Kvindeliv gennem tre epoker

Erindringer 89-årige Gunhild Hansen har levet et helt almindeligt dansk kvindeliv. Men hendes generation er ekstraordinær. Ingen har før oplevet tre historiske epoker i ét liv. Nu har hun skrevet en selvbiografi

Som ung drømte Gunhild Hansen om at se verden og om at kunne bruge sit kunstneriske talent. Begge dele er lykkedes, idet hun jævnligt rejser til Færøerne, hvor hendes datter og svigersøn bor. Her dyrker hun sin store passion for maleriet. –
Som ung drømte Gunhild Hansen om at se verden og om at kunne bruge sit kunstneriske talent. Begge dele er lykkedes, idet hun jævnligt rejser til Færøerne, hvor hendes datter og svigersøn bor. Her dyrker hun sin store passion for maleriet. –. Foto: Lars Aarø/Fokus.

En sommersøndag i 1941 trasker en træt 19-årig pige hen ad vejen mod Nyborg. Hun trækker en punkteret cykel med sig. Bedst som hun trampede af sted syv-otte kilometer fra byen, lød der nemlig et højt brag, og hendes bagdæk revnede. Mismodigt måtte hun erkende, at hun umuligt kunne nå dagens sidste færge til Sjælland klokken 16.

LÆS OGSÅ:
Selvbiografier er rettet mod fremtiden

Måske var det også lidt dumdristigt at ture rundt på den måde fra Brønderslev over Viborg, Esbjerg og Ollerup bare for at få set lidt på vejen til sin nye plads i Saltrup på Sjælland uden lappegrej og penge på lommen. Men Gunhild Hartmann, som pigen hedder, havde et brændende ønske om at se verden og opleve noget. Hun ville have det hele med.

Nu var gode råd dyre. Cykelsmeden holdt søndagsfri, Gunhild kendte ikke et øje i Nyborg, og hvor skulle hun dog overnatte? Men heldet var med hende: En venlig dame inviterede hende hjem på aftensmad, husly og morgenkaffe og gav hende endda en madpakke med på rejsen næste dag.

Ja, heldet følger de tossede, smiler Gunhild syv årtier senere. Hun hedder nu Hansen efter sin afdøde mand.

Heldet følger de tossede. Det er hendes valgsprog, selvom hun nu slet ikke virker så tosset, den venlige hvidhårede dame. Når Gunhild Hansen ser tilbage på de 89 år, der er gået, siden hun kom til verden, kan hun sammenfatte det med bare tre små ord: et dejligt liv. Og Erindringer fra et dejligt liv er også titlen på den lille bog, hun netop har fået udgivet på forlaget JB Historie.

Gunhilds liv ligner mange andre jævnaldrende danske kvinders. Hun er født på en større gård i Vendsyssel som den yngste i en børneflok på seks. Der var altid mindst syv karle til bords i folkestuen, så der var nok at se til både for fru Hartmann, hendes døtre, kokkepigen og stuepigen. Der skulle syltes, bages og slagtes og fyres op i de mange kakkelovne i et væk, og det store hus med de mange værelser havde hverken elektrisk lys eller indlagt vand, da Gunhild var lille.

Hun kom ud i sin første plads, da hun var 18 år det var på Barritskov Gods ved Horsens og siden var hun pige både på landet og i byen, før hun mødte sin mand og blev gift i 1946. Hun har været hjemmearbejdende det meste af sit voksenliv, født tre børn, fået syv børnebørn og siden fem oldebørn og bor nu i et hyggeligt lille rækkehus i Virklund ved Silkeborg. Hendes liv er på en gang unikt som ethvert menneskes liv, og dog samtidig helt igennem generationstypisk.

Og det er faktisk det interessante, siger Gunhild Hansens forlægger, Jan Baltzersen.

Det helt særlige ved mennesker som Gunhild Hansen og hendes jævnaldrende er, at de som den første generation nogensinde har levet over tre historiske epoker. De er født i landbrugssamfundet, opvokset i industrisamfundet og lever nu i informationsalderen. Ingen anden generation har nogensinde oplevet så store samfundsforandringer i løbet af livet, og derfor er deres historier vigtige at fortælle, siger han.

Han har selv en baggrund som historiker og synes derfor, at biografier som Gunhilds er både vigtige og interessante vidnesbyrd om samfundsudviklingen i det 20. århundrede. Selv er Gunhild Hansen dog aldeles uimponeret.

Jeg har ikke noget at beklage mig over, siger hun om sit lange liv.

Tilværelsen kan jo byde på både godt og mindre godt, men når man har et lyst sind og tager tingene, som de kommer, så ordner alting sig i reglen på bedste vis. Selvom hun flere gange har været ude for ulykker, er kommet alvorligt til skade med ryggen og har haft en lille blodprop i hjernen, er hun er sluppet heldigt fra det hele. Nu bor hun som enke et hyggeligt sted med gode naboer, og der er altid nogen, der kommer hende til hjælp, når hun har brug for det. For som hun siger: Heldet følger de tossede.

Som ung drømte hun om at se verden, ikke kun mellem Brønderslev og Nyborg, og om at bruge sit kunstneriske talent. Og skønt hun gik ud af skolen efter syvende klasse og blev gift i en alder af 24 år uden at have fået anden uddannelse end et højskoleophold på Askov, så er begge dele faktisk lykkedes for hende.

Hendes mand solgte smørmaskiner på det internationale marked, og hun kunne derfor følge med ham til fjerne lande. Hendes datter, der er gymnasielærer, har i mange år været gift med en præst på Færøerne.

Det giver Gunhild mulighed for at forfølge begge sine ungdoms drømme på én gang: Selv nu i sin fremskredne alder rejser hun jævnligt op til de tågede øer i Nordatlanten, og der dyrker hun sin store passion: Hun maler det færøske landskab med havlys over fjeld og fjord, og det gør hun så talentfuldt, at hendes malerier bliver optaget på censurerede udstillinger.

Og nej, der er ingenting i livet, hun har fortrudt, og ikke noget, hun ville gøre om.

Hvad skulle det dog være, spørger Gunhild Hansen med oprigtig undren.

Den 4. januar 2012 fylder hun 90 år.