Da Birgitte Possing i slutningen af 1980'erne arbejdede på sin disputats, som senere blev til tobindsværket ”Viljens styrke: Natalie Zahle - en biografi om dannelse, køn og magtfuldkommenhed” var det af og til op ad bakke. Flere af hendes fagfæller forstod ikke, at hun ønskede at bruge sit professionelle virke på at skrive en biografi, og da slet ikke om Natalie Zahle (1827-1913), dansk skoleleder og pioner for kvindelig skoleuddannelse i Danmark.
”De synes, det var mærkeligt, og sagde til mig, at jeg dog i det mindste kunne finde en rigtig mand at skrive om,” siger 62-årige Birgitte Possing.
På samme tidspunkt som hun begyndte at indsamle materiale om Natalie Zahle, læste hun Karen Blixens ”Babettes gæstebud” (1950), som hun var blevet introduceret til for første gang, da hun gik i gymnasiet. I bogen gjorde særligt en sætning indtryk på hende.
”Giv mig dog lejlighed, giv mig lov til at yde mit ypperste.”
”Jeg begyndte at bruge disse ord, når jeg blev mødt af de kritiske stemmer: 'Giv mig dog lov at yde mit ypperste',” siger Birgitte Possing.
Hun refererer til, hvordan den franske kvinde Babette i ”Babettes gæstebud” overrasker de nordnorske bønder med et måltid ud over det sædvanlige, da hun vinder 10.000 franc på en gammel lotteriseddel og beslutter, at pengene skal bruges på at lave en udsøgt middag for de nordnorske bønder på 100-årsmindedagen for en gammel provst. Først skal hun dog have lov af de søstre, hun tjener hos, og det er her, hun bruger ordene ”Giv mig lejlighed til at yde mit ypperste”.
”Bønderne er skeptiske, men det lykkes hende at lave dem det her utrolige måltid, som bliver en ny form for nadver; en på én og samme gang kulinarisk og åndelig oplevelse, der løfter gæsterne og deres humør, og hvor der opstår et helt specielt fællesskab,” fortæller hun.
Med årene er Babettes ord blevet et livsmotto, som Birgitte Possing ikke kun bruger i faglig sammenhæng. Også i livets andre forhold er sætningen blevet en slags rettesnor for hende.
”Jeg synes, at vi i dag sjusker med vores venskaber, familier og rødder. Vi kan se, hvordan individualiseringen har udviklet sig de sidste 20 til 30 år, hvor vi har mere fokus på vores egen selvrealisering end på, hvordan vi kan være noget for vores næste,” siger Birgitte Possing.
Selv prøver hun med Babettes ord in mente at holde sig for øje, hvor vigtigt det er at yde sit ypperste også i sociale relationer. Hvis ikke man gør det, mister man det fundament, man står på, mener hun. Men Birgitte Possing anerkender, at det er svært.
”Det er jo vildt store krav at stille til sig selv, og jeg ser det også som et ideal, jeg tilstræber at efterleve. Dagligt fejler vi jo alle sammen - også jeg. Men man kan jo stille sig selv spørgsmålet: Giver det mest mening for mig at realisere mine egne behov - eller snarere at være med til at opbygge og bevare fællesskaber? Der synes jeg nok, at noget i tidsånden tyder på det første,” siger Birgitte Possing.