Har verden forandret sig til det værre?

Et ophold i New York med besøg på Ground Zero satte tankerne i gang. Om tryghed og terrorisme. Vor Herre har mange mennesker at tage vare på

"Første mål var Ground Zero, mindestedet for det forfærdende terroristangreb den 11. september 2001, hvor kaprede fly fløj ind i de to tårne på World Trade Center," skriver Søren Lodberg Hvas i dagens seniorklumme. På billedet ses lyskegle på Manhattan, New York, til ære for ofrene for terrorangrebet 11/9.
"Første mål var Ground Zero, mindestedet for det forfærdende terroristangreb den 11. september 2001, hvor kaprede fly fløj ind i de to tårne på World Trade Center," skriver Søren Lodberg Hvas i dagens seniorklumme. På billedet ses lyskegle på Manhattan, New York, til ære for ofrene for terrorangrebet 11/9. Foto: Michael Bocchieri Denmark.

Da min far fyldte 75 år, holdt han en tale, jeg ikke har glemt. Han sammenlignede sin livsvandring med opstigningen på et bjerg. I de første år gik det langsomt, for stigningsgraden var lav, og det nære fortrolige landskab lå udbredt for ens øjne. Det tog al opmærksomheden. Det ændrede sig, alt efter som opstigningen skred frem.

Horisonten og udsigten blev videre, nye landskaber kom til syne. Vandringen op ad bjerget begyndte så småt at tære på kræfterne. Det var nødvendigt at sætte sig og hvile lidt oftere.

LÆS OGSÅ:
Hvad er meningen?

Det gav til gengæld mulighed for at besinde sig på udsigten. Det var tillige muligt at vende sig om og se sig tilbage. Var der væsentlige ændringer undervejs til det bedre eller til det værre?

Dette billede meldte sig for mit indre blik for at par uger siden, da Ingrid og jeg var på en ferierejse til USA. Vi tjekkede ind til flyet SK 909 til New York.

Enhver, der har oplevet det, kender fornemmelsen, når man finder sin plads i det store fly. Skønt! Rejsen kan begynde. Der bliver serveret en let frokost. Vi har gode pladser. Vejret er det bedst tænkelige. Vi har aviser og en bog med. De næste seks-syv timer er flyet et lille fortroligt samfund. Alt er godt. Vi er i samme fly!

Vi landede i New York først på eftermiddagen lokal tid. Nu begyndte trængslerne. Lange køer for at komme gennem sikkerhedskontrollen. Skoene og livremmen af. Tasken gennemlyst, kropsvisiteret og selv gennemlyst og fotograferet, grundigt udspurgt om rejsens formål, passet nøje kontrolleret. Det var lige før, man blev i tvivl, om man var en terrorist og ikke en fredelig pensioneret bisp. Lettet gik man videre ind gennem sluserne og fik fat i bagagen og dernæst ud til de ventende gule taxaer. Endelig! Hotel Cassa, 6th Avenue, 45th Street West. Taxaen var som en lille dagligstue, hvor vi blev budt velkommen. Chaufføren talte og fortalte, indtil vi mirakuløst nåede frem gennem den myldrende trafik. Slalomkørsel i høj klasse. Herligt! Dejligt værelse, hurtig udpakning, bad og omklædning. Ud i byen. Første aften i New York. Belært af erfaring ved vi, at en by skal gås ind. Så vi gik og gik, så og så med øjne så store som tekopper. Aldrig havde vi set så høje huse. Vi gik nede i gadeskakterne og følte os som små myrer. Men som bekendt er myrer flittige og giver ikke op.

Vi fandt en italiensk restaurant, hvor vi fik avocadosalat og pizza, et glas hvidvin og te. Det var lige, hvad vi trængte til. Hjem og på hovedet i seng, så vi kunne være friske til næste dags oplevelser.

Første mål var Ground Zero, mindestedet for det forfærdende terroristangreb den 11. september 2001, hvor kaprede fly fløj ind i de to tårne på World Trade Center. Tusinder omkom. Hele verden fulgte dramaet gennem tv. Alle husker vist, hvor de opholdt sig, da nyheden om denne gigantiske forbrydelse spredte sig som en løbeild, der satte sindene i brand, i raseri og afmagt. En naturkatastrofe må man bøje sig for, den indtræffer, og den er uafvendelig. Men nøje planlagt menneskelig ondskab, som dukker frem fra mørkets skjulesteder, skal vi ikke bøje os for. Den må bekæmpes. Det vidner Ground Zero om, stilfærdigt og stærkt. 091101 må aldrig glemmes. Hvor de to tårne stod, er der nu som en stor fællesgrav to kvadratiske skakter. Omgivet af en mur, belagt med en bred ring af bronze, hvor navnene på de omkomne er indfældet. Fingrene kan glide hen over navnene. Pårørende kan finde det navn, de har brug for at røre ved, som var det en grav, de besøgte. Et vandfald strømmer ned langs skakternes sider. Lyden fra vandet høres på afstand, og den har en beroligende virkning, når man står der. Det strømmer og strømmer, det renser og forfrisker. Vand er sammen med luft og jord et grundelement. Lyden forløser, tavsheden ville være knugende. Området er smukt, mange mennesker færdes, larmen fra den vældige by høres som en dirrende summen, men her standser vi op og bliver stille. Der er sket noget, som har forandret verden. Men verden står ikke stille. Et nyt World Trade Center står snart færdigt under ledelse af den verdensberømte arkitekt Daniel Libeskind.

Verden er virkelig blevet en anden. De mange kontrolforanstaltninger minder os derom, ikke blot i lufthavnene. Det tog over en time at komme igennem sikkerhedssluserne ind til området omkring Ground Zero. Tilsvarende for at komme op i Empire State Building, 102 etager og med et betagende udsyn over New York. Verden er forunderlig, vidunderlig, men tillige frygtelig. Og frygten har navn: Det er den uforsonlige islamisme, som rider nutiden som en mare. Hvor som helst og når som helst kan den slå ned. Den er den store fare i dag, som vi ikke må lukke øjnene for og langt mindre bøje os for.

Nu trængte vi til at møde andre indtryk. En vandretur gennem Central Park på vej til de tre kunstmuseer, Museum of Modern Art, Metropolitan Museum of Art og Guggenheim.

De fik en dag hver, og der er meget at vende tilbage til en skønne dag. Men det må jeg fortælle om en anden gang. Det er en overvældende oplevelse at besøge New York. Jeg vil slutte med billeder, som blandt mange har sat sig i sindet: det myldrende hektiske liv blandt skyskraberne, det ufattelige svælg mellem fattige og rige, den venlighed, man spontant bliver mødt med. Og man bliver slået af den tanke: Hvor har Vor Herre dog mange mennesker at tage vare på!

Nogle aktuelle ord fra Det Gamle Testamente, Davids salme 8, melder sig:

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,
månen og stjernerne,
som du satte der,
hvad er da et menneske,
at du husker på det,
et menneskebarn,
at du tager dig af det?