Der er en særlig stemning over de sidste uger før jul. Et overskud af forventning og glæde. Andre har sorg og savn i sindet. For det er tungt at savne den elskede at dele glæden med. Men sorgen har mange skikkelser. Det være sig ensomhed, arbejdsløshed, fattigdom. Kort sagt: håbløshed.
For ikke så få mennesker er juletiden derfor en svær tid. Alligevel glæder jeg mig. Jeg vil ikke nedskrive min glæde: Fire børn og fire svigerbørn, ni skønne børnebørn. Mange gode venner og en hjertenskær kvinde at holde i hånd og følges med. Jo, ”sorrig og glæde, de vandre til hobe” som den virkelighedstro Thomas Kingo siger. Vi lever af overskud i vores livsfølelse. Ikke af underskud.
Livets sum er sorg og glæde. Det ene er ikke uden det andet. Men hvor ligger vægten? Det kan der ikke svares éntydigt på. Svaret beror på tro og livsholdning. Jeg lytter til det ubegribelige budskab, at glæden er både først og størst – og sidst. Det er julens budskab: fødsel, liv, død, opstandelse. Det står Vorherre inde for. Frelseren er kommet og kommer til verden. Så vi kan roligt glæde os. Uanset.
Og hvor ved jeg så det fra? Det ved jeg heller ikke, men jeg tror det. Det er mit livs satsning. Ganske vist er det en skrøbelig tro. Den skal til stadighed holdes i live, så den ikke visner og dør.
Troens livskilder er mange. ”I skal øse vand med glæde af frelsens kilder”, siger profeten Esajas.
Jeg tør godt sige, at for mig er bibel, salmebog og gudstjeneste strømmende livskilder i nutidens tørre og åndløse ørken. Det har altid været mig en gåde, at så mange fortsætter ørkenvandringen uden at raste en stund ved hvilens vande. Men jeg lever ikke i en osteklokke. Ivrig mangeårig læsning af litteratur og aktuel avislæsning både beriger og udfordrer mit sind. Og ikke sjældent mit temperament.
Jeg vil standse ved Bibelen, bogen , simpelt hen. Den må ikke spærres inde i den påståelige fundamentalismes fængsel. Bibelen er tilgængelig for enhver. Den kan læses som en åben poetisk visdomsbog om menneskelivet i lyset fra troen på Gud, Himlens og Jordens Skaber. Den bør læses selektivt med henblik på, hvad der styrker livsmod og livsduelighed, forundring og skønhed. For der er både skidt og kanel i Bibelen. Mest kanel. Det gælder om at søge til oaserne, og dem er der mange af.
For ikke aldeles at sprænge rammerne for en klumme vil jeg blot nævne tre sammenhænge fra Det Gamle Testamente og fra Det Nye Testamente, som tegner sig med gyldenskrift i mit hjerte. De kan række til en hel tilværelse, men det er tilladt at søge videre.
Som en god forberedelse til julen, mens alle de andre har så travlt, vil jeg stilfærdigt anbefale mine medseniorer med åbent sind at læse i Det Gamle Testamente Første Mosebog kapitel 1+2, Davids salme 100, Davids salme 103. Fra Det Nye Testamentes skatkammer Lukasevangeliet kapitel 15, Markusevangeliet kapitel 16 vers 1-8, Filipperbrevet kapitel 4 vers 4-7.
På søndag er det 4. søndag i advent, hvor teksten fra Filipperbrevet læses. Nu er vi lige ind under jul, så jeg fuldender klummen med at give Paulus ordet:
Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.
Med denne klumme siger jeg tak for det forgangne år med mange positive tilkendegivelser i mødet med mennesker i min by, i mails og ved de mange foredrag rundt i landet. Jeg har et anliggende med at skrive.
Mit perspektiv har tre retninger. Jeg begynder i min nutid og spørger: Hvad har jeg at glæde mig over i min hverdag – fra det mindste til det største? Dernæst retter jeg blikket tilbage med spørgsmålet: Hvad har jeg fået givet, i dette ords altomfattende betydning, at sige tak for? Endelig forsøger jeg at se fremtiden i møde med frimodighed og spørger: Hvad må jeg håbe på? Det vender jeg tilbage til i min første klumme i januar 2017.