Fodbold gør drenge til mænd og mænd til drenge

To gange om ugen samles nogle af landets ældste fodboldspillere i Fælledparken i København for at pleje både kroppen og kammeratskabet

Der blev uddelt skulderskub og lavet glidende tacklinger, da AB Tårnby slog Østerbro IF med 2-1 i Super Grand Old Masters-rækken. Her ses Østerbro IF’s enlige målscorer, 68-årige Hans Erik Johnsen (tv.), i duel med en AB Tårnby-spiller.
Der blev uddelt skulderskub og lavet glidende tacklinger, da AB Tårnby slog Østerbro IF med 2-1 i Super Grand Old Masters-rækken. Her ses Østerbro IF’s enlige målscorer, 68-årige Hans Erik Johnsen (tv.), i duel med en AB Tårnby-spiller. . Foto: Claus Bech/Scanpix.

”Hvor er det altså bare vigtigt, at vi spiller bolden til hinanden, så vi kan nå den. Jeg får næsten tårer i øjnene af at skulle strække mig efter den.”

Ordene kommer fra 63-årige Keld Justesen. Sammen med en god håndfuld af fodboldklubben Østerbro IF’s gamle drenge tilbringer han formiddagen i Fælledparken i København, hvor de rød-hvid-stribede seniorer spiller sæsonens første kamp mod AB Tårnby.

Aldersgruppen hedder Super Grand Old Masters, og kravet for at spille på holdet er, at man er fyldt 65 år. Det er dog tilladt at benytte to spillere, som er op til to år yngre, og derfor er det muligt at have Keld Justesen, der er holdets yngste, med denne formiddag.

”Man ved udmærket, hvor bolden bliver afleveret, og at man skal løbe i position, men det er ikke altid, at benene vil flytte sig,” griner Keld Justesen.

Han har spillet i Østerbro IF, siden han var ni år, og det er gennem årene blevet til mere end 100 kampe for klubbens bedste mandskab. På Super Grand Old Masters-holdet er Keld Justesens karriere ikke enestående. Holdet udgøres af en sammentømret kerne af pensionister, der har spillet for Østerbro-klubben fra barnsben.

En af dem er 72-årige Poul Klarskov Andersen, der – ud over at være forsvarsspiller – passer tjansen som holdleder og kasserer. Han fortæller, hvordan de fleste spillere på holdet har taget turen op gennem aldersgrupperne i Østerbro IF, som for fire år siden betød, at man oprettede et hold for dem over 65 år.

”Vi er efterkrigstidsbørn, og jeg vil tro, at vi er den eneste generation, som bare bliver ved med at spille. De yngre generationer holder op og begynder til golf eller spiller Pokémon Go i stedet. Da vi var drenge, var der kun fodbold og så håndbold om vinteren,” siger Poul Klarskov.

Når fodbolden ikke bliver vraget til fordel for typiske seniorsportsgrene som golf og tennis, skyldes det, at der er en helt særlig intensitet i fodbold, fortæller Hans Erik Johnsen på 68 år.

Foto: Claus Bech

”I fodbold skubber man til hinanden og kæmper om bolden, og det fysiske element er enormt vigtigt. Jeg ved ikke, hvorfor det føles så godt, men jeg tror, det er drengen inde i mig, der bliver sluppet løs.”

I klubhuset hos ét af de ni andre hold fra rækken, har Hans Erik Johnsen bemærket et skilt med teksten ”Vi gør drenge til mænd og mænd til drenge”. Det forklarer glimrende, hvad fodbold er i stand til at gøre ved én, fortæller han.

”Det rammer meget præcist, for vi spiller stadig fodbold, som var vi 18 år. Vi afleverer bolden to meter foran vores medspiller, fordi vi regner med, at han stadig kan løbe, men det kan han jo ikke længere.”

Foto: Claus Bech

Hans Erik Johnsen er i modsætning til flere af sine holdkammerater ikke en gammel Østerbro-knægt, men kommer oprindeligt fra Jylland. For ét år siden ringede han rundt til klubberne i Københavnsområdet for at høre, om de ville have en gammel mand rendende. Det var dog først, da han fik fat i holdlederen, Poul Klarskov, at fodboldkarrieren blev genoptaget.

Han frygter, at for mange ældre mænd undlader at spille fodbold, fordi det kan være svært at finde en klub.

