”Det er i dag et vejr, et solskinsvejr. O søde vår, så er du atter nær.”
Ludvig Holsteins forårspoesi bliver næppe mere aktuel end denne torsdag eftermiddag i marts. Solen skinner ind gennem de store glaspartier på plejehjemmet Kløvervangen i Skødstrup ved Aarhus. I opholdsstuen på anden sal sidder 10-12 beboere ved et langbord dækket op med musselmalet porcelæn. Eftermiddagskaffen indtages, når der altså ikke synges, nynnes og rokkes til et bredt repertoire af salmer, viser og andre populære sange - nye som gamle. Alt lige fra John Mogensen til Jeppe Aakjær. Fra H.C. Andersen til Otto Brandenburg. Og fra Benny Andersen til Lars Lilholt.
”Vi skal synge nummer tre,” siger en af de ældre på plejehjemmet, der selv har fundet ”Godmorgen, lille land”.
Så let går det ikke for alle, der sidder med den nye sangbog ”Sangen har vinger”, som er specielt rettet mod svage ældre. Nogle får hjælp af sidemanden, mens andre får plejepersonalet til at slå op. Uanset forudsætninger er alle med til den ugentlige fællessang på plejehjemmet, hvad enten det blot er ved at nynne eller lytte. Og den nye sangbog har gjort det nemmere at deltage. For bogstaverne er store, versene er forkortede, og der er kun én sang på hver side - og det er derfor ikke nødvendigt for plejehjemsbeboere at bladre midt i en sang. Ved klaveret sidder musikterapeut Birgit Hvass og slår takten an. Hun kommer hver uge på Kløvervangen og har været med til at udvikle den særlige sangbog sammen med sygeplejerske Birgitte Clausen, som også er til stede i dag. De har arbejdet sammen i mange år på Vejlby Lokalcenter i Aarhus, har sunget med raske og svage ældre mennesker og kom her på idéen med at lave en ny sangbog, fordi de kunne se, at de ældre gennem sangen højnede deres livkvalitet.
”Musikken giver fylde i livet hos dem, hvor det er lige ved at smuldre. Og der skal ikke meget til, før den ældre opgiver og siger: Nej, det kan jeg ikke finde ud af, eller det magter jeg ikke. Men her har de en mulighed for at blive deltagere og få nogle sejre frem for nederlag,” siger Birgitte Clausen.
Det er første gang, Birgitte Clausen ser sangbogen blive taget i brug, efter at den har været 11 år undervejs. Hun nyder at opleve, hvordan beboerne gennem sangen liver op og får styrket den identitetsfølelse, der for mange ældre kan ligge på et meget lille sted.
”Selvværdet og identitetsfølelsen er hårdt ramt for rigtig mange ældre. Men gennem sangen kan de få muligheden for at magte sig selv igen, når de finder ud af, at de godt kan være med. Selv de allersvageste vil gå herfra og føle, at de har deltaget, fordi selvom man ikke kan synge, kan man godt nynne eller lytte. Birgit har tidligere sagt: At lytte er at synge indvendigt. Det er meget rammende,” siger Birgitte Clausen.
En af de ældre, som synger med, er Birtha Solgaard. Mens musikken spiller, falder hun i staver, da hun længselsfuldt kigger ud ad de store panoramaruder og kan ane Aarhus Bugt, som spejler sig i solens stråler.
”Kan du se den kirke nede ved vandet?”, spørger hun, mens hun fortsat dagdrømmer lidt:
”Den er skøn (kirken, red.). Det er rart, at nogle ting bare bliver ved med at være, som de er,” siger hun nostalgisk.
Stemningen i opholdsstuen skifter, i takt med at musikken skifter. Fra at have sunget et par stille sange bliver der pludseligt fest på plejehjemmet, da der synges ”Man kan vel ikke gøre for, at man har charme”. For den kan de alle sammen huske - næsten i hvert fald.
”Det er ikke sikkert, at de kan huske, hvad de fik til middagsmad, eller hvad ugedag det er, men sangene kalder minder frem. Det er også derfor, bogen har fået titlen 'Sangen har vinger'. Man kan flyve tilbage i tiden, og samtidig giver sangene et løft og understøtter den sindsstemning, man er i. Uanset om man er stille, trist, glad, længes, er sørgende eller i festhumør, findes der sange i bogen, som kan få følelserne frem hos de ældre. Faktisk er de rigtig glade for at synge de sørgelige sange, fordi de har lidt mange tab gennem deres liv og måske ikke har fået snakket om det. Det kan de få afløb for ved at fælde en tåre, grine over noget eller mindes en ferie ved at synge om Bornholm,” fortæller Birgitte Clausen.
Birtha Solgaard er med hver torsdag, hvor der skiftevis er stoledans og sang i opholdsstuen. Efter at hendes mand døde, skal hun selv sørge for at få dagen til at forløbe så godt som muligt, fortæller hun.
”Ved du, hvor man kan købe sådan en bog,” spørger Birtha Solgaard en sosu-assistent, der svarer, at hun altid kan låne en af plejehjemmets sangbøger.
Flere af plejehjemmets beboere knuger bogen tæt ind til sig, når den ikke ligger opslået på bordet foran dem. Og det er ikke kun Birtha Solgaard og de to konceptudviklere, Birgit Hvass og Birgitte Clausen, som er begejstrede for bogen. Astrid Thygesen besøger i dag sin mor, Kirsten Thygesen, på plejehjemmet, og hun overværer fællessangen. Hendes mor fik en blodprop for et års tid siden og er derfor lam i den ene side af kroppen og har svære talevanskeligheder. Alligevel har hun en enorm glæde ved musikken, fortæller Astrid Thygesen.
”Jeg har oplevet, hvordan min mor er blevet bedre til at tale, efter hun har sunget. Forleden kunne hun fortælle mig, at de havde haft besøg af en cellist. Hun fortalte det ikke direkte, men hun kunne alligevel give udtryk for, at der havde været en, som kunne spille musik. Jeg tror, sangen og musikken giver en glæde, som de ældre ellers har svært ved at finde frem,” siger hun.
Efter en god times tid med sang og musik, er det blevet tid til at runde af for denne gang på plejehjemmet. Og her på stedet er det altid den samme sang, som bliver spillet afslutningsvis. Solen står stadigvæk højt på himlen over Aarhus Bugt, men det forhindrer ikke beboerne på plejehjemmet i at nyde Jeppe Aakjærs stemningsfulde aftensang. ”Stille hjerte, sol går ned”.
