem. Alene det gjorde jo måneden til noget særligt.

Når jeg tænker tilbage, husker jeg min mor forberede de temmelig mange fødselsdagsgaver, der skulle indkøbes, fordi hun vidste, at mange klassekammerater skulle fejres. Hvorfor jeg var kommet i en klasse med særlig mange januar-børn, har jeg aldrig fået en forklaring på. Jeg ved ikke, om vi var blevet puttet sammen efter kalenderen, men det har næppe været tilfældet.

I min barndom var en fødselsdag hos en skoleveninde noget, der foregik efter skole på den rigtige dato. Oftest lige fra skolen holdt op klokken to og til klokken fem.

I dag hører jeg ofte om, at børnefødselsdage fejres i weekenden. Det kendte vi ikke til, og det var nok, fordi mor i de fleste tilfælde var hjemmegående. Boller, kringle og lagkage var den faste menu.

Det må blandt andet være den fødselsdags-stime, der gør, at jeg altid har set mildt på januar.

I den måned vender lyset jo tilbage, og ved månedens udgang har vi allerede fået mere end en times lys siden årets korteste dag, og en sol, hvis vi er heldige, der med sine skarpe stråler ser optimistisk til os fra sin lave udkigspost. Alene det synes jeg må få mange til at sætte stor pris på januar-dagene.

Men jeg medgiver, at vejret er varieret. Det får folk til at gyse, for sjap og glatte fortove er nu ikke noget, man ser frem til, men tænk på både en mild og en snefyldt januar. Det gør jeg med glæde.

Den milde får de første små spirer af forårsblomster til at vise sig, det er en salig fryd at se de små bitte grønne spidser dukke frem. Er man heldig, kan der plukkes en lille vintergæk sidst på måneden. Den snefyldte januar blænder med sin særlige skønhed og kalder alle aldre af børn frem på bakkerne med kælk og ski, råb og latter og røde kinder.

En tur på langrendsski gennem den smukke skov afsætter hos mig indtryk fra naturens hvide troldeverden, jeg altid husker, og den særlige stille knasende lyd af ski mod frostsne (eller tykke spadserestøvler mod sne) hører med – og så måske endda krydret af den skarpe, lavthængende sol. Der er lyset igen så markant.

Andre bruger januar til nytårsforsætter. Det gør jeg ikke, men jeg ved, det kan spille en væsentlig rolle i hverdagen for nogle, der har det som en tradition. Det er måneden uden chokolade eller måneden uden vin eller tobak eller måneden med ekstra heftig motion og mange besøg på vægten og i tilgift stolt velvære over det gennemførte forløb. Atter andre ser frem til januarudsalget og måske erhvervelsen af en ellers uopnåelig ting.

Det er også ofte i januar, at sommerens mulige rejse skal tilrettelægges eller bestilles. Rejsebureauerne har en meget travl tid, fortæller de. Det er her, den fremadskuende Janus viser sit hoved.

I januar er det helligtrekonger. Endnu en grund til at glæde sig, for så synger vi ”Dejlig er den himmel blå”, Grundtvigs smukke og fine ”barnesang”, som han selv kaldte den, og som han skrev i 1810. Og i den originale tekst er der 19 vers. Så mange står der ikke i salmebogen. Der er syv strofer – en redigering, Grundtvig selv foretog.

Det bliver naturligvis respekteret, men jeg tænker nu på et af de udeladte vers, som jeg synes er særligt inspirerende og centralt i salmens forløb. Nemlig verset, der beskriver, hvordan de tre vise mænd gik ind i hytten og ”fandt dog stjernen der igen,/ som de skued i det høje,/ thi i barnets milde øje/ funklende og klar den sad”.

Det billede betager mig, hver eneste gang jeg læser salmen i sin fulde længde.

Januar byder også på en sand overdådighed af udstillinger, koncerter og bogudgivelser, en strøm af ny scenekunst og biografpremierer. Det må januar dele med de øvrige vintermåneder, og de mørke timer kappes om at lægge beslag på alle tilbuddene, men månedens skarpe, særlige lys er for mig noget ganske specielt og livgivende. I januars lys bliver foråret til.