”Kærligheds og sandheds ånd skal gives videre”

For missionær og pastor emeritus Leif Munksgaard er Grundtvigs ord i pinsesalmen ikke kun for kristne, men for alle

"Grundtvig giver udtryk for, at kærlighedens og sandhedens ånd ikke kun er for kristne, men også for alle andre," fortæller Leif Munksgaard.
"Grundtvig giver udtryk for, at kærlighedens og sandhedens ånd ikke kun er for kristne, men også for alle andre," fortæller Leif Munksgaard.

Kærlighed, religion og fredelig sameksistens, hvor man kerer sig om sin næste.

Det er helt centrale elementer i livet for 72-årige Leif Munksgaard, der er mangeårig missionær og nu pastor emeritus.

De tre elementer omsluttes ifølge ham i Grundtvigs pinsesalme ”Kærligheds og sandheds Ånd”, der har fulgt ham lige siden konfirmationsforberedelsen hos den lokale præst i hjembyen Struer.

”Når man har været missionær, som jeg har, er sætningen 'kærligheds og sandheds ånd, som sammenknytter jord og himmels hjertebånd' simpelthen fantastisk. Grundtvig giver udtryk for, at kærlighedens og sandhedens ånd ikke kun er for kristne, men også for alle andre. Salmen skaber en kærlighedsflamme for én selv, men den rækker så sandelig også ud til andre,” siger han.

Store dele af Leif Munks-gaards liv har i høj grad stået i den tværreligiøse samtales tegn. Ikke mindst en forståelse mellem kristendom og islam ligger Leif Munksgaard på sinde, og han har været involveret i dette religionsmøde, længe før det kom til at udgøre en udfordring for alle.

Han har nemlig været missionær i Mellemøsten i 30 år i lande som Libanon, Bahrain og Kuwait.

Desuden har han arbejdet med mission og dialog blandt indvandrere herhjemme. I mødet med andre religioner har den mangeårige missionær altid stået fast på sin tro og samtidig forsøgt at give den videre til andre. Og her rammer Grundtvigs salme ifølge Leif Munksgaard noget meget væsentligt i forhold til det:

”I samtalen med andre når man missionerer, tager man jo afsæt i det, man selv tror på. Og her mener jeg, at den her salme er væsentlig, fordi den siger noget om, at kærlighed og sandhed er ånd, som skal gives videre, og som skal omslutte fællesskabet. Jeg mener, man skal turde at give det, man tror på, videre til andre, da mange vil opleve, at det kan være livsberigende at tro.”

For Leif Munksgaard er det også meget vigtigt for sammenhængskraften i et samfund, at man kan række ud efter sin næste i kærligheden. Og her kan han heller ikke lade være med at tænke på det dobbelte kærlighedsbud som nogle ord, der tæller for ham:

”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl - og din næste som dig selv.”