I ethvert menneskes liv er der mærkedage. Hvem husker ikke sin egen fødselsdag? Eller bryllupsdag? Måske sølvbryllup, kan hænde guldbryllup? Jo højere vi kommer op i aldersrækken, desto flere mærkedage.
Det kan lige så vel være en tilfældig glædelig begivenhed, som fik afgørende betydning - begynd selv at tænke efter - eller den dag, hvor en stor sorg afbrød dagenes trygge forløb.
Jeg er i udpræget grad dato- og årstalsbevidst. Denne bevidsthed beriger min erindring. Således også i dag, hvor denne klumme bringes, den 28. april 2015.
Det er denne dato 75 år siden, jeg blev døbt i Thyborøn Kirke søndag den 28. april 1940. Det er naturligvis temmelig ligegyldigt for avisens læsere, men jeg skriver derom, fordi det er en anledning til at belyse dåbens betydning. Og det er min erfaring gennem mange år som præst, at det er et anliggende, som i høj grad berører især ældre mennesker. Hvad har jeg at holde mig til, nu hvor livsdagene går mod slutningen?
Når anfægtelser og tvivl stormer mod troen, er det godt at erindre sin dåb. Frem for nogen har Martin Luther haft sin tilflugt i den vished, at ”jeg er dog døbt”.
Han vidste af erfaring, at hans tro var skrøbelig og altid udsat for angreb, så den kunne han ikke bygge på. Hvis man gør sin egen tro, åndelige erfaringer og oplevelser til forudsætning for dåbens gyldighed, bliver man spæret inde i sig selv, fordi man ikke møder andet end sig selv.
Sagt med et markant Luther-citat: ”indkroget i sig selv”. Det var Luthers forvisning, at dåben bygger ikke på ”min tro”. Det forholder sig lige modsat: Min tro bygger på dåben. Tro er at holde sig til Guds ord og løfter og leve i frimodig tillid hertil. Derfor er det livsaligt at være forankret den vished: ”Jeg er dog døbt!”. I den betydning er enhver kristen dåb barnedåb, uanset alder. Den treenige Guds handling i dåben kommer altid først. Den er fundamentet, den urokkelige klippegrund.
Erik Jensen, biskop over Aalborg Stift 1950-1975, fortæller: ”Når jeg undertiden standser op ved den gamle kirke i Helligsø i Thy og står ved dens gamle døbefont, er det mig umuligt at befri mig fra den forestilling, at der her er sket noget aldeles afgørende med mig. Det var ikke bare sådan, at der her blev stillet mig et eller andet i udsigt, som jeg skulle få adgang til, når jeg engang blev voksen og ville være moden nok til personligt at tage stilling dertil og sige ja dertil. (“) Nej, menigheden bekender, at han gjorde mig til sit barn, virkelig og for alvor, i denne dåb. (“) Tre gange har jeg sammen med min kone stået og set ned i en vugge på et barn, vi havde avlet sammen, og hver gang har jeg vidst, at jeg ville elske det - uanset hvad det bar i sig, og uanset hvilke sorger eller glæder det ville bringe mig - til mine dages ende. Og alene dette meget skrøbelige vidnesbyrd forhindrer mig i at forsøge at fastsætte grænser for den evige Guds kærlighed og almagt - ikke mindst da efter at jeg har lært Jesus at kende.”
(Fra bogen ”Dåben. En studiebog”, 1962, side 45-47.)
Mit hjertes gehør siger mig, at her lyder der djærv og troværdig tale!
Nu til sidst kalder jeg på Grundtvig, som altid har noget godt at sige, både til trøst og til glæde. Jeg tænker på salmen ”Sov sødt, barnlille!” (Salmebogen nummer 674). Læs den og nyn den! Vers to og syv i salmen er nok de mest brugte vers ved barnedåb i kirken - og med rette.
Grundtvig skrev salmen i 1844, hvor han var inde i en dyb depression og åndelig krise. Den barnlille, der tiltales i salmen, er den da 60-årige salmedigter selv. Han ser tilbage til sin dåb, og i den forstand er han stadig at ligne ved det lille barn, som da han blev båret til dåben:
Gudsfingrene grande
slog kors for din pande,
Guds Enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade;
nu kan i din dåb
med saligheds håb
din sjæl og dit hjerte du bade.