Vores nye regering har oprettet et ministerium for ældre. Sundheds- og Ældreministeriet.
Vi har også et ministerium for børn. Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.
Og så er der alle de andre. De voksne. Dem, det egentlig handler om i vores samfund. Dem, der går på arbejde, tjener penge, får hjulene til at snurre. Det er dem, der står respekt om.
De to andre grupper, børnene og de ældre, hører vi meget om i den offentlige og politiske debat. Men det er, fordi de koster samfundet penge, mange penge. Ordvalget er for det meste negativt. Ikke mindst når det handler om de ældre, denne diffuse gruppe, som fylder mere og mere. I januar 2014 rundede vi en million over 65 år, og antallet stiger støt. I regeringsgrundlaget står, at blandt de vigtigste prioriteter er ”en stærk kernevelfærd, hvor vi tager os endnu bedre af de syge og ældre, og hvor børn får en god uddannelse”.
At være syg og ældre bliver kædet sammen, som om det var en given ting, at alle ældre er syge, plejekrævende og en belastning for samfundet, fristes man til at tænke. Men hvem er disse ældre?
Jeg spurgte i Ministeriet for Sundhed og Ældre, om de kunne fortælle, hvem de ældre er, som ministeriet nu har ansvaret for? Er det aldersbetinget? Er det dem, der har behov for hjælp under en eller anden form? Eller har ministeriet sin egen definition af, hvem de har under deres vinger? Svaret blæser i vinden. Ministeriet kunne ikke svare på mine spørgsmål.
Men den store gruppe af ældre er nu i hvert fald sat i bås og marginaliseret, selvom regeringen helt sikkert vil benægte den opfattelse, jeg her giver udtryk for. For sagen er, at ”vi lever i en kultur, hvor det er forbudt at blive gammel.
Den historiske bevidsthed er forsvundet, og vi ligger under for en ungekultur i vores samfund”, siger professor Johannes Nørregaard Frandsen, Syddansk Universitet. Vi lever i modernitetens tid, hvor vi ser alting ud fra os selv og vores egen tid. Vi kan, og vi vil påvirke og forandre verden.
”Historieløsheden er slående blandt de yngre generationer,” siger Nørregaard Frandsen.
Det er et ideal ikke at være gammel. I vores bedsteforældres tid var det stik modsat. Dengang så man sig selv som led i en kæde, og der stod respekt om de gamle i familien. I dag måles alting ud fra ungdommen. Vi skal blive ved at holde os unge, så længe som muligt. Vi dyrker motion i lange baner, og mange godt oppe i årene kæmper for at bremse alderdommen. Den rynkede og slappe hud taler vi ikke om. Men hvad er der i vejen med at blive gammel? Skulle vi ikke vende bøtten helt rundt og bruge nogle gode positive ord i stedet for at fornægte, undskylde og ringeagte alderdommen?
Det er ydmygende ikke at blive accepteret af andre blot på grund af ens alder.
Typisk vender bøtten, når man stopper på arbejdsmarkedet, og nedvurderingen og marginaliseringen begynder.
Hvem har ikke taget sig selv i at remse alt det op, man gør i hverdagen, samfundsnyttigt, frivilligt arbejde, stadig lidt lønarbejde, Folkeuniversitet, passer børnebørn, så deres forældre, de vigtigste samfundsborgere, kan passe deres arbejde etcetera.
Vi ved jo godt, hvad der tæller i andres opfattelse af dig. Ja, jeg melder mig gerne i koret.
Men hvorfor ikke bare tale om at blive gammel og erfaren, demonstrere selvværd og forvente respekt som for eksempel i Kina, hvor der er respekt for de gamle og en helt anden opfattelse af alderdom end hos os. Vi er alle sammen lige vigtige samfundsborgere.
De gamle er forældre til de voksne, som er omdrejningspunktet i dagens Danmark, og dermed værdifulde for samfundet.
De voksne er forældre til børnene, som skal have en god uddannelse og føre samfundet videre og medvirke til at betale til deres forældres alderdom. Børnene er derfor også værdifulde. Lad os bruge nogle gode, stærke ord om hinanden. Alle trives bedst med empati og respekt uanset alder.
Vi kan håbe på, at vores nye ældreminister, Sophie Løhde (V), også sætter ord på alle værdierne hos de mennesker, som hendes ældreministerium har fået under sine vinger - hvem de så end er.