”Der findes 10 klubber, hvor folk på vores alder spiller fodbold. Det giver rundt regnet 100 personer i hele landet. Men der burde jo være tusindvis, for de fleste mænd har jo spillet fodbold, og der er så mange fordele ved at begynde igen. Man får rørt sig, man taber sig, og man glæder konen ved at komme lidt væk,” siger han.

Netop det sundhedsmæssige aspekt betyder meget for spillerne. Flere har endda været med i et forskningsprojekt, der viste, at de på visse områder var lige så sunde som unge mænd, der – i stedet for at dyrke sport – har tilbragt tiden på langs i en sofa.

I omklædningsrummet er der da også bred enighed om, at fodbolden har gjort kondien bedre, maven mindre og lårmusklerne større.

Foto: Claus Bech

Spillerne er dog ikke kommet sovende til den gode form. Holdet træner to gange om ugen, og der bliver hverken holdt sommerferie eller vinterpause. Det kan indimellem mærkes i benene, forsikrer de fleste, men knæbind og ankelbandager er som oftest – men ikke altid – nok til at holde skavankerne nede.

”Jeg har dårlige knæ og slidgigt i ryggen. Det gør ondt, men det må man leve med, og jeg snupper da også en smertestillende pille, inden jeg skal spille kamp. Om morgenen har jeg svært ved at stå ud af sengen, men det har jeg altid haft. Selv de professionelle skal bruge et døgn eller to på at restituere,” siger Hans Erik Johnsen.

Der er dog intet at sige til, at spillerne indimellem vågner om morgenen med stive ben. Opvarmningen inden kampen mod AB Tårnby består mestendels af at diskutere gårsdagens fodboldresultater og fortælle gamle røverhistorier. Juventus-logoet på Poul Klarskov Andersens benskinner er eksempelvis anledning nok til at genfortælle historien om Carl Aage Præst, der skiftede fra Østerbro IF, dengang Østerbro Boldklub, til den italienske storklub i årene efter Anden Verdenskrig.

”Han blev et stort navn i både Juventus og resten af Italien i mange år. Han er også et større navn end både John Nielsen og Helge Bronée. Det begyndte at gå ned ad bakke, da han blev solgt, og i 1953 rykkede vi ned,” konstaterer Poul Klarskov Andersen.

Foto: Claus Bech

”Ja, det var omkring det tidspunkt, at Poul blev gammel nok til at spille fodbold, og siden da har vi rodet rundt i de lavere rækker,” indskyder holdets målmand, den 67-årige Per Reitelseder, til stor morskab for resten af holdet.

At man kan lave fis og ballade med hinanden, er helt afgørende for, at folk bliver ved med at dukke op til træning og kamp uge efter uge, mener Keld Justesen.

”Det sociale fungerer helt vildt godt. Kammeratskabet er intet mindre end fantastisk, og jeg vil slet ikke undvære det for noget. Vi kan snakke om alt, og folk kan tåle lidt gas,” siger Keld Justesen.

I kampens hede kan der dog sagtens blive råbt et par bandeord, når afleveringen bliver for lang, eller når dommeren dømmer forkert. Kampen mod AB Tårnby er da heller ingen undtagelse. Både i pausen og på gåturen tilbage til klubhuset efter kampen, som Østerbro IF ender med at tabe 2-1, bliver der ikke lagt fingre imellem, når præstationen skal evalueres.

”Jeg tager et par bolde med til næste træning, så kan I øve jer på at sparke med vristen i stedet for at sparke med indersiden og ydersiden, og jeg ved snart ikke hvad,” lyder det fra Poul Klarskov Andersen.

Foto: Claus Bech

”Må jeg ikke foreslå, at du henter et par kolde pilsnere i stedet,” griner Keld Justesen.

De omtalte øl står på køl i klubhusets cafeteria. Her inviteres modstanderholdet op efter hver eneste kamp til en øl og tre stykker smørrebrød, som en tidligere spiller står for at levere, efter at han ikke længere kunne gøre en forskel på banen. Når håndmadderne er serveret, og pilsneren er knappet op, er nederlaget for alvor glemt.

”Da man spillede på førsteholdet, var ens dag ødelagt, hvis man tabte, men et nederlag kan ikke længere gøre mig i dårligt humør. Når vi får en øl og sludrer, så ryger gassen hen over bordet, og så snakker vi ikke mere om det,” siger Keld Justesen.

Han bakkes op af 73-årige Poul Erik Olsen, der forsikrer, at holdet alene samles for hyggens skyld.

”Vi er her kun for at more os. Men vi morer os nu bedst, når vi vinder.”