Julesorgen blander sig med glæden i juledagene

Juledagene kan være tunge at komme igennem, for midt i glæden er også sorgen, når vi tænker tilbage på dem, der ikke længere er iblandt os

"Julesorgen kan ramme som et lyn midt i en fredelig stund, og den glade jul kan forekomme meningsløs."
"Julesorgen kan ramme som et lyn midt i en fredelig stund, og den glade jul kan forekomme meningsløs.".

De færreste kommer igennem juledagene uden julesorgen. Jeg tænker selvfølgelig på seniorer og andre voksne, der har levet i en årrække og oplevet at miste. Sin elskede, et barn, en far eller mor, en nær slægtning eller ven.

Man håber for alle, man kender, at den sorg og smerte, der følger med et tab af en kær, nær person, kommer sent i livet. Det er under alle omstændigheder brutalt og voldsomt, når der rives nære bånd over, og det ufattelige sker, at en elsket person fra det ene øjeblik til det andet ikke er der mere. Giv mig bare et øjeblik til, ved jeg, mange tænker og føler i de minutter og timer, der følger lige efter et dødsfald.

Men døden med sin ”istap-hånd” standser åndedrættet i et menneske. Kroppen bliver livløs, og der er ikke mere fælles tid.

Det er vores kloge salmedigter N.F.S. Grundtvig, der har givet os dette billede i sin storladne salme ”At sige verden ret farvel” (nummer 538 i Salmebogen), og mange har smerteligt måttet erkende, at istap-hånden gjorde forskellen på liv og død.

Døden er et grundvilkår i vores liv, men det betyder kun sjældent, at vi også har en accept af det. Vi ved, at vi skal herfra, siger mange mennesker, det er det eneste sikre i livet, tilføjes det, men for de fleste er livskraften så stærk, at disse ord næsten er ubegribelige. Ja, måske ved vi det med vores hjerne, erfaringen har lært os det, men vi ved det da slet ikke med vore følelser og hjerte.

Det er også Grundtvig, der har givet os ordet ”julesorg”. Han slutter sin julesalme ”Velkommen igen, Guds engle små” (nummer 99 i Salmebogen), hvori der er klingrende frost og engle, der vandrer op og ned ad salmens tonestige, med bønnen: ”Vor Fader i Himlen! lad det ske/ lad julesorgen slukkes!”

Julesorgen. Ja, på mange måder er det jo et meget mærkeligt ord. Her er vi netop i fuld gang med den store julefest, omgivet af familie og julegaver og julefred og julebarn og med den usigelige glæde som midtpunktet: glæden over barnet i krybben - og så lærer vi ordet julesorg at kende. Og det sætter tankerne i gang. Udtrykket har da også været genstand for mange forskellige udlægninger. Måske havde det noget at gøre med, at Grundtvig var bedrøvet og bekymret over tidens kirke og kristendom, og at han følte en sorg over den udvikling. Men i dag lægger vi nok oftest noget andet i det.

For mennesker, der har mistet, kan netop julen være en særlig svær tid at komme igennem. Blandingen af glæde og sorg kan være tung at bære. På den ene side børnenes forventning, alle lysene, den opstemte hverdag fuld af forhåbninger, det hemmelighedsfulde smil, der bærer på viden om en overraskelse, familiesammenkomsterne med tid til nærhed, og så på den anden side fravær.

Tankerne og erindringen går tilbage til dem, vi har mistet, savnet træder frem med ny styrke, og menneskers sorg og livsangst trænger sig særligt på i juletiden. Netop fordi tiden er forbundet med så megen hengivenhed og varme.

Julesorgen kan ramme som et lyn midt i en fredelig stund, og den glade jul kan forekomme meningsløs. Juledagene har for hver enkelt familie et særligt mønster, en særlig stemning, nogle særlige traditioner. Tingene skal gøres på den samme måde, og ritualerne følges. Men der mangler måske en, og så er alting forandret. Savnet tager magten.

Selma Lagerlöf skriver så smukt i en af sine Kristuslegender om den gamle farmor, der gik bort. Og om den store sorg, det var, da hun døde: ”Det, jeg mindes bedst, var det store savn efter hende, da hun var væk”.

Og netop følelsen af savn, tror jeg, er stærkt forbundet med julesorgen. Der er noget, der er forsvundet ud af ens liv. For altid.

Slægt skal følge slægters gang, synger vi med B.S. Ingemann i det, der er danskernes foretrukne salme: ”Dejlig er jorden” (nummer 121 i Salmebogen). Det kan man ikke gøre uberørt hverken i julen eller ved en begravelse, hvor vi netop må erkende, at sådan er vilkårene.

Derfor er det også så ubærligt, når døden slår uventet ned. Det år, vi snart forlader, har været alt for fuldt af netop den uventede død, og denne jul måtte tankerne blandt andet gå til de mange unge ofre for terroren i Paris i november, og til deres efterlevende, forældre med en utrøstelig sorg.

Vi har en forunderlig og storslået salmeskat, som vi i både glade og sorgfulde stunder kan læne os op ad. Salmerne er umistelige, og de er fulde af genialitet og begavelse. I et smukt øjeblik kan de tage os fra mørket til lyset, støtte os og hjælpe os med at gå i livets retning.

Grundtvig ved, hvor meget sorg og hvor meget lidelse der findes i verden og i livet, og vi ved alle, at tilværelsen kan være ubærlig svær for mennesker, selvom vi ikke altid forstår det. Derfor beder Grundtvig om, at alle bare én gang ”før vore øjne lukkes” må opleve, at Himlens port åbner sig. Gerne en julenat. Det ville slukke julesorgen.