Jeg har pligt til at hjælpe min gamle mor

Et harmonisk multireligiøst samfund forudsætter, at alle parter er enige, om at lovene er sekulære, mener ...

Et harmonisk multireligiøst samfund forudsætter, at alle parter er enige, om at lovene er sekulære, mener Ricardt Riis. Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

Men det betyder ikke, at hun skal flytte ind, eller at jeg skal skifte ble på hende, mener Nina Wegner fra Horsens

Nina Wegner beskriver det selv som at blive ramt af en lille tsunami. I 2010 begyndte det at gå voldsomt ned ad bakke for hendes mor, Gerda, som indtil da havde klaret sig alene i sin andelsbolig i Grenaa. Men moderen blev tiltagende fysisk og psykisk svag og var ikke længere så selvkørende og omgængelig. Det blev klart for Nina Wegner og hendes tre søstre, at deres mor ikke kunne blive ved med at bo i rækkehuset, men hvad der skulle ske, og hvem der skulle tage ansvaret for moderen, var ikke helt klart i begyndelsen. Hun kunne i første omgang ikke blive visiteret til en beskyttet bolig.

I den fase, hvor vi skulle finde ud af, hvad der skulle ske med min mor, var jeg bange for, at det skulle vælte mig i mit eget liv. Jeg havde angst og kunne ikke sove om natten, fordi jeg var i tvivl om, hvad vi skulle stille op, og fordi det tog så mange kræfter. Min mor var på det tidspunkt svær at have med at gøre, fordi hun havde så forfærdelig mange smerter.

Det var særlig svært, fordi vi søstre bor i forskellige ender af landet og egentlig ikke plejer at ses så meget ud over til jul og påske. Vi har været vant til at have forældre, der kunne klare sig selv. Derfor er det også mærkeligt at være et meget voksent barn, der pludselig skal træffe beslutninger for sin mor, tilføjer hun.

Nina Wegner er 57 år og bor i et parcelhuskvarter i Horsens med sin mand, Willy. Deres voksne søn bor i København. Hun arbejder som bibliotekar på Horsens Bibliotek og har de seneste syv år haft en personlig blog, Bogkatten.blogspot.com, hvor hun på en side på nettet skriver om sit liv. Hendes mor, Gerda, har fået sin egen kategori på bloggen, fordi de seneste års op- og nedture med hende har fyldt meget.

Det endte med, at Nina Wegner tog hovedansvaret for at hjælpe sin mor. Først med at flytte til en privat stiftelse for ældre kvinder i Horsens og siden videre på plejehjem i samme by. Kort inden Gerda begyndte at skrante, var Nina Wegners svigerfar død. Han boede i København, men nåede at flytte på plejehjem i Horsens, så familien lettere kunne se til ham.

LÆS OGSÅ: Samvær med familien er blevet et tilvalg

Men det blev alligevel et sørgeligt forløb. Og jeg tænkte, at jeg ville kunne gøre det bedre med min mor. Jeg ville være der noget mere, hver dag, hvis det kunne hjælpe noget. Det blev mig, der tog ansvaret for min mor, fordi jeg lige havde været igennem det med min svigerfar, og fordi jeg følte, det var mig, der havde mest overskud til at tage mig af det. Og så var jeg tættest på rent geografisk.

Det har dog ikke været let for Nina Wegner at handle og vælge på sin mors vegne. For et år siden begyndte hendes mor at vise tydelige tegn på demens.

Det sværeste er, at man er bange for at begå overgreb og at træffe beslutninger på sine forældres vegne. De har selv haft en mening om alting og været vant til at bestemme selv. Den periode, hvor erkendelsen af demenstilstanden blev mere og mere klar for os alle, var svær, fordi Gerda klart følte utryghed og tab af kontrol. Hun var vred og følte, at vi konspirerede og talte bag hendes ryg, og det har været rigtig hårdt.

