Jane blev ramt af en blodprop i hjernen: Bridge hjalp min hukommelse tilbage

International forskning peger på, at der er en sammenhæng mellem at spille bridge og immunforsvaret. Det øger immunforsvaret. Unge mennesker, der spiller bridge, udvikler i højere grad akademisk formåen. Her ses Jane Korsgaard, der altid har elsket at udfordre hjernen. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Det er kompleksiteten, der er god for vores hjerne. Den udfordrer os, og derfor er det ikke nok at spille sorteper
Anette Schulz

Jane Korsgaard blev for seks år siden ramt af en blodprop i hjernen. I dag kan hun atter tale og gå, og en stor del af æren for det tilskriver hun bridge. Kortspillet hjælper med at holde hjernen skarp og kan endda være med til at forebygge demens, forklarer ekspert bag ny undersøgelse

Kunstig melding, dobler, syvfarve, trekorsfarve, pointfarve.

Der bliver summet ivrigt i lokalet i et højhus i Gladsaxe. Hos Blaksets Bridgecenter er et hold af fortrinsvis gråhårede danskere samlet til bridgeundervisning. Nogle er frustrerede over det komplicerede system, andre griner.

61-årige Jane Korsgaard er koncentreret. Foran hende på det firkantede bord ligger kort i rækker, og de tre andre kvinder om bordet holder øje, udveksler blikke og snakker lidt om meldesystem, og hvad der er det rigtige næste træk.

Jane Korsgaard skal holde styr på kortenes farver og tal, så hun kan regne ud, hvad der skal gøres. Det er ikke nemt at spille bridge, men hun elsker det.

For seks år siden kunne hun ikke huske, hvad kortspillet hed, hvad kortfarverne hed, eller at der overhovedet var fire forskellige farver. Den 20. oktober 2009 blev hun nemlig ramt af en blodprop i hjernen og husker intet, før hun blev båret ned ad trapperne fra sin lejlighed på Frederiksberg. Da hun kom til sig selv, kunne hun ikke tale. Og hun kunne ikke huske, hvad hendes tre sønner hed.

”Min verden blev meget lille og handlede kun om, hvad jeg spiste, og hvem jeg var sammen med, og hvordan min krop havde det. Jeg havde mistet følelsen i hele min højre side, men af og til kom der liv tilbage. Det er lidt som at have armen viklet ind i elastikker, og man pludselig mærker noget,” siger hun.

At Jane Korsgaard i dag både kan tale, gå, omend med besvær, og spille bridge, tilskriver hun både en viljestyrke til ikke at lade sig knække samt en lyst til at bruge hjernen.

Hun er også overbevist om, at bridge har været med til at hjælpe hende med at komme så godt tilbage efter blodproppen.

Og det kan der være noget om. En ny undersøgelse foretaget af uddannelsescenteret UC Syd viser nemlig, at bridge har en positiv effekt på hjernen, og at kortspillet endda kan være med til at forebygge demens.

For seks år siden kunne Jane Korsgaard ikke huske, hvad kortspillet hed, hvad kortfarverne hed, eller at der overhovedet var fire forskellige farver. Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Bridge kombinerer komplicerede regler, strategisk tænkning og social interaktion, og de faktorer er gode for hjernen. Når man skal huske på en masse regler og kombinationer, udfordrer det hjernen, og det kan være med til at forebygge demens,” forklarer Anette Schulz.

Hun er chefkonsulent hos UC Syd og står bag undersøgelsen om bridgespillets effekt på sundhed.

”International forskning peger på, at der er en sammenhæng mellem at spille bridge og immunforsvaret. Det øger immunforsvaret. Unge mennesker, der spiller bridge, udvikler i højere grad akademisk formåen. De præsterer bedre akademisk, de er bedre til problemløsning og udvikler sociale kompetencer,” siger hun.

Når Jane Korsgaard spiller bridge, træner hun altså hjernen i at tælle, orientere sig samt tænke strategisk ved at lægge planer for de næste træk. Og så spiller hun altid med en makker, som hun både hygger sig med, og som hun skal interagere med og være på bølgelængde med, for at de kan få mest muligt ud af spillet.

