Glæde og taknemmelighed er sorgens klangbund

Netop når naturen udfolder sig, og alting springer ud, er det godt at minde sig selv om, at vi er her på lånt tid. Det sætter livet i perspektiv

At leve i bevidstheden om, at vi skal dø, sætter livet i relief og perspektiv. Grib dagen og tak for livet.
At leve i bevidstheden om, at vi skal dø, sætter livet i relief og perspektiv. Grib dagen og tak for livet.

Nogen vil måske finde det upassende at minde om, at vi skal dø. Dag og time kender vi ikke. Og hvorfor så kalde på den bevidsthed lige nu, hvor naturen udfolder sig i al sin pragt, og en lys og skøn skærsommer venter på os i al sin glans? Netop derfor! At leve i bevidstheden om, at vi skal dø, sætter livet i relief og perspektiv. Grib dagen og tak for livet. Glæden og taknemmeligheden er sorgens dybe klangbund.

”Når livet går i sort” er titlen på en bog, som for nylig er udkommet. Bogen er redigeret af præsterne Sophie Nordentoft og Lone Vesterdal. Den rummer en betragtning til hver af årets 52 uger, skrevet af lige så mange forskellige mennesker om det fælles livsvilkår, at vi skal dø. Vi skal sørge, når et elsket menneske dør fra os. Og et andet menneskes død er et forvarsel om vor egen død.

Selvom vi ikke længere skriver med pen og blæk, men på computeren, så kan der visselig skrives med hjerteblod. Det er en bevægende og i ordets bogstavelige betydning livsbekræftende oplevelse at læse bogen. Den er både til trøst og gavn. Køb den. Læs den. Ikke i ét stræk, men netop uge for uge og vend tilbage igen.

Denne omtale af bogen er ikke en anmeldelse. Den kan kun anmeldes ud fra ét synspunkt: Det er en væsentlig bog. Ikke mindst i lyset af de meningsudvekslinger, der har været i Kristeligt Dagblad i den seneste tid.

I den henseende: Hvordan skal vi forstå evangeliets forkyndelse af Jesu Kristi opstandelse – og vor opstandelse, som forkyndes, hver gang de tre skovlfulde jord falder på kistelåget?

Der er ét indlæg i bogen, som jeg ikke kan andet end standse ved: Nu afdøde Niels Henrik Arendt, sognepræst i Staby-Madum i Vestjylland, Folkekirkens teologiske rådgiver vedrørende reformationsjubilæet og tidligere biskop over Haderslev Stift. Han har skrevet et indlæg: At være der, hvor noget nyt kan blive til.

Niels Henrik Arendt afgik ved døden, umiddelbart som redigeringen af bogen ”Når livet går i sort” var sket. Hans indlæg bringes med tilladelse fra hans enke, Birgitte Arendt. Indlægget står i et stærkt lys. Det henter bogens sorte titel ind i evangeliets påskelys: En ny dag bryder frem …

Niels Henrik Arendt fremhæver, at Martin Luther midt i hele sit udadvendte virke var en utrættelig sjælesørger. Det fremgår af breve til den Christian den Anden, som efter et ophold i Wittenberg var blevet overbevist af Luthers evangeliske forkyndelse. Det afgørende er at mobilisere kongens tro og mod i forvisningen om, at Gud er ham god. Uanset. ”Nu kan Gud komme til med sikkerhed at forvandle trængsel til trøst, ris til lyst, elendighed til glæde. … Thi han har befalet og påbudt, at vi skal trøste hinanden. Derfor er vores trøst visselig Guds trøst, påbudt og givet af ham.”

Sådan skrev Luther til den danske konge. Gang på gang bliver jeg slået af det hverdagsnære, direkte sprog, når jeg læser Luther. Jeg kan høre, hvad han siger!

Niels Henrik Arendt sammenfatter sit indlæg: Enhver trøst, der rækkes os, kommer fra Gud. Og derfor er den mere end magtesløse ord. Dybt under ordene findes et usvigeligt tilsagn om, at tabet er den gode Guds begyndelsespunkt.

Ja, Jesus Kristus er det Ord,

der skaber liv af døde,

så ny blir himmel, ny blir jord,

en verden fuld af grøde.

Kom, Jesus, snart,

og gør det klart:

den morgenstund, du kommer,

da gryr en evig sommer.