Derudover har det krævet mange kræfter at arrangere moderens liv. Finde en egnet bolig til hende, få hende til lægeundersøgelser og generelt sørge for, at hun fik den nødvendige hjælp.

Jeg er heldig, at min arbejdsplads har været så fantastisk og har givet mig mulighed for at hjælpe min mor. Jeg tror, mange ville komme i klemme over for eksempel at bruge lang tid på hver eneste dag at komme igennem på telefonen til det offentlige. Jeg vil gerne være med til at kæmpe for, at voksne børn kan få omsorgsdage til at tage sig af deres gamle forældre, siger hun.

Nogle mener, at man skylder sin familie alt. Men spørgsmålet er, hvad det betyder i praksis. En undersøgelse, analyseinstituttet YouGov har lavet for Kristeligt Dagblad, viser, at 88 procent af de adspurgte mener, at man har pligt til at tage sig af sine børn og sin ægtefælle. Men når det kommer til forældre, voksne søskende og fætre og kusiner daler loyaliteten. 37 procent mener, at man har pligt til at tage sig af dem.

Nina Wegner er ikke i tvivl om, at hun føler en pligt til at tage sig af sin mor.

Jeg har pligt til at sørge for, at min mor trives bedst muligt, men jeg ville ikke kunne klare det her, hvis ikke der var et offentligt system, der kunne hjælpe. Så ville jeg ikke kunne passe mit arbejde. Jeg føler mig forpligtet til, at hun har en så optimal livskvalitet som muligt. Men jeg mener ikke, jeg har pligt til at tage mig af plejedelen og for eksempel skifte ble på min gamle mor. Det vil jeg have en aversion imod. Så min pligt er en overordnet pligt til at have styr på tingene, mener Nina Wegner.

Hun forstår godt, når folk i undersøgelsen føler større forpligtelse for at tage sig af børn end forældre. Dengang i 2010 da hendes mor for alvor blev syg, beskrev hun i nogle blogindlæg, hvordan hun følte irritation og modvilje over for opgaven, og at det fyldte hende med dårlig samvittighed, at hun hellere ville passe sit sjove arbejde end sin mor.

Der er ingen tvivl om, at omsorgen for små børn er mere glædesfuld. Der er ingen fremtid i ældreomsorg. Vi er vant til, at vi bliver raske igen, efter at vi har været syge, men sådan er det ikke med gamle forældre. Min søn har nogle gange sagt til mig, at jeg lige så godt kan lære det, at det ikke bliver bedre. Det kan være svært at bevare humøret.

Nogle familier vælger at bo flere generationer under ét tag for at kunne hjælpe hinanden. Men den løsning har ikke været på tale i Nina Wegners familie.

Nej, det har vi ikke overvejet. Boligen er ikke stor nok, og vi vil helt ærligt ikke kunne holde det ud. Jeg synes, det ville være for belastende at have min gamle mor boende 24 i timer i døgnet. Og så vil jeg gerne være fri for at tage mig af den fysiske personlige pleje af hende. Sådan noget med at klippe negle på hende det kan jeg simpelthen ikke. Det, som man synes er det rigtige for én familie, er det ikke nødvendigvis for den anden. Det er vigtigt at bevare livskvaliteten, og kan man ikke holde forsørgerrollen ud, må man finde en anden løsning.

Nina Wegners mor lever stadig, men er nu kommet på plejehjem i Horsens. Hun er meget svag, men kan alligevel høre og forstå en del. Nina Wegner besøger hende to-tre gange om ugen.

Jeg føler en forpligtelse til at se hende tit, fordi hun er min mor. Det giver også mig selv noget, og jeg er glad, når jeg tager derfra. Tidligere følte jeg en kæmpe frustration, men nu er vi kommet ud på den nemme side. Jeg vil sige, at min mor har tilpasset sig sin tilværelse. Hun siger selv, at det ikke kan være anderledes.