Ens børn er dejlige – det meste af tiden – og ens børnebørn er selvfølgelig særligt dejlige – og det hele tiden. Men oldebørn, så skal I bare høre!
Jeg var for nylig sammen med et par oldemødre. Og det var en lyst at høre dem kappes om at fortælle om netop dette at være oldeforældre.
Og ja, det er da noget ganske særligt, som det ikke er alle forundt at komme til at opleve. Flere generationer skal helst have fået deres børn tidligt, for at det kan lykkes.
”Pædagogerne kigger jo en ekstra gang, når de hører, at det er oldemor, der henter den lille i institutionen,” siger en rask og frisk oldemor i begyndelsen af 80’erne. Hun har haft en fast ugentlig hente-dag, har oldebørn på syv, fem og to år og giver således en hjælpende hånd med, når der skal hentes og bringes til og fra både skole, børnehave og vuggestue.
”De øvrige børn er godt klar over, at det er noget særligt med en oldemor,” siger hun, ”og man kommer jo tæt på oldebørnenes liv og hverdag, når man færdes i deres institutioner.”
Flere oldeforældre oplever det som en ekstra gave at få lov til at følge endnu en generation, efter at de har passet egne børn og børnebørn.
Men som 80-årige oldemor Jytte Lemche, der er forhenværende beboer- og socialrådgiver, siger: ”Det giver jo et sæt i mig, når nogen siger ’mormor’, for det tror jeg, er mig. Men det er nu noget ganske særligt at være oldemor.”
Jytte Lemche fortæller, at hun oplever, at oldebørnene på seks, fem og to år synes, at hun ser meget gammel ud. Hun nyder til gengæld at genkende træk, egenskaber og gøremåder hos børnene.
”Det er en meget stor gave at møde en ekstra generation og få lov til at se slægten fortsætte,” siger hun. ”Som oldeforælder understreges det virkeligt, at man er en del af en kæde.”
Den engelske dronning er nok verdens mest berømte oldemor, og det er da heller ikke gået ubemærket hen i den engelske presse, at oldebarnet George, der er søn af William og Kate, kalder sin oldemor for ”Gan-Gan”. Great-grandmother, må man næsten tro, er forlægget.
Dronningen tager små ting med til oldebørnene, fortæller forældrene, og Jytte Lemche siger: ”Jamen jeg forkæler også mine og har som regel noget til dem, når vi ses.”
Det må være oldeforældres privilegium. På Horsens Museum har man i omkring 15 år haft en oldeforældre-klub. Den er især aktiv ved juletid, hvor skoler og børnehaver kommer på museet og får en historie af en oldeforælder om gamle dage eller får læst en gammel julehistorie højt.
Museets ønske er, at de ældre, bedste- og oldeforældre – den ældste er 90 år – skal hjælpe med at formidle danmarkshistorien for børn. Skolerne kan bestille tid hos oldeforældrene, der så fortæller erindringer, læser højt eller måske synger sammen med børnene.
Hverdagen under Besættelsen er et af de populære emner. Børnene hører oldeforældre fortælle om, hvordan dagligdagen var med rationering og mørklægning, og hvordan det var at være barn under de forhold.
Jytte Lemche tilføjer, at både børnebørn og oldebørn elsker at høre om forholdene i gamle dage. Så lukkes der en helt anden verden op. Hun fortæller om barndom og skolegang, hvordan hverdagen forløb, og hvad man spiste. ”Vi fik grød hver dag til forret,” siger hun, ”og de små er målløse.”
Også DR har i år gjort brug af en oldeforælder. På børnekanalen Ramasjang kan man møde oldefar Erik Rostbøll, den tidligere sognepræst, når han fortæller ”Min Oldefars Historier” for sit oldebarn.
Igen er det generationernes møde om den forandrede tid og den ældres fortælling, der er det centrale.
Oldeforældrene sætter sig også andre præg. Det er nemlig i høj grad navne fra oldeforældrenes tid, der dukker op, når børn i dag skal døbes eller navngives. Det kan skyldes, at man ønsker at vise respekt for eller kærlighed til et menneske, der ikke lever mere. Amalie, Clara, Johanne, Gustav, Laurits og Anton bliver for eksempel brugt, mens det er mere sjældent, at navne fra forældrenes generation kommer i brug. Det lader man børnebørnene om.
Der kan være næsten en særlig magi over dette med oldeforældre. De er også en gave, som oldebørnene er det, de er gamle, og de er noget meget særligt. Højere kan man vist ikke nå!