Landsbylægen betragter patienterne som sine venner

I 40 år har Hanne Kampmann drevet privat lægepraksis i Bording vest for Silkeborg. Den 71-årige læge holder af sit arbejde, hvor alle dage byder på nye oplevelser

Hanne Kampmann har været praktiserende læge i 40 år og har ingen planer om at stoppe. Huset i Bording i Midtjylland rummer både privaten og klinikken.
Hanne Kampmann har været praktiserende læge i 40 år og har ingen planer om at stoppe. Huset i Bording i Midtjylland rummer både privaten og klinikken. . Foto: Michael Drost-Hansen/Polfoto.

I murværket i lægehuset fra 1927 er bevaret en solid støbejernsring, hvortil tidligere tiders patienter kunne binde deres heste. Arkitekten har ridset sit navn, Rasmussen, ind i en mursten. Læge Hanne Kampmann fortæller og viser frem, inden vi går indenfor i huset, der rummer både klinikken og privaten.

”Du lyder som et helt museum,” driller børnebørnene, når hun fortæller om gamle dage.

Selv er hun meget lidt museumsagtig. Elegant klædt i en kort pelsjakke, lædernederdel og stiletter. I garagen holder en Jaguar og en åben BMW, som hun nyder at køre ture i sammen med sin mand.

Hanne Kampmann faldt pladask for det rummelige og solidt byggede rødstenslægehus og købte det i 1976, hvor hun begyndte som praktiserende læge i Bording i Midtjylland.

Tre år senere rykkede ægtefællen, Søren Kampmann – han er også læge – ind i klinikken, som de drev i fællesskab indtil for to år siden, hvor han trak sig tilbage på grund af sygdom. Han er dog stadig en vigtig faglig sparringspartner, ligesom han står for regnskaberne.

Hanne Kampmann har tænkt sig at fortsætte længe endnu.

”Jeg holder så utrolig meget af mit arbejde; det er en integreret del af mig. Jeg er opvokset på en gård ved Randers, hvor man altid arbejdede, hvilket også føles naturligt for mig,” siger Hanne Kampmann over en let frokost.

Der er lufttørret skinke, melon og flutes på de musselmalede fade. Fra spisestuen er der udsigt til Kampmann-parrets store parklignende have, hvor de i årenes løb har plantet mere end 150 forskellige rododendroner.

Så godt som alle Bordings 2300 indbyggere er knyttet til Hanne Kampmanns praksis, der tæller cirka 2000 patienter, så der er nok at se til for lægen. Her ses hun ved skrivebordet i klinikken.
Så godt som alle Bordings 2300 indbyggere er knyttet til Hanne Kampmanns praksis, der tæller cirka 2000 patienter, så der er nok at se til for lægen. Her ses hun ved skrivebordet i klinikken. Foto: Michael Drost-Hansen/Polfoto

Så godt som alle Bordings 2300 indbyggere er knyttet til Hanne Kampmanns praksis, der tæller cirka 2000 patienter, så der er nok at se til for lægen. En stor del er nået lidt op i alderen og har derfor en del kroniske sygdomme. Alligevel går de sjældent til læge. Voksne børn bor ofte i nærheden af deres forældre og træder til med en hjælpende hånd, når det er nødvendigt. En del ældre er derfor forholdsvis selvhjulpne.

Hanne Kampmann kender mange af patienterne fire-fem generationer tilbage. Hun ved, hvilke sygdomme, der løber i familierne, og hun ved, hvordan familierne er gift ind i hinanden. Og hun har fulgt byens udvikling på tætteste hold.

”Da jeg kom hertil i 1976, var byen præget af landbrug, træ- og tekstilindustri. Siden forsvandt træindustrien, og mændene fik jobs inden for håndværksfagene. Tekstilindustrien forsvandt også, og kvinderne søgte over i plejesektoren. Folk er dygtige og arbejdsomme, og stort set alle er i beskæftigelse. Borgerne er sunde og begavede og nemme at omgås. Hver dag i klinikken lærer jeg noget nyt af mine patienter for eksempel om blomster og dyr,” forklarer Hanne Kampmann, som gerne får en snak med patienterne om alt muligt andet end lige sygdom.

Hun spørger også patienterne til råds. En dag var der bøvl med telefaxen, og hun havde allerede bestilt en ny. Så kom en patient, som er pedel, i klinikken, og han fiksede hurtigt maskinen. En anden dag var der vrøvl med en udvendig markise i privatboligen, og en anden patient kiggede forbi og ordnede problemet.