”Der er en entydig sammenhæng mellem menneskers sundhed og kvaliteten af sociale forbindelser. De mennesker, der har langvarige, stabile tillidsrelationer, lever længere. Når bridge er en sport, man dyrker sammen med andre, bidrager den til at udvikle og vedligeholde sociale relationer,” siger Anette Schulz.

Og man kan da også mærke, at bridgespillerne hygger sig i Gladsaxe denne tirsdag aften.

De er et hold af letøvede, men mange har alligevel svært ved de mange komplicerede regler. Instruktøren forklarer og tegner på en tavle, inden deltagerne giver sig i kast med at spille. Tonen er let og varm, og der bliver grinet en del.

Jane Korsgaard har altid elsket at udfordre hjernen. Hun elsker at spille Trivial Pursuit, og da hun lå på hospitalet og hverken kunne læse eller tale, huskede hun, at hun havde kunnet alle 50 amerikanske stater i alfabetisk rækkefølge, så det måtte hun kunne igen. Hun lå derfor og øvede sig og øvede sig, indtil staterne sad der.

Det er kombinationen af at tælle, lægge strategi og være social, der gør, at Jane Korsgaard på 61 år ...

Det er kombinationen af at tælle, lægge strategi og være social, der gør, at Jane Korsgaard på 61 år (nr. to fra venstre) elsker at spille bridge. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Jane Korsgaard spillede også bridge, før hun fik blodproppen. Hun havde kun spillet i to år, men da hun kom til sig selv på hospitalet og påbegyndte den lange, fysiske genoptræning for at få mobiliteten tilbage i sin lammede højre side, huskede hun, at hun havde nydt at spille bridge, og at det måske kunne være med til at træne hjernen.

Hun har altid elsket at spille kort og udfordre sig selv, så bridge med de mange komplicerede regler, som man kan bruge årevis på at forstå, lå ligefor.

”Jeg elsker at regne ud og tælle. Det er derfor, jeg kan lide at spille bridge. Man skal huske kombinationer, og jeg bliver tændt af alt det med regler for meldinger og en masse tal, man skal huske,” siger hun og forklarer, at det også kommer til udtryk andre steder end bridge.

”Når jeg skal købe ind, har jeg aldrig huskeseddel med. I stedet husker jeg ord. Hvis jeg for eksempel skal købe brød, ost og mælk, husker jeg ordet BOM. Efter min blodprop husker jeg mere i billeder, så ser jeg et billede for mig af mælk, der sprøjter ud over det hele, og så ved jeg, at jeg skal huske at købe mælk.”

Efter sin blodprop lagde Jane Korsgaard ud med at spille whist, inden hun gik videre til bridge. Men hun syntes, at det var for nemt. Der var ikke nok udfordring. Anette Schulz fra UC Syd forklarer, at det netop er derfor, bridge fremhæves i forbindelse med hjernetræning.

”Det er kompleksiteten, der er god for vores hjerne. Den udfordrer os, og derfor er det ikke nok at spille sorteper. Man kan også sagtens spille whist, men i bridge handler det mere om strategi og at huske en masse kombinationer og regler. Det er derfor, det er et udfordrende spil,” siger hun.

For et år siden spillede Jane Korsgaard bridge flere gange om ugen, men det blev for hårdt. For hjernen bliver træt af at skulle lære og huske udenad. Så nu spiller hun i tre en halv time hver tirsdag, og onsdag og torsdag spiller hun whist med sine naboer.

”Jeg har opdaget, at selskabeligheden betyder meget. Jeg tænkte ikke over det før, men i år er jeg kommet til at spille med tre andre fast, og det er meget hyggeligt. Når jeg spiller whist med mine naboer, drikker vi kaffe eller vin samtidig, og vi snakker om, hvad der sker i vores liv. Det er fantastisk, at man kan lave noget så sjovt og interessant med nogle hyggelige mennesker og samtidig blive bedre i hjernen,” fortæller hun.

I dag er Jane Korsgaards mission at fortælle så mange som muligt om hjerneskaden og hendes erfaringer med at komme sig. Dem beskriver hun løbende på sin blog, og derudover har hun i år udgivet en bog om processen på forlaget Vita. Den hedder ”Når en dør lukkes, åbnes en ny”.