Hvad gør man ved sin afdøde ægtefælles ting?

Hvad gør man med sin ægtefælles ejendele efter et dødsfald? Skal de hurtigt ud, så man kan komme videre, eller er det svært at slippe tingene?

Der er flere mulige måder at angribe situationen på, når an ægtefælle dør. Læs mere nedenfor
Der er flere mulige måder at angribe situationen på, når an ægtefælle dør. Læs mere nedenfor. Foto: Iris.

Den amerikanske forfatter Joan Marans Dim skrev for nylig en lille artikel i New York Times med den enkle overskrift: Min mands ting.

Joans mand, Stuart, var syg af kræft i næsten 10 år, og for mere end et år siden mistede hun ham.

Og nu skriver hun om den svære praktiske situation, man som enke eller enkemand bliver sat i, når ens ægtefælle dør. Hvad med alle ejendelene?

Nu er der skabe og skuffer og hylder og små særlige gemmesteder med Stuarts ting. Og hvad skal hun gøre med det, funderer hun over.

LÆS OGSÅ: Man kan ikke forhindre sorgens fugl i at flyve over sit hoved

Hun er nemlig ikke klar til at skille sig af med det.

Det er en situation, som mange vil nikke genkendende til. Undertiden løses problemet ved en flytning, idet den efterladte skal have en mindre bolig, og flytning og oprydning går hånd i hånd, for pladsen afgør, hvad det er muligt at tage med sig.

Men når boligen ikke skal ændres, ser situationen anderledes ud. Den meget praktiske holdning og de stærke følelser kommer i strid med hinanden her.

Der er flere mulige måder at angribe situationen på, og mange spørger: Hvad er det rigtige at gøre, hvordan griber jeg det an, hvem kan jeg spørge til råds, og hvad gør andre?

Der er nogle, der sværger til, at det gælder om at få tømt klædeskabet i en fart. Det kan ikke gå hurtigt nok. Du skal ikke gå og pine dig selv ved at være omgivet af hans eller hendes personlige ting. Det bliver sagt i den bedste mening. Se at få fat i en af hjælpeorganisationerne og aflever det alt sammen. Jakker og bukser, kjoler, skjorter og T-shirts, bluser og strømper og sokker, pyjamas og natkjoler, sportstøj og festtøj, nyt som gammelt. Sko og støvler.

Således besegles et dødsfald bedst, og den efterlevende skånes og kommer videre, som det ofte hedder.

Joan Dideon, den amerikanske forfatter, der skrev den smukke bog Et år med magisk tænkning, (der også blev et skuespil) om sin mands pludselige død, tømte netop sin mands klædeskab i en fart, og hun funderede over det urinstinkt, som hun følte det var, der næsten tvinger nogle mennesker til at gøre sådan.

Men ved skoene stoppede hun. Dem kunne hun ikke aflevere. Hun prøvede at granske sig selv for at finde ud af hvorfor og nåede frem til, at hun havde dette brændende ønske om, at han ville komme tilbage, dukke op igen, og så skulle han jo bruge sine sko.

Det er fuldstændig irrationelt, det vidste hun godt, han var sunket sammen og var død foran hendes øjne, men alligevel kunne hun ikke skille sig af med hans sko.

Joan Dim hører til en anden gruppe. Hun kan overhovedet ikke slippe nogle af sin mands ting. Og hun gennemgår dem ofte og finder ejendele, der bringer minder og oplevelser tilbage, som får hende til at smile.

Hun har også fået et nyt og pudsigt kendskab til mange ting. Joan Dims mand havde for eksempel 20 negle-klippere og mindst 40 pakker tandtråd. Det anede hun ikke, ligesom hun ikke vidste, at der ligger sæbe og tandpasta nok til mange årtiers forbrug. Det behøver hun ikke købe mere af resten af sit liv.

Hun ser også på hans fyldte klædeskab, på de sæt tøj, han brugte, da han stadig kunne arbejde, og som ikke var i brug i de mange år, han var syg. Men som stadig hænger der. Og hun opdager i sin gennemgang af skabe og hylder, at årtiers minder fra deres fælles liv dukker op igen, og hun føler stor ømhed.

Der ligger en dyr butterfly, hun købte til hans smoking, han brugte den aldrig nogensinde, og den ligger i sin fine æske.

Joan Dims mand motionerede ved at løbe i gamle dage, da han var rask, og hun har nu en vældig stor samling af stopure. Og minderne vælter frem om, hvordan hun var med til at tage tid for ham, når han trænede. Hun holder stopurene i hånden og mærker, hvordan de føles.

Uden at tænke mig om, skriver hun, forærede jeg for nogen tid siden et enkelt af urene væk til en god bekendt, der også træner. Og næsten med det samme fortrød jeg det. Jeg kan simpelthen endnu ikke skille mig af med noget som helst, der er med til at beskrive Stuarts liv.

Sådan har nogle det. Jeg er selv bestemt ikke for god til at slippe tingene, men det er helt afgørende at vide, at der ikke er én rigtig eller én forkert måde at gribe disse svære opgaver an på. Vi er forskellige i vores sorg og i vores praktiske, eller knap så praktiske måde at rydde op på efter én, der stod os nær. En afdød mand eller kones ejendele er døde ting, men for nogen indeholder de også en skatkiste af erindringer.