Hjælpsomhed og høflighed har det bedre, end rygtet siger

Et halvt år med krykker er lærerigt. Samtidig tager samfundsdebatten nye drejninger

Når man er gammel nok til at have oplevet 1970’ernes ungdomsoprør, opgør med professorvældet på universiteterne og brud med konventionelle normer, er det interessant at opleve, hvordan samfundsdebatten nu tager fat i nogle af de gamle dyder, der røg ud med badevandet, skriver Lis Frederiksen.
Når man er gammel nok til at have oplevet 1970’ernes ungdomsoprør, opgør med professorvældet på universiteterne og brud med konventionelle normer, er det interessant at opleve, hvordan samfundsdebatten nu tager fat i nogle af de gamle dyder, der røg ud med badevandet, skriver Lis Frederiksen.

Eventuelle fordomme om mangel på hjælpsomhed og høflighed er blevet gjort til skamme. Så er det sagt ligeud. I langt de fleste tilfælde har mine medborgere vist sig langt bedre end den fortælling, der er bygget op. Ikke mindst har vi hørt og læst om unge, der ikke gider rejse sig for ældre og gangbesværede, gravide og handicappede i bussen.

Vi har hørt om voksne, der har så travlt til og fra arbejde, at de ikke ænser, hvad der sker omkring dem. Om nogen måske kunne bruge en hjælpende hånd. Om ældre damer, der ikke tør gå på gaden alene om aftenen. Men vi skal nok også gribe i egen barm. Det er altid et godt sted at starte. Hvis du forventer af dine medmennesker, at de ikke vil hjælpe dig, at de ikke vil tage hensyn, at de unge tromler hen over fortovet med blikket stift rettet mod deres telefon uden at ænse, hvem der kommer imod dem, så bliver dine negative forventninger som regel indfriet.

Efter et halvt år på krykker efter en operation er jeg blevet klogere. Alle ønsker uden tvivl at blive begrænset mindst muligt i deres bevægelsesfrihed i den situation. Derfor gælder det om at komme ud på gaden, gå tur, ind i bussen og i toget, så snart det overhovedet lader sig gøre. Ens egen attitude over for andre bliver helt afgørende i den situation. Hvordan møder vi hinanden?

Det er ingen skam at bede om hjælp og stikke et smil. Mange gange har unge og lidt ældre voksne på eget initiativ spurgt, om de kunne hjælpe, og svaret har næsten altid været ja tak. Derved glæder du både dem og dig selv. Hvorfor dog afvise den hjælp, der bliver tilbudt? Dem, der tilbyder at hjælpe dig, sætter sig ud over egne behov, og det er jo rigtig dejligt at opleve. Andre gange har jeg bedt om hjælp eller om et sæde i toget, og de er sprunget op med et ”selvfølgelig”.

Diskussionen om almen dannelse og genoplivning af gamle dyder kører på højtryk. I nye bogudgivelser, på avisernes debatsider, i undervisningsverdenen, i lærerværelserne og forhåbentlig også blandt forældre.

Når man er gammel nok til at have oplevet 1970’ernes ungdomsoprør, opgør med professorvældet på universiteterne og brud med konventionelle normer, er det interessant at opleve, hvordan samfundsdebatten nu tager fat i nogle af de gamle dyder, der røg ud med badevandet. Udtrykket bruger rektoren for Professionshøjskolen Metropol, Stefan Hermann, i et interview i Politiken søndag den 23. oktober i forbindelse med udgivelse af bogen ”Hvor står kampen om dannelsen?”, som han er forfatter til.

Han siger til avisen, at børn er nødt til at lære, hvad det vil sige at sætte sig selv i anden række, at holde en aftale, anstrenge sig og være omhyggelig og grundig. ”Rigtig dannelse opstår først i mødet med det fremmede, hvor man mærker, at der opstår en modstand i en, som man skal overvinde for at blive klogere og mere moden,” er Stefan Hermann ligeledes citeret for. ”Jeg tror, at et stærkt dannelsesideal er vigtigt – ikke mindst så lærere, elever og forældre kan se, at der er en større mening med det hele, og at det ikke kun handler om, hvor god man er til at regne og læse.”

På det lokale bibliotek står flere eksemplarer af Emma Gads ”Takt og Tone. Hvordan vi omgås”, som udkom i 1918. I forbindelse med denne klumme syntes jeg, det kunne være interessant at læse, hvordan hun beskrev tidens omgangsformer sammenlignet med i dag næsten 100 år senere.

Det er tankevækkende at læse forlagsmanden Godfred Hartmanns forord, da ”Takt og Tone” blev genudgivet i 1994. Han skriver blandt andet, at den gamle dame lusker en god portion sund fornuft ind i os, og hun får os til at fordøje det, fordi hun krydrer sin velmente belæring med humor og charmerende selvironi. Emma Gad blev anset for en progressiv dame på sin tid. Hun taler den undertrykte kvindes sag, længe førend rødstrømperne var født, skriver Hartmann. Hun har et åbent øje for den ugifte moders problemer, og i 1915 blev hun ansat som redaktør af Dametidende på Politiken. En avis dengang med et stærkt radikalt tilhørsforhold og alt andet end borgerlig i traditionel forstand.

Emma Gad skriver i ”Takt og Tone” blandt mange andre leveregler, at ”først og fremmest bør man gå ud fra, at høflighed er så noget nær det stærkeste våben, man kan have i hænde”. ”Ikke alene handler man rigtigt derved, men det er ubetinget behageligst for en selv”, og deri har den gode Emma Gad aldeles ret. Tiden med krykker har været lærerig både i forhold til andre og til mig selv. At kunne styre sine negative forventninger og fordomme er en måde at udvise selvdisciplin på. I stedet kan man jo vælge at komme sine medmennesker i møde med et åbent sind og som udgangspunkt tro på, at de både er høflige og hjælpsomme.