Øjne bag flere lag hud, smilerynker lyser op, krogede kroppe bevæger sig rytmisk i kørestolene, og der synges ivrigt med, når Valdemar Rasmussen spiller ”Hvorfor er lykken så lunefuld” eller ”I Danmark er jeg født”.
Beboerne og pårørende på plejehjemmene Kong Frederik IX's Hjem og OK-Huset Lotte på Frederiksberg i København labber sangklassikerne i sig, som var det sugerør ned i energidrikke.
Og på bunden ligger livets mange minder.
”Med musik er det næsten som at rejse i en tidsmaskine.
Gang på gang til koncerterne oplever jeg, at musikken gør, at de gamle helt glemmer, at de ikke kan gå, og springer op for at tage en svingom,” siger Valdemar Rasmussen fra sin kontorstol i lejligheden på fjerde sal i Valby i København.
Han forklarer, at musik bevæger os. Rytmen sætter gang i kroppen. Klange, melodier og harmonier bringer mennesker tilbage til fortiden i løbet af et øjeblik.
Musik vækker minder og trøster eller opmuntrer os, når vi er alene, og den knytter os sammen med andre, når vi lytter i fællesskab.
Trompetisten Valdemar Rasmussen, 76 år, har for længst skabt sig en original plads i det danske musikliv med jazzfortolkninger af melodier fra salme- og højskolesangbogen. Og han er langtfra færdig.
”Livet slutter en dag, men det er ikke slut endnu, heller ikke hvis man kommer på plejehjem. Det er, som om mange tror, at livet kun foregår, når man er barn, ung og arbejdsdygtig voksen.
Men livet skal leves hele livet. Også med smerter, alzheimer, demens eller en anden uhelbredelig sygdom,” siger Valdemar Rasmussen.
”Livet skal leves hele livet”, som er OK Fondens motto, er netop titlen på en af Valdemar Rasmussens egne sange på den aktuelle cd, ”Pensionisten”.
Han forklarer, at når hukommelsen bliver så stormasket, at minderne falder igennem, så er det musikken, der på et splitsekund henter øjebliksbilleder frem fra gamle opmagasinerede papkasser på øverste etage i det neurale netværk også kaldet hjernen.
”Selvom man er kommet på plejehjem, skal man stadig have adgang til musikkens forløsende effekt. Musik løfter humøret, musik handler om at være sammen, og så er musik en magisk nøgle til fortidsminder,” siger Valdemar Rasmussen.
Han fortæller, hvordan de pårørende på plejehjemmene efter koