Der er gammeldags kyllingesteg og agurkesalat og kogte kartofler og brun sovs. Og der er rabarbertærte til dessert lavet på speltmel, fordi en af damerne ikke kan tåle hvede. Der er også både rød- og hvidvin, og klokken er 12 en almindelig onsdag i Klarup i Himmerland.
Selskabet har varieret over årene, nogle er flyttet, nogle er faldet fra, nogle er døde. Andre har været med fra begyndelsen. I dag er de syv kvinder samlet for Gud ved hvilken gang. Præcis hvornår kvindeklubben startede, fortoner sig i historien, men det var i hvert fald i begyndelsen af 1970’erne, da kvindeoprøret tordnede.
”Der var en i min vennekreds, der sagde, at det kunne være sjovt at lave sådan en gruppe, og så var vi nogle stykker, der begyndte at mødes en gang om måneden. Sådan startede det, og så læste vi bøger og inviterede nye medlemmer med efterhånden. Kvindesagen kom lidt af sig selv, for det var jo det helt store emne dengang,” siger Kirsten Brøgger på 76 år.
Kvindeklubben, som de seks kvinder om bordet sådan rent formelt kalder sig, består i den nutidige konstellation foruden Kirsten Brøgger af Birte Holm Nielsen på 78 år, Ingrid Bundgaard på 77 år, Annelise Karlsmose på 79 år, Inge-Lise Jensen på 80 år, Elli Fynbo på 69 år og Vibeke Brisson på 79 år. De mødes en gang om måneden og diskuterer en bog, de alle har læst på forhånd.
I begyndelsen var det kvindesagsbøger, de læste og diskuterede, siden er spektret udvidet til også at omfatte mandlige forfattere og mange andre emner. Faktisk er det mange år siden, de har læst Suzanne Giese og Bente Clod. I dag burde de også have læst en bog, men på grund af en misforståelse er det ikke sket, og i stedet fortæller Kirsten Brøgger lidt om en bog, hun lige har læst; Merete Pryds Helles ”Folkets skønhed”. Der bliver livligt diskuteret ud fra en af de scener, hun beskriver.
Damerne kender hinanden på kryds og tværs og er kommet med i klubben over årene, men selvom de deler meget private ting med hinanden, tøver de med at kalde hinanden for veninder, og der er for eksempel flere, der bliver overraskede denne eftermiddag over at finde ud af, at nogle af kvinderne er skilt.
”Det her er lidt noget andet. En veninde er mere privat. Man kan måske godt sige, at vi er veninder, men det er på en anden måde, og selvom vi deler så mange ting, er der også en vis afstand,” forklarer Birte Holm Nielsen.
”Vi snakker om ting, der betyder noget. Det er ikke bare fjollede ting. Vi taler om bøger og får diskussioner om samfundet, og så taler vi også privat. Det er lidt svært at forklare, men bøgerne fungerer som rammen for at mødes,” siger Kirsten Brøgger.
”Det betyder noget, at vi har det indholdsmæssige tilfælles og gerne vil snakke om nogle emner, at vi ikke bare er en flok veninder, der mødes. Man udvider sin horisont, også ved at vi ikke behøver at have samme holdninger,” siger Birte Holm Nielsen og fortæller leende, at diskussionen sommetider går så vildt for sig, at medlemmer mere eller mindre har forladt klubben, fordi de var uenige.
Kvinderne er enige om , at det nok ligger til deres generation ikke at have mange fortrolige. At man holder mere på grænsen ved, hvad der er privat og ikke privat. Og fordi de taler om personlige ting, er klubben for de seks kvinder uvurderlig.
”Vi har kendt hinanden så længe, at vi kan have alderdommen på os og tale om de ting, der er svære,” siger Ingrid Bundgaard.
”Og man skal ikke skamme sig over det, hvis man sidder og tuder,” supplerer Vibeke Brisson.
Hendes storebror blev for et par år siden ramt af demens, og det har taget hårdt på hende. Derfor fortalte hun ikke bare om sine tanker til klubben, men holdt et oplæg om demens for de andre for et par gange siden. På den måde blev det temaet for et af møderne, og foruden at kvinderne kunne tale om demens på et samfundsmæssigt plan, kunne de også dele deres egne erfaringer og holdninger til emnet. Og det er vigtigt for dem, at der er plads til begge dele.
”Hvor kan man ellers gå hen og snakke om de ting, der tynger? Jeg går jo ikke til mine børn, hvis jeg vil snakke om min mand. De skal ikke bekymre sig om den slags,” siger Kirsten Brøgger.
”Jeg kan godt sige, at jeg ikke ville tale med nogen om de ting, vi taler om her, hvis jeg ikke havde klubben,” siger Ingrid Bundgaard.
Da klubben startede dengang i 1970’erne, var kvindebevægelsen et fast omdrejningspunkt for klubben. Kvinderne var dengang i 30’erne, og de havde mand og børn. De stod midt i orkanen; det var deres generation, der skulle frigøre sig. Men hvor deres fæller brændte bh’er og tog på ø-lejr, foregik kvinde-frigørelsen mere tæmmet inden for kvindeklubben.
