Jeg var i New York i foråret. Det er en by, jeg holder umådelig meget af. Jeg boede og arbejdede der som ung, og den slags kommer man sig vist aldrig over. Heldigvis har jeg været der mange gange. Og hver eneste gang betager byen mig. Jeg sluger begærligt dens museer, jeg rives med af dens energi, jeg lytter til musikken, og jeg nyder teaterforestillingerne. Og jeg er i trav op og ned ad gaderne! Det er et hårdt program, for alle yndlingsstederne skal jo genses, og der skal arrangeres møder med gamle venner.
Mange har det vist sådan, når de er så heldige at være på genvisit i byer og lande, de holder af.
En bekendt af mig, en kollega, holdt et foredrag, som jeg var inviteret til, og som jeg hørte med stor glæde.
Journalist Carol Loomis skrev i 1966 i magasinet Fortune, som hun har arbejdet for i snart 60 år (hun begyndte i 1954) den første af det, der skulle blive en lang, lang række artikler om en dengang ukendt Omaha hedge fund-leder ved navn Warren Buffett. Det var egentlig en investeringsartikel om en helt anden forretningsmand, og Buffett blev blot nævnt meget kort i en sætning. Dengang drømte hun ikke om, at Buffett skulle blive verdens mest kendte og højt respekterede investor.
LÆS OGSÅ: En gps til Bibelen
Jeg hader fejl, fortalte Carol Loomis i sit foredrag, men som journalist kommer man desværre til at begå nogle igennem et langt liv som skribent, og jeg tænker stadig tilbage på min første Warren Buffett-artikel i 1966, hvori jeg begik en fejl: Jeg stavede Buffett med ét t!
Carol og Buffett blev gode bekendte, og nu har de udgivet en bog sammen. Den hedder Tap Dancing to Work (Jeg stepdanser hen til arbejde), og det er en samling af alle de artikler om Warren Buffett, skrevet af Carol Loomis og af Warren Buffett selv, som har stået i Fortune-magasinet gennem alle årene, fra 1966 til 2012. Buffett har udtalt sig om og skrevet om et væld af emner: investeringsstrategier, ledelse, politik, velgørenhed og forældrerollen. De bliver indrammet af Carol Loomis tekster, og hendes råd til foredragstilhørerne var: Køb den bog til jeres børnebørn, så de kan lure ham kunsten af!
Carol Loomis er over 80 år og selv et eksempel på den energi og det gåpåmod, man møder i New York, og hendes medforfatter, Warren Buffett, er på vej mod 83. Alder er slet ikke noget, de taler om! De arbejder begge bare videre. Og så spiller de bridge sammen hver mandag aften online. Og vil begge vinde.
Og da bogen udkom i efteråret, blev der fra forlaget ringet rundt til aviser og tv-nyhedsstationer for at tilbyde de to forfattere sammen til interview. Og Carol fortalte med et smil: De sagde alle sammen ja tak, da de hørte Buffetts navn og ingen på redaktionerne spurgte, hvem den anden var!.
Det er inspirerende at møde en så engageret og vital forfatter, og pensionering kommer slet ikke på tale. Det var i den samme uge, min amerikanske yndlingsavis, New York Times, havde et særtillæg om netop pensionering, om tilværelsen som ældre og om at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
Og det begreb er i høj grad blevet helt anderledes fleksibelt, end det var engang. Der er mere elastik i aldersgrænser, og der er mange, der i dag arbejder længere, end man gjorde for et par årtier siden.
Engang var det almindeligt i USA at trække sig tilbage som 58-, 60- eller 62-årig og i hvert fald ikke senere end 65, men sådan er det slet ikke i dag. Nu bliver der talt om 68, 70 og 72 år. Det har selvfølgelig mange årsager, den økonomiske krise har spillet ind, opsparingen rækker ikke helt så langt, som man måske havde regnet med, men også det mere positive, nemlig et bedre helbred og blødere regler, der muliggør tilknytning til arbejdsmarkedet. Ofte på mange forskellige måder som for eksempel deltid.
Tillægget i New York Times berørte også andre emner, der er særlig interessante for seniorgruppen: gymnastik og motion, helst tre gange om ugen (anbefaler sundhedsmyndighederne i USA mennesker over 65 år, og husk balanceøvelserne!) og bofællesskaber, ikke kun med andre ældre, men også i særligt designede byggerier, hvor flere generationer lever side om side.
Der er også en stigning i antallet af ældre mennesker, der har brugt langt den største del af deres liv i ét fag, men nu på et sent tidspunkt i livet har lyst og mulighed for at prøve noget andet. Enten starte en lille virksomhed for sig selv, tage et deltidsarbejde i en helt anden branche, eller kaste sig over det studium, som de altid har drømt om, men som forholdene ikke tillod i deres ungdom. Flere universiteter tilbyder undervisningen til reduceret pris eller gratis til ældre.
Sådan nogle drømme går hverken Warren Buffett eller Carol Loomis med. De stortrives i deres respektive job, og der er ingen strenge regler, der forhindrer de to i at blive ved.
Bridge er godt, men ikke hele tiden, sagde Carol. Og jeg er sikker på, at hun også talte på sin medforfatters vegne.