90-årige Rigmor: Jeg er altså ikke træt af livet endnu

90-årige Rigmor Nissen fra Rødding ser frem til et nyt år i håb om et godt helbred for familien og hende selv. For selvom hun har levet størstedelen af sit liv, er livslysten ingenlunde væk

Rigmor Nissen på 90 år skal traditionen tro fejre nytår med sine to sønner og svigerdøtre. Og som de plejer, skal de spise hamburgerryg og grønlangkål. –
Rigmor Nissen på 90 år skal traditionen tro fejre nytår med sine to sønner og svigerdøtre. Og som de plejer, skal de spise hamburgerryg og grønlangkål. – . Foto: Michael Drost-Hansen.

Hun serverer kaffe i papirtynde kaffekopper med guldkant og sart farvede blomster. På spisebordet med den røde juledug står tre fade med kager. Hele fem forskellige slags småkager er der at vælge imellem foruden kringlen, og Rigmor Nissen har selv bagt en del af dem.

De brune, velsmagende klejner har hun for eksempel selv kogt – ligesom det er hende, der har fremtryllet de store, flade ”gode råd”, der er ægte sønderjyske småkager.

90-årige Rigmor Nissen, der bor i Rødding i Sønderjylland, er på ingen måde gået i stå, skønt hun befinder sig i det, man godt kan kalde et livs efterår. Hun insisterer stadig på at lave varm aftensmad til sig selv hver dag, hun bruger computeren, blandt andet til at lægge kabaler på, og så har hun sin store familie, som hun tilbringer meget tid sammen med.

Lige inden jul var hendes yngste barnebarn på 22 år på en lille tredages ferie hos hende, hvor de hjalp hinanden med at pynte til jul og sludrede om stort og småt til sent ud på aftenen.

For et par dage siden kiggede den mellemste af hendes tre sønner, som han så tit gør, forbi på vej hjem fra arbejde.

”Det takkede jeg ham for, og så sagde han, at jeg også altid har været en god mor. Og at det var jeg stadigvæk. Så blev jeg glad sådan helt ind i hjertet,” siger Rigmor Nissen og holder den ene hånd ind til brystet, mens hun fortsætter:

”Uha, jeg elsker min familie meget højt. Jeg føler virkelig, at de viser mig rigtig meget omsorg, og hvad kan man så egentlig ønske sig mere,?” spørger Rigmor Nissen.
”Uha, jeg elsker min familie meget højt. Jeg føler virkelig, at de viser mig rigtig meget omsorg, og hvad kan man så egentlig ønske sig mere,?” spørger Rigmor Nissen. Foto: Michael Drost-Hansen

”Uha, jeg elsker min familie meget højt. Jeg føler virkelig, at de viser mig rigtig meget omsorg, og hvad kan man så egentlig ønske sig mere?”

Når det lige om lidt er nytårsaften, går ønskerne for 2017 da også udelukkende på et godt helbred for hendes familie, venner og hende selv. Det er de nære ting, der tæller i livet, og hvis næste år bare bliver ligeså godt, som alle hendes andre leveår har været, så er hendes ønsker så rigeligt opfyldt, siger hun.

Det er ellers ikke fordi, at Rigmor Nissen er blevet fuldstændigt forskånet for alt ondt i livet. Som 13-årig mistede hun sin mor nytårsmorgen og året efter sin moster, der var blevet en ny slags mor for hende. Hendes mand gennem 60 år, Jørgen, døde for otte år siden. Kun en af hendes fire søskende er stadig i live, og for tre år siden blev hun selv ramt af kræft.

”Jeg er født med den gave, at jeg altid gerne vil være positiv. Det har jeg fra min far. Sådan var han også – selvom han prøvede at miste to koner,” siger hun.

Faderen var præst i Vejby i Nordjylland, så kristendommen og det at gå i kirke har været en del af den 90-årige kvindes liv altid. Hun går stadig af og til til gudstjeneste i den lokale folkekirke i Rødding, og især da hun mistede sin mand, hjalp det hende at have en tro.

”Det giver mig en tryghed,” siger Rigmor Nissen og fortæller, at døden heller ikke er noget, hun frygter.

”Men jeg er altså ikke træt af livet endnu,” forsikrer hun.

Nytårsaften skal fejres med to af hendes sønner og deres koner. Sådan har det været altid.

”Ja, mange vælger jo ellers at være sammen med deres venner sådan en aften. Særligt når de er unge. Men mine sønner har altid gerne villet holde det her,” siger hun taknemmeligt.

Menuen kommer til at stå på hamburgerryg og grønlangkål. Ligesom den plejer. Det er en tradition, hun har med fra sine svigerforældre, der ejede den købmandsgård i Fole uden for Rødding, som hun og hendes mand senere overtog og førte videre, indtil den lukkede i 1982.

Dronningens tale skal hun naturligvis se, for hun er fornuftig at høre på, synes Rigmor Nissen. Og når klokken bliver 24 hopper alle, der kan, ind i det nye år oppe fra en stol.

”Men det gør jeg altså ikke længere,” smiler hun.

Rigmor Nissen har ellers aldrig følt sig gammel. Først efter hun for lidt over et halvt år siden faldt og fik et brud på skulderen, mærker hun, at tidens tand har sat sine spor. Men hun pylrer ikke – det er livet for kort til, og folk bliver også så trætte af at høre på dem, der altid beklager sig, siger hun.

Heller ikke da hun for tre år siden fandt ud af, at hun havde kræft, slog det hende ud af kurs. Næsten så såre kræften var opereret væk, var hun hjemme igen.

”Ja, for man skal jo videre,” siger den 90-årige dame.

Rigmor Nissen vil nødig lyde som en, der bare kan det hele, understreger hun. For også hun har bekymringer. Noget af det, som kan forurolige hende, er alle de ulyksaligheder rundt om i verden, som hun bliver bekendt med, når hun ser nyheder på tv.

”Der er så meget ondskab, som jeg ikke kan forstå. Og nå ja mig selv, hvad kan der ske mig? Men mine børn, børnebørn og oldebørn. Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvad det er for en verden, de kommer til at leve i. Men også det må man prøve at lægge fra sig. Men man kan bede for dem – det tror jeg, har betydning,” siger hun.

Mens mørket sænker sig i det lille rækkehus, og de tændte stearinlys kommer til deres ret, kan man ikke lade være at tænke på, om ikke også der er stunder, hvor Rigmor Nissen føler sig alene i det fint julepyntede hus. For selvom både familie og naboer ofte kigger forbi, er der mange timer i døgnet at fylde ud, skulle man tro. Men det er ikke sådan, Rigmor Nissen føler det, fortæller hun, mens et gammelt tikkende vægur i baggrunden minder os om, at tiden går.

”Jeg er ikke ked af at være alene. Jeg kan nemt få tiden til at gå. Jeg går jo også til højskoleeftermiddage og hører spændende foredrag. Sidst var det biskoppen fra Ribe, der fortalte om julen. Og så er der fredagscafé i konfirmandstuen – det synes jeg også er hyggeligt,” siger Rigmor Nissen, der erkender, at hun tager tingene mindre tungt og har andre prioriteringer i livet, end da hun var yngre.

”Engang kunne jeg godt have det sådan, at alting skulle være perfekt. Men det kommer lidt af sig selv, at sådan kan det ikke blive ved at være, når man mærker, at der er ting, man ikke længere kan. Og hvad betyder det egentlig også, at der er lidt støv på hylderne.”