Fællesskab om livshistorier giver sammenhæng i selvopfattelsen

Villi Plöen Thomsen (tv) og Edith Madsen (th). De kendte ikke hinanden, men i forløbet fandt de ud af, at ...

Villi Plöen Thomsen (tv) og Edith Madsen (th). De kendte ikke hinanden, men i forløbet fandt de ud af, at de har gået i klasse sammen i 3. og 4. klasse. Klik på pilene i billedet for at se et billede mere. Foto: Lars Aarø, Fokus

Der er glæde, fællesskab og gode muligheder for at finde både sig selv og den røde tråd i livet ved at fortælle sin livshistorie til andre. Det mener initiativtagerne bag livshistoriecafé for ældre i Aarhus

Den sidste dag i oktober 1944 strøg 24 små Mosquitofly lavt hen over Aarhus-kvarteret Trøjborg. De fløj helt tæt på tagene i Willemoesgade, hvor den 17-årige Erna Jensen boede med sin familie. Klokken var 20 minutter i 11 om formiddagen, og lidt efter kom bragene. Det lød, som om det var lige udenfor, som om bomberne faldt ude i trappeopgangen.

Erna løb ud i entréen sammen med sin mor og bror, og der stod de bare og holdt om hinanden. Efter et kvarter blev der igen stille. Det var den tid, det tog de små Royal Air Force-fly fra England at smide fire tons bomber over Aarhus Universitet, hvor Ge-stapo havde hovedkvarter. To kollegier var jævnet med jorden, og 75 personer lå døde i ruinerne. Det er 71 år siden. Kollegierne er for længst bygget op igen, men Erna glemmer aldrig dagen, chokket og den angst, hun følte.

I dag er Erna Jensen 89 år. Hun sidder ved et kaffebord på Lokalcenter Marselis i det sydlige Aarhus og fortæller historien til fem jævnaldrende kvinder. Ved bordet sidder også Ellen Skov Birk, tidligere lærer og nybagt folkepensionist. Hun er frivillig tovholder og koordinator for gruppen, når den mødes om onsdagen til ”livshistoriecafé” - to timer hver uge med fortællinger om levet liv langt tilbage i tiden.

Livshistoriecaféen har eksisteret siden 2013 og blev til på initiativ af en af Aarhus Kommunes frivilligkoordinatorer, Rigmor Gang Rasmussen. Hun havde lagt mærke til, at plejepersonalet som regel kun er optaget af den fysiske pleje, men tit mangler blik for det, hun kalder ”åndelig og eksistentiel omsorg”.

”Når jeg spurgte de borgere, som modtog pleje, hvad de havde brug for, svarede de, at de mest af alt savnede at være sammen med nogen, der havde tid og lyst til at lytte og spørge ind til deres livserfaringer. Nogen, som havde blik for, hvem de var som personer, hvem de engang havde været, og hvordan de gerne selv ville opfattes,” forklarer Rigmor Gang Rasmussen.

Hun har tidligere arbejdet med livsfortælling som rehabilitering i psykiatrien og fik den idé, at en livshistoriecafé kunne være noget for ældre medborgere. Hun søgte midler i en kommunal innovationspulje, satte et par annoncer i de lokale aviser og fandt frivillige, som ville være tovholdere. For at være med skulle man kunne både huske, fortælle og være i stand til at lytte til andre. 11 kvinder og én mand meldte sig, men efter halvandet år er der kun kvinder tilbage.

Rigmor Gang Rasmussen involverede også konsulent Inge Juul, som også ser et stort potentiale i livshistorierne.

”Livshistorierne kan give nye perspektiver på tilværelsen. I det øjeblik man begynder at fortælle om sit liv, kan det skabe nye forståelser og en oplevelse af sammenhæng i livsløbet. Man kan opdage røde tråde, man ikke før har set,” siger hun.

De gamle damer lytter bordet rundt til Erna Jensen og nikker over mågestellet. Hun fortæller, hvordan oplevelsen dén oktoberdag siden har fyldt hende med angst og ubehag. Det skete for eksempel, da hun for godt 10 år siden var med sin voksne datter og et barnebarn på krigsmuseum i Belgien og hørte lydoptagelser af bombeflyene. Det var for meget for hende:

”Det var altså hårdt. Jeg kunne næsten ikke holde ud at være derinde. Jeg blev ked af det og angst. Alt det gamle kom op i mig igen,” siger hun.

Historien får Inger Jensen på 85 til at tænke på hverdagen i Høegh Guldbergsgade i det centrale Aarhus, hvor hun boede som barn, lige over for en kaserne, tyskerne havde overtaget.

”Vi var bange mange gange, for de var alt for tæt på. Især når de kom i strækmarch og sang 'Wenn wir fahren gegen Engeland',” husker hun.

”Ja, det kunne man ikke holde ud,” indskyder en af de andre.

Ved siden af Inger Jensen sidder Villi Plöen Thomsen på 92 - en elegant og velklædt dame med spraglet tørklæde og diskret øjenskygge. Hun bidrager med mere dramatiske historier om, hvordan hun som 22-årig blev taget af tyskerne i februar 1945 for at have skjult en modstandsmand. Hun blev sat i arresten i Aarhus og siden interneret i Frøslevlejren.

”Vi var bange på vej derned. Vi troede, vi skulle sendes til lejre længere sydpå,” fortæller hun.

Men skal man tro Villi Plöen Thomsen var det slet ikke så slemt at sidde i Frøslevlejren. Hun disker op med den ene historie efter den anden om, hvordan de danske fanger gjorde grin med de tyske fangevogtere, som var de frække unger, der drillede forhadte skolelærere.

Historierne er gode, men de bærer præg af at have været fortalt mange gange og have fundet deres faste form. Det, som virkelig kunne berøre både fortæller og lyttere, er med tiden blevet kapslet ind.

Anderledes er det med Anelise Madsens erindringer fra besættelsestiden. Det, som stadig står tydeligst for hende, er den frygtelige dag, da hendes fars fiskerkutter blev minesprængt på havet ud for Esbjerg, hvor hun voksede op. Han forsvandt, og der gik lang tid, før han blev fundet. Derfor blev hun ved med at håbe. Hun nægtede at tro, han virkelig var død. Og en dag, hun kom hjem fra skole, stod hendes to farbrødre sortklædte i døren. Den ene sagde: ”Nu kan du være rolig. Din far er kommet hjem.” Hun troede et øjeblik, hun ville se ham i live og styrtede ind i stuen. Men det var hans lig, de havde fundet.

”I mange år blev jeg ved med at drømme, at han ikke var død,” fortæller hun lavmælt. ”Længe efter jeg var blevet voksen, drømte jeg igen og igen, at jeg vågnede og så ham stå lyslevende i min stue.”

Anelise er den eneste af kvinderne i livshistoriecaféen, som ikke er fra Aarhus. De andre kan dele erindringer om mennesker og steder, butikker, caféer og danse-etablissementer i byen fra 1940'erne og frem. Villi Plöen Thomsen og den jævnaldrende Edith Madsen har endda fundet ud af, de gik i klasse sammen i 3. og 4. - dog uden at kunne huske hinanden.

Den ene fortalte, hun havde gået i skole med den berygtede stikker Grethe Bartram. ”Det har jeg også,” sagde den anden. ”Men jeg har gået i klasse med hende,” svarede den første. ”Ja, det har jeg også!”. Nu deler de historier fra en fælles fortid og det, den ene ikke kan huske, kan den anden supplere med.

Når det er så tiltrækkende at dele livshistorier med andre mennesker, er det, fordi vi har brug for at spejle os i andre for at sætte vores egne erfaringer i perspektiv, mener professor i psykologi Dorthe Kierkegaard Thomsen fra Aarhus Universitet. Hun har forsket i livshistoriens betydning og mener, at de historier, vi fortæller om vores liv, er helt afgørende for vores identitet. Livshistorien fortæller, hvem vi er, hvordan vi er blevet sådan, og hvad der er vigtigt for os i livet.

Rigmor Gang Rasmussen er enig:

”Jeg synes, det at fortælle sin livshistorie gør, at man kan stå frem som det menneske, man er. Vi er den historie, vi har levet, og hvis ingen interesserer sig for den, sygner vi hen,” siger hun.

Kvinderne omkring bordet fortæller også deres historier for børn og børnebørnebørn, men oplever ikke altid, at der bliver lyttet. Det gør der i livshistoriecaféen. Efter et par timer sammen rejser de sig igen. Nogle med stort besvær, andre lettere. De hjælper hinanden med at vaske op. Mågestellet bliver sat på plads i skabet, hvor det kan stå, indtil nogen næste gang sætter sig omkring bordet for at dele historier fra et langt levet liv.