Kirsten Brøggers mand arbejdede som arkitekt og havde sin egen tegnestue i forlængelse af parrets hjem. Hun kom ud af en familie på seks børn, og det var ikke alle, der kunne få en uddannelse. Så hun lærte sig selv at skrive på maskine og blev sekretær i tegnestuen.
”Da kvindesagen kørte, handlede det meget om at få en uddannelse. Jeg kunne godt tænke mig at blive sygemedhjælper, det havde jeg været, før vi blev gift, og jeg havde været så glad for det. Engang efter jeg var kommet hjem fra et møde i kvindeklubben, sagde jeg til Poul, at jeg ville have en uddannelse. Så sagde han: ’Ja, så sælger jeg forretningen’,” forklarer Kirsten Brøgger.
”Det var da hårdt sagt,” siger Birte Holm Nielsen.
”Det var da en kærlighedserklæring. Det var jo et mand-kone-foretagende, og han kunne ikke undvære dig,” siger Annelise Karlsmose.
Kirsten Brøgger blev i tegnestuen, som fortsatte til parrets pension i begyndelsen af 2000’erne.
”Jeg har mange gange revet ham det i næsen, at jeg ikke fik den uddannelse, men han siger, at det betød så meget for ham, at det var mig, der tog beskeder. Jeg havde jo lyst til at prøve det andet, og kvindesagen sagde jo, at jeg ikke skulle blive for min mands skyld. Men jeg ville jo også gerne have en familie,” forklarer hun.
”Jeg kan godt forstå, at du synes, du ikke har fået en uddannelse, men det har du jo på en måde. Jeg var også i smedjen med min mand, og så hed det medhjælpende hustru. Det var virkelig et træls udtryk,” siger Elli Fynbo.
”Men der kom da et oprør med noget godt,” påpeger Birte Holm Nielsen.
”Det var, da Annelise spurgte dig, hvad du fik i løn.”
”Det er rigtigt! Annelise blev ansat på tegnestuen til at lave regnskab, og vi sad ved siden af hinanden. Hun spurgte, hvad jeg fik i løn, og jeg svarede, at jeg ingen løn fik, for jeg var medhjælpende hustru. Så sagde hun, at jeg var løntrykker. Derfor sagde jeg til Poul, at jeg ikke ville være løntrykker, og så fik jeg løn. Det var rigtig godt, for ellers havde jeg jo ikke haft min pension i dag,” siger Kirsten Brøgger.
”Dengang tænkte man jo også, at nåh ja, det går i samme kasse. Men samfundsmæssigt fik det jo en betydning,” siger Elli Fynbo.
”Også for ens eget selvværd,” supplerer Birte Holm Nielsen.
”Og jeg blev vant til, at jeg bare kunne gå ud og købe en kjole, jeg behøvede ikke at spørge om lov,” siger Kirsten Brøgger.
Mens kaffen serveres , taler kvinderne om forskellen på deres mødres generation, deres egen og de yngre kvinders. Hvor deres mødre gik hjemme og passede børnene og sommetider ikke kunne forlade en svær ægtemand, fordi der ikke var nogle reelle muligheder for en kvinde med børn, var de selv med til at komme ud på arbejdsmarkedet, og i dag behøver man ikke, som tilfældet var for Vibeke Brisson i 1960’erne, at være gift for at få en lejlighed. Men selvom kvinderne har kendt hinanden i mange år, kender de ikke hinandens mænd. For fra begyndelsen har mændene været bandlyst fra klubben.
”Vi taler på en anden måde, når mændene ikke er der,” forklarer Kirsten Brøgger.
”Vi trænger også til at sige noget selv og ikke bare høre på mændene. Det var jo det, der begyndte det hele,” siger Ingrid Bundgaard.
”Vi er også meget forskellige, mænd og kvinder, i vores opfattelse af tingene,” siger Elli Fynbo.
”Ja, og man vil måske gerne snakke med sin egen mand om de ting, vi snakker om her, men jeg vil nødig snakke med de andre mænd om de ting,” siger Inge-Lise Jensen.
”Jeg er i en anden studiekreds, og der er det mændene, der kører løbet. Det nyder jeg da, så sidder jeg og strikker, men her snakker vi jo om ting, der betyder noget for os,” siger Kirsten Brøgger.
”Ja, og så er der jo også nogle gange, hvor der er noget med vores mænd. Hvis de nu er lidt trælse, vil vi jo gerne snakke om det, og det skal de ikke sidde og høre på,” siger Elli Fynbo, og alle ler.
Der bliver sat chokolade på bordet, og snakken fortsætter livligt. Ofte må kvinderne have en ordstyrer for at få et ord indført. I dag går det mere roligt for sig, men da snakken pludselig falder på OL, bliver det svært at skille stemmerne fra hinanden. Det er måske meget typisk for et kvindeklubmøde.
