Hjælpsomheden blandt danskere er steget betydeligt

Stop ”kan selv, vil selv-mentaliteten” og lad unge vise hjælpsomhed. De vil gerne

Danskerne rykker tættere sammen. Hjælpsomheden og opmærksomheden over for naboer, familie, kolleger og andre, man kommer i berøring med, er tydeligvis steget de senere år, skriver ugens seniorklummeskribent Lis M. Frederiksen.
Danskerne rykker tættere sammen. Hjælpsomheden og opmærksomheden over for naboer, familie, kolleger og andre, man kommer i berøring med, er tydeligvis steget de senere år, skriver ugens seniorklummeskribent Lis M. Frederiksen.

Finanskrise. Overophedet boligmarked. Huspriserne rasler ned. Flere sydeuropæiske lande er ved at bryde sammen. Gælden er alt for stor. Arbejdsløsheden blandt unge sydeuropæere er alarmerende. Herhjemme bliver vi skræmt. Vi hytter vores eget og passer godt på sparepengene, alt imens huspriserne også her rasler ned i store dele af landet.

Men som vi så ofte før har erfaret, ”så er der intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget”, sagt med en lidt floskelpræget vending. Danskerne rykker tættere sammen. Hjælpsomheden og opmærksomheden over for naboer, familie, kolleger og andre, man kommer i berøring med, er tydeligvis steget de senere år. Flygtninge fra lande som Syrien er blevet varmt modtaget og hjulpet på vej rundtomkring i landet. Organisationer som Red Barnet og Kræftens Bekæmpelse udtaler offentligt, at de ikke kan takke de mange frivillige kræfter nok. Det er givende at gøre noget for andre. Ikke kun fordi det giver mening, men også fordi det giver ny indsigt og forståelse for andre.

Vore dages politikere taler om medborgerskab og frivilligt arbejde som vigtige brikker i moderne velfærd. Men for mig er det bare god gedigen hjælpsomhed. En uegennyttighed, hvor mennesker stiller sig til rådighed for andre uden bagtanker.

Men hvor blev den af, hjælpsomheden, i årene før finanskrisen? Selvfølgelig har der altid været hjælpsomme mennesker. Men mere stilfærdigt og diskret, synes jeg. Efter Anden Verdenskrig udviklede velfærdssamfundet sig for alvor gennem 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne. Det offentlige overtog opgaverne med at tage sig af omsorgen for småbørnene, for de ældre og svage i samfundet. Velgørenhed og filantropi var blevet fyord. Da jeg var ung, talte vi med slet skjult foragt om hattedamer, damer af det bedre borgerskab, der gerne ville gøre noget for de fattige og dårligt stillede, hvis liv de dybest set ikke kendte noget til.

Fagforeningerne kunne også blive skarpe i tonen, hvis de mente, at frivillige var i gang med at tage deres retmæssige og overenskomstaftalte arbejde fra medlemmerne. Medmenneskelighed og nærvær havde trange kår.

Men bøtten er heldigvis vendt igen. Som mennesker og som samfund giver vi os selv lov til at udvise den naturlige hjælpsomhed, som ligger dybt i de fleste mennesker. Det er igen blevet legitimt. For mine forældre var det helt naturligt, at de redte op overalt i den lille lejlighed til sejlerkammerater fra Øresund i årene under og lige efter Anden Verdenskrig. Dengang måtte man ikke sejle på Sundet, og når det nu var den store passion. De delte, hvad de havde, og det var ikke meget. Da langt størstedelen af de danske jøder blev hjulpet over til Sverige, var landet også i krise, og det bedste viste sig i en stor del af danskerne.

”Antallet af danskere, der gerne vil hjælpe andre, er mere end fordoblet siden 1980'erne,” har professor i sociologi ved Roskilde Universitet Thomas P. Boje sagt.

Han gør op med fordommene om, at danskerne er reserverede og sig selv nok.

”Vi er meget hjælpsomme og føler et stort ansvar for mennesker, der er i nød og har problemer,” siger han.

Forleden skete det igen. Jeg gik hen for at hjælpe en ung mor med små børn, klapvogn og tasker ud af et tog, og så kommer der meget hurtigt en ung mand springende, der gerne vil hjælpe også. Men vi skal også give de unge plads og mulighed for at være hjælpsomme. De vil gerne. Men vi i vores generation, og det gælder ikke mindst kvinderne, har gjort dem handlingslammede.

Vi har haft behov for at demonstrere, at vi vil selv, vi kan selv, og vi har sandelig ikke brug hjælp. I al vores frigørelses- og selvstændighedstrang har vi også medvirket til at gøre det svært for andre at vise naturlig hjælpsomhed.

Nu som ældre skal vi give os selv lov til at sige tak for hjælpen og lade andre, unge og yngre mænd og kvinder, få plads til at give en hjælpende hånd, at bære en kuffert, hjælpe en frakke på, åbne en dør.

Det er ikke skamfuldt at bede om hjælp. Tværtimod. De unge vil gerne hjælpe, hvis vi giver dem lov.