At blive ældre er en øvelse i at give slip

Forfatter og meditationslærer Grethe Livbjerg, der i årtier har arbejdet med kristen spiritualitet, efterlyser en ny form for aldringsspiritualitet

”Mine følelser kan registrere angst for døden. Selvom man har levet i mange år med bøn, så kan man komme ind i en mørk nat, hvor det føles, som om Gud er væk, hvor man ingen tro har, og det hele bare er mørke, men så kan man pludselig erfare et Guds nærvær, som ikke kan beskrives,” siger Grethe Livbjerg. –
”Mine følelser kan registrere angst for døden. Selvom man har levet i mange år med bøn, så kan man komme ind i en mørk nat, hvor det føles, som om Gud er væk, hvor man ingen tro har, og det hele bare er mørke, men så kan man pludselig erfare et Guds nærvær, som ikke kan beskrives,” siger Grethe Livbjerg. – . Foto: Leif Tuxen.

”Hos os er alderdommen smuk, for den er skabt til bøn. Vi taler om en smuk gammel, fordi bønnen gør smuk.”

Sådan udtalte den ortodokse teolog Olivier Clément (1921-2009) for nogle år siden i en kritisk kommentar til den vestelige verdens trang til at hylde det aktive liv.

Vi skal tale om det, som forfatter og meditationslærer Grethe Livbjerg, 89 år, beskriver som en slags aldringsspiritualitet. Når ældre af og til i den offentlige debat bliver beskrevet som en byrde, så ser hun gerne, at man i stedet fremhæver den tredje alder som en vigtig livsperiode.

”Der er en tendens til, at man ser på ældre som en ensartet masse. Men bare fordi man er oppe i alder, så tænker og lever man ikke ens. Men selvom ældre er forskellige, så er det, som går igen, at kirker tilbyder ældre, hvad der kan karakterisere som underholdning måske med en from fernis. Hvorfor møder man ikke de virkelige mennesker? Her sidder mennesker, som skal dø om få år, men det taler vi ikke om. Angsten for døden er der heller ikke noget rum til at tale om.”

Den lyse stue i Charlottenlund nord for København domineres af en fyldt reol, som rummer alt fra moderne skønlitteratur til teologisk litteratur. I arbejdsværelset er computeren tændt, her er opslåede bøger og andre i stabler, men på væggene er der ikoner. Her lever et menneske, som det meste af sit voksne liv har været optaget af kristen fordybelse, og som underviser og skribent har formidlet historiske tekster og nye strømninger.

”Det kan virke mærkeligt at tale om en aldringsspiritualitet. Jeg fylder 90 år til februar, hvilket kan være svært for mig at forstå, men jeg fortsætter jo med at leve, som jeg har gjort de sidste år, hvor jeg læser og skriver. Men jeg kan ikke holde ud at skrive så længe som tidligere. At blive ældre er en øvelse i at give slip: I mange år var Louisiana mit fristed, men i dag kan jeg ikke helt overkomme det.”

”Hørelsen svækkes, og så er der mit sølle knæ, som betyder, at jeg ikke længere kan gå eller cykle de lange ture, som tidligere ofte var der, hvor jeg fik idéer. Jeg har efterhånden en ret stor familie. Mit ældste oldebarn er 15 år, og jeg spørger, hvor længe jeg får lov at følge dem. Det er noget af det, som er svært at tænke på,” siger hun og minder om den romerske politiker og tænker Cicero (106-43 f.Kr.), der gav fire årsager til, at alderdommen virker dyster: Den fjerner os fra al aktivitet, den svækker vores krop, den afskærer os fra mange fornøjelser, og så er der ikke så langt til døden.

Der er ingen, Grethe Livbjerg har talt så meget med om døden som karmelitbroder Wil-frid Stinissen (1927-2013). De var jævnaldrende og mødtes første gang i 1970, da de begge var 43 år.

”Han påstod, at man hver dag skulle tænke på døden, og jeg protesterede. Vi skal vel leve, og jeg følte det dystert, at døden ligesom skulle være min følgesvend her midt i livet, men Wilfrid Stinissen citerede kirkefædrene, som insisterede på den daglige erindring om døden. En af de gamle kirkefædre skriver et sted: ’Den som altid har døden for øje, befries for al angst’.”

Den daglige erindring om døden beskriver Grethe Livbjerg i dag som et af de bedste åndelige råd, hun har fået. Men det er en erindring, som skal kombineres med en fokusering på Jesus.

Johannes Klimakus, som levede i 600-tallet i Syrien, påstod, at det var umuligt at tilbringe den kommende dag i tro, hvis man ikke betragter den kommende dag som den sidste i livet. Johannes Klimakus understregede samtidig, at mindet om døden skal være forbundet med navnet på ham, som har besejret døden.