Hanne Kampmann drev indtil for et par år siden klinikken sammen med sin ægtefælle, Søren Kampmann.
Hanne Kampmann drev indtil for et par år siden klinikken sammen med sin ægtefælle, Søren Kampmann. Foto: Michael Drost-Hansen/Polfoto

”Herude kommer vi hinanden ved, og vi hjælper hinanden. Der er også meget snak, så man skal opføre sig ordentligt. Man skal passe sin forhave, holde orden omkring huset, og ungerne skal opføre sig ordentligt. Kan man ikke leve op til disse krav, falder man aldrig til her. Som læge er jeg også med i snakken rundt omkring byens kaffeborde. Der bliver talt om, hvad jeg gør godt, og hvad jeg gør dårligt.”

Hanne Kampmann havde egentlig ikke tænkt sig at markere sit 40-årsjubilæum, der fandt sted i juni i år, men sekretæren fik hende overtalt til at give et interview i den lokale avis. Mest for at fortælle patienterne, at hun fortsætter i jobbet. Og dagen gik ikke stille af. Der blev flaget over hele byen, og patienterne kom med så mange buketter, at blomsterhandleren til sidst måtte melde udsolgt.

Så kom folk i stedet for med fine kort til deres læge, som også er en slags mentor for mange. Hun blander sig nemlig i andres liv.

”Jeg spørger de unge om, hvad de vil uddanne sig til. Nogle er i vildrede, og hvis jeg kan se, at de har evner for noget specielt, siger jeg det. Jeg kender dem jo, og jeg kender deres baggrund. Du skal da læse jura, det egner du dig til, sagde jeg til en ung pige, som ikke var ud af en akademisk familie og ikke havde overvejet at tage en universitetsuddannelse. Men et par år senere, da hun igen var i klinikken, fortalte hun, at hun læste jura,” fortæller Hanne Kampmann.

I middagspausen mellem klokken 12 og 13 kører hun ud på sygebesøg. Som regel når hun at tilse et par patienter. Hun finder disse afbræk ud af huset meget afslappende. Da hendes to børn, Peter og Ulla, som i øvrigt er fulgt i deres forældres lægefodspor, var små, var de ofte med mor på sygebesøg. Så legede de i grøftekanten udenfor så længe, eller de blev budt på en småkage i køkkenet og var et smut i stalden for at se på kaniner og gårdens andre dyr.

Når den sidste patient er gået ved 16.30-tiden, går hun de få skridt fra klinikken og ind i privaten, hvor ægtefællen venter på, at det bliver ”deres stund”.
Når den sidste patient er gået ved 16.30-tiden, går hun de få skridt fra klinikken og ind i privaten, hvor ægtefællen venter på, at det bliver ”deres stund”. Foto: Michael Drost-Hansen/Polfoto

Lægen skulle ud i al slags vejr og til alle typer af sygdomstilfælde, før det blev almindelig kutyme at sende bud efter ambulancen. Hanne Bording husker, hvordan hun et af de første år i Bording måtte ud til en syg patient i en storm, hvor el-ledninger var faldet ned og løse heste løb omkring.

”Jeg kommer,” havde hun lovet i telefonen. Undervejs måtte hun køre over en mark for at komme uden om diverse forhindringer. Andre episoder er af mere munter karakter. Hun kom en dag ud til en enke, hvis søn var syg af halsbetændelse. Kvinden var urolig, fordi en ko skulle kælve ude i stalden.

”Gå ud til koen,” sagde Hanne Kampmann. Da hun havde set på sønnen og givet den rette medicin, gik hun i stalden, hvor hun hjalp enken med at binde et reb om kalvens forben, hvorefter de ved fælles kræfter fik en flot tyrekalv trukket ud.

”Mit arbejde har altid været meget afvekslende og spændende. Hver eneste dag ser jeg frem til at møde mine patienter i klinikken og se, hvad dagen bringer af ny lærdom,” siger Hanne Kampmann.

Når den sidste patient er gået ved 16.30-tiden, går hun de få skridt fra klinikken og ind i privaten, hvor ægtefællen venter på, at det bliver ”deres stund”. Den næste times tid kører de en tur i omegnen. Mens de nyder synet af, hvordan naturen ændrer sig i takt med årets gang, taler de om, hvordan dagen er gået, og de drøfter faglige problemstillinger.

Hanne Kampmann håber, at en yngre læge en dag vil have lyst til at overtage og føre klinikken videre i den ånd, hun selv driver den. Som landsbylægen, der kender sine patienter til bunds og ved, hvad der rører sig i den enkelte og i det lille lokalsamfund.