Nu kom så den smukke maj måned, og med den lunheden. Det er der mange, der har ventet på længe, og de kan nu boltre sig i og glæde sig over lyset, farverne og duftene. ”Lysegrønt af græs”, som vi nu har lært at synge i kirker og forsamlinger, de nyudsprungne blade, frugttræernes blomstring og den overvældende skønhed omkring os.
”Tænk, at jeg igen skal opleve et forår,” sagde en bekendt til mig engang og den taknemmelighed, tror jeg, mange føler på denne årstid. Jeg tænker i hvert fald på det udsagn.
Men der er også andre måder at opleve den brusende sæson på. For dem, der bærer på en stor sorg, kan foråret og dette, at alt spirer og gror, virke næsten skræmmende og paralyserende, og det kan være en ganske tung tid at komme igennem. ”Så megen skønhed omkring mig, tager modet fra mig,” sagde en god ven, ”alle er så opstemte og glade, og jeg føler mig magtesløs og ulykkelig”.
Sorg er en svær størrelse. Både at bære på og forstå hos andre. Der tales meget mere om sorgen nu end for bare 20 år siden, og det tror jeg er positivt. Der er større forståelse for, at mennesker i sorg skal støttes, og at sorgen for mange mennesker er noget, der vil være hos dem altid. Men når der tales om sorgen i dag, er det ofte i artikler, i tv-udsendelser, i bøger, men sjældnere taler venner og bekendte direkte med den sørgende. Der er stadig mange, der siger til mig, når jeg holder foredrag om at miste, ”jamen, vi ved ikke, hvad vi skal sige”. Og så lader man hellere være, der opstår en kejtethed, og det kan føles meget afvisende hos den sørgende. Det må vi kunne gøre bedre. Og man skal, som det ofte er sagt, blive på det samme fortov som den sørgende og ikke smutte væk.
Der er dog heldigvis en stadig større opfattelse af, at sorg er individuelt og opleves og håndteres forskelligt fra menneske til menneske. Alder spiller for eksempel en rolle, og det samme gør omstændighederne ved tabet.
I den forbindelse har jeg et par gange her i foråret hørt om, hvordan oprettelsen af et livstestamente har betydet, at døden fik et naturligt forløb, og at der ikke blev sat ind med akut livsforlængende behandling, da patienten var ”uafvendeligt døende”, som det udtrykkes i livstestamentet. Det har for dem, jeg kender til, været med til at gøre sorgen til at håndtere. For der har været en følelse af, at alt skete, som det skulle, da døden indtraf. Og det er ældre mennesker, jeg taler om.
Jeg ved, at et ægtepar har det afslappet og godt med at være skrevet op i Livstestamenteregisteret. Det har givet dem begge en ro. De kunne jo ikke vide, da de meldte sig til registeret, hvordan deres livs sidste tid kommer til at forme sig, men ingen af dem ønskede at blive forsøgt holdt i live ved livsforlængende behandlinger, hvis de var så svært invaliderede, at de ikke kunne tage vare på sig selv fysisk og mentalt.
Det er selvfølgelig klogt at drøfte oprettelsen af et livstestamente med de nærmeste pårørende. Man kan også tale med sin læge om det.
Man kan oprette det enten elektronisk på sundhed.dk med og uden digital signatur eller NemID, eller man kan sende en tilmelding med posten til Livstestamenteregisteret på Rigshospitalet i København. Det koster 50 kroner at oprette et livstestamente, og det gøres på en særlig formular, der er udfærdiget af Sundhedsministeriet. Når det er gjort, får man en bekræftelse på sin registrering. Man kan altid fortryde og tilbagekalde det.
Livstestamentet har to punkter, og det, man sikrer med et livstestamente, er, punkt et: at lægerne følger patientens ønsker omkring livsforlængende behandling, hvis patienten ligger for døden og ikke selv kan give besked, det der altså i formularen hedder ”uafvendeligt døende”.
Som punkt to i registreringen udtrykker patienten, at han eller hun ikke ønsker livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har medført så svær invaliditet, at patienten varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt. Dette punkt skal lægen tage med i sine overvejelser om behandling.
Der er ikke tale om aktiv dødshjælp. Man skriver med et livstestamente ikke under på, at man ønsker døden fremskyndet aktivt.
Der kan selvfølgelig ske fejl på dette område som på andre. Og det er ikke så længe siden, at jeg hørte om et plejehjem, der overså, at der forelå et livstestamente, og sendte en svag, ældre dement person på hospitalet til behandling, skønt helbredelse var udsigtsløs.
Så det er vigtigt for pårørende og plejehjem at gøre sig bekendt med, om der findes et livstestamente. Ifølge bekendtgørelsen om livstestamenter skal den behandlende læge kontakte Livstestamenteregisteret for at få at vide, om patienten har udfyldt et livstestamente. Registeret ved Rigshospitalet blev oprettet i 1992, og pr. 1. maj i år var der 118.500 mennesker tilmeldt.
Det er nemmere at tage stilling til denne slags svære spørgsmål, så længe sygdom ikke er med i billedet. Og for det ægtepar, jeg kender til, er der ingen tvivl. De har meldt sig til registeret begge to og synes, at de dermed tager en byrdefuld beslutning fra den anden, hvis en sådan situation skulle opstå, hvor det ville blive aktuelt. Men som det tilføjes: Foreløbig håber vi at leve fredeligt uden ulykker og sygdom.