”Jesus så døden som sin bestemmelse. I Det Nye Testamente kan man læse, at han kaldte døden ’min time’. Påske betyder gennemgang, og som døbt er man døbt til hans død og opstandelse, så som Jesus så døden som sin time, må vi se på vores død.”

Men et er at citere fra Bibelen og kirkefædrenes skrifter. Hvordan undgår man at idyllisere den fjende, som døden også er? I et af de sidste breve, hun fik fra Wilfrid Stinissen kort for hans død, skriver han om denne dobbelthed ved døden.

”Jeg spurgte ham for mange år siden, hvad han troede ventede ham, når han døde. Han var et utroligt vidende menneske og havde samtidig en meget enkel tro. Jeg husker, at han svarede på mit spørgsmål med nærmest strålende øjne og sagde, at så skulle han se Jesus og Maria. I et af de sidste breve, han skrev til mig, skrev han, at han længtes efter ’det store møde’ og tilføjede, at han kunne ængstes for den nedbrydning, som skulle finde sted. Det er vel den dobbelthed, man må leve med som ældre.”

”Min tro er nok blevet stærkere med alderen, men jeg mærker også lettere angst. Der skal mindre til, før jeg bliver nervøs, stresset og kan ane angst. Mine følelser kan registrere angst for døden. Selvom man har levet i mange år med bøn, så kan man komme ind i en mørk nat, hvor det føles, som om Gud er væk, hvor man ingen tro har, og det hele bare er mørke, men så kan man pludselig erfare et Guds nærvær, som ikke kan beskrives.”

Et af de steder, Grethe Livbjerg henter håb, er ved nadveren. I mere end 35 år boede hun i en lejlighed ved Skt. Andreas Kirke i Ordrup, ikke langt fra sin nuværende bolig. Der var få meter fra den gamle lejlighed til kirken, og hun kunne dagligt gå til nadver. Mens hun glæder sig over den nye boligs faciliteter, savner hun den regelmæssige nadver.

Når hun skal forklare nadverens betydning, svarer hun atter med et citat hentet fra kirkens historie. Denne gang er det ord fra kirkefaderen Irenæus (103-202): ”Som brødet efter påkaldelsen af Gud ikke længere er almindeligt brød, men eukaristi, som består af både en jordisk og en himmelsk del, således er vore legemer, som deltager i eukaristien ikke længere forgængelige, fordi de i sig bærer håbet om opstandelsen.”

”Nadveren er en aktualisering af Jesu død, men når vi modtager Kristi legeme og blod, får vi del i håbet om opstandelsen,” siger hun.

Som barn havde hun en romantisk fornemmelse af, hvad himlen var. Siden var der en lang periode, hvor såkaldte helvedesprædikanter fik stor magt over hendes tanker, og hun ikke kunne tænke på, hvad der mon ventede efter døden. Læsningen af kirkefædrene har hjulpet med at fjerne de skræmmebilleder og leve med døden for øje.

”Jo ældre man bliver, jo mere oplever man, at evigheden pludselig kan bryde igennem. Jeg kan ikke forklare det, men man ved, at det er en anden dimension, som for et kort øjeblik er brudt igennem.”

I forbindelse med en retræte havde hun en vejledningssamtale med en kvinde, som havde mistet sin mand. Den intellektuelle kvinde med den rationelle tilgang til verden havde et spørgsmål, som hun gerne ville drøfte med Grethe Livbjerg. Kvinden fortalte, at hun flere gange oplevede, at hendes afdøde mand var hende meget nær.

”Hun ville vide, om det var forkert. Mit svar var nej. Det er ikke noget, vi skal opsøge, men jeg har også selv oplevet at sidde i min stue og se en kær afdød, som virkede meget lykkelig. Jeg tror, det er noget meget reelt, som kan bryde ind i øjeblikke. Jeg tror ikke, at der er så stor afstand fra dette liv til evigheden, og jeg har erfaret, at de, som er sovet ind i Kristus, er os ret nær.”

Epilog: Dagen efter interviewet sendte Grethe Livbjerg et digt om, hvad der vil ske efter døden, skrevet af moder Alice-Aimée, der tilhører den karmelitiske orden ”L’Enfant-Jésus”. Moder Alice-Aimée skriver blandt andet:

Tal ikke til mig

om de saliges

herlighed og lovsange,

og fortæl mig heller ikke mere om engle.

Alt hvad jeg formår

er at tro, stædigt at tro

at kærligheden venter mig.