Finn Slumstrup var jazzmedarbejder ved Morgenavisen Jyllands-Posten, da han den 11. juli 1970 fik tilstået et 20 minutters interview med det amerikanske jazzikon, pianisten og orkesterlederen Duke Ellington. Interviewet fandt sted om eftermiddagen i en pause i garderoben under scenen i Tivoli Friheden i Aarhus, hvor Duke Ellington og hans orkester gav koncert.
Duke Ellington, der af Finn Slumstrup beskrives som en af jazzens store karismatiske personligheder, var 71 år, da interviewet fandt sted. Den dengang unge skriverkarl spurgte med sine egne nutidsord om noget så åndssvagt, som hvornår Ellington havde tænkt at trække sig tilbage.
”Han havde et arsenal af standardsvar på tåbelige spørgsmål, og til dette svarede han 'retire to what?' - trække sig tilbage til hvad? For ham var musikken selve livet, og jeg har genfundet svaret i hans biografi, hvor han også fortæller, hvorfor han ikke ville trække sig tilbage fra jazzmusikken,” siger den i dag 73-årige Finn Slumstrup, der bor i Ærøskøbing på Ærø.
Han kan se tilbage på et langt arbejdsliv som højskolelærer og -forstander, informationschef i Dansk Flygtningehjælp og chef for og programmedarbejder ved DR P1. Han har tidligere været tilknyttet Kristeligt Dagblad som klummeskribent og har skrevet en række bøger, også om jazz, senest ”Dér, hvor ingen andre er. En fortælling om Kirkens Korshær”, der udkom på forlaget Unitas i 2012.
Men Finn Slumstrup bliver også ved. Han har blandt andet været medinitiativtager til borgerbevægelsen Oprør fra Udkanten og formand indtil for nylig for Grænseforeningen og er aktiv som foredragsholder i hele landet.
Men tilbage til interviewet med Duke Ellington, der fascinerede ved på den ene side at have en boheme-charmerende udstråling på scenen, men på tomandshånd tydeligt gav indtryk af at være en mand med en enestående disciplin. Det var cancer, der tvang ham til at holde op med at spille, kort før han døde i maj 1974.
”I interviewet med Ellington borede jeg videre og stillede spørgsmålet om, hvordan han, der havde skrevet flere end 1000 kompositioner, kunne blive ved at blive inspireret. Hans svar lød: 'I don't need inspiration, I need a deadline' - jeg har ikke behov for inspiration, jeg har behov for en deadline. Der skal altså stilles en opgave, som skal være færdig på et bestemt tidspunkt - det kunne jeg godt lide,” siger Finn Slumstrup og fortsætter:
”Jeg har tænkt på det for mit egen vedkommende. Vi har vel alle sammen dage, hvor man tænker 'åh nej', og hvor man skal trække sig selv op ved hårene. Men af Ellington lærte jeg, at hvis man beskæftiger sig med noget, som man virkelig synes er væsentligt, har man også en forpligtelse til at gøre noget ved det.”
”Det er mit livs store privilegium, at det er lykkedes for mig at beskæftige mig med noget væsentligt i min tilværelse - lige fra jeg var ung højskolelærer i 1966 og til den dag i dag. Jeg har altid gerne villet udfolde store anstrengelser for at få et liv uden det meget skarpe skel mellem arbejde og fritid, som var meget dominerende, da jeg voksede op, og som stadig til en vis grad er det. Det skel var meget ulykkeligt, syntes jeg, så det ville jeg gerne bekæmpe. Og det er et af mit livs store held eller kunststykker, at det er lykkedes.”