I de seneste klummer har jeg været lidt omkring - i Danmark og i Norden og i den storpolitiske komplicerede og uforudsigelige verden. Nu vender jeg hjem til en fortrolig sammenhæng, som enhver klummelæser har et forhold til: Familien og familiens fester.
Jeg har netop været til min søsters 80-årsfødselsdag. Den blev holdt med den nærmeste familie på Sønderho Kro. Kongelig privilegeret kro fra 1722.
Hvis et seniorpar vil fejre hinanden, kan et ophold anbefales. Fanø er i det hele taget en skønhedsåbenbaring. Tag vandrestøvlerne på og gå langs havet, så langt kræfterne rækker.
Min far havde den opfattelse, at ingen fest måtte forsømmes. Det er festen, der skaber sammenhæng i vort liv. Ved dåben bliver det lille barn budt velkommen i den kristne menighed og i hjemmet hos mor og far. For mit vedkommende skete det den 28. april 1940.
Af gode grunde kan jeg ikke huske begivenheden, men så længe jeg lever, vil jeg huske betydningen: Jeg blev døbt i Jesu navn, så hans navn og mit navn er uløseligt forbundne.
Det havde jeg det nok lidt svært med, da jeg blev konfirmeret den 10. oktober 1954. Men jeg fik et godt ord med på vejen: ”Følg mig!” (Markusevangeliet kap. 2, 14). Det ord har fulgt mig som en velsignelse og en forpligtelse, og det følger mig dagligt, og jeg håber, det indhenter mig på min sidste dag.
Ved festmiddagen holdt min kære farbror Karl, sognepræst i Hjerm, en varm, uforbeholden og munter tale, som jeg ikke glemmer, fordi han virkelig så mig og vidste, hvad jeg havde brug for at høre, og som jeg aldrig ville kunne sige mig selv.
Sådan har jeg i mit liv modtaget mange gode ord, som jeg gemmer i mit hjerte. Det kunne være en fødselsdagshilsen, som den jeg nu vil citere. Den kom fra et af de mennesker, som jeg agter højt i taknemmelig erindring, borgmester i Fanø Kommune og formand for menighedsrådet, Marius Sørensen:
”Kære pastor Hvas. I anledning af Deres 40-aars fødselsdag ønskes De og fru Hvas hjerteligt til lykke med tak for de svundne 10 aars gerning i Nordby menighed. Med venlig hilsen og ønsket om en glædelig og velsignet paaskefest i kirke og hjem. Deres Gudrun og Marius Sørensen.”
Og hvorfor fortæller jeg nu alt dette, som egentlig ikke kan vedkomme andre end mig selv? Og dog; Jeg vil gerne mobilisere taknemmeligheden hos mine læsere for de gode ord, de har modtaget - og for de gode ord, de skylder til en ægtefælle, til forældre, til børn, svigerbørn og børnebørn. Og til kolleger og naboer på vejen. Gode ord bærer vores tilværelse. Og de koster slet ingenting. For det vigtigste i livet er gratis. I begyndelsen var Ordet. Deri er Livet.
Præster er privilegerede. De har et forråd af stærke ord at øse af fra bibel og salmebog. Jo, de er tilgængelige for enhver. Men der skal være nogen, som er forpligtet på at sige dem højt, ja, råbe dem ud fra tagene. Ikke at de bare skal gentages.
De skal fortolkende målrettes, og de skal komme fra den talendes eget hjerte. Som det blev sagt til den unge præst af en djærv thybo ved den festlige sammenkomst i bispegården efter ordinationen i domkirken: Do ska' altij' sæj' nøj godt te' folk!
Gode ord vender aldrig tomme tilbage. De skaber, hvad de nævner. Det forfærdelige er, at det også gælder onde ord. Et ondt ord kan slå et menneske ihjel - barn eller voksen.
Familiefester er til for at danne den festlige ramme om gode ord, i taler og i sange. Jeg nævner i livets rækkefølge: Dåben, konfirmationen, måske bryllup, sølvbryllup. Guldbryllup, eller de runde fødselsdage - ja, alle gode dage, som bedst jeg ved.
Går det an at nævne begravelsesdagen? Det gør det! Trøsten og mildheden i hjertesorgen kan være takken for det skønne liv, vi sammen fik givet, så livets sum er tak.
Hans Adolph Brorson får nu ordet til sidst, Salmebogen nummer 16 vers 4:
I ordet kan jeg se dig ind
udi dit hjertemilde sind
og store nådes rige;
jeg ser en bundløs kærlighed,
jo mer jeg ser, jo mindre ved
jeg, hvad jeg mer skal sige.
Ak, min Gud, din
overmåde store nåde
er så megen,
at du derved er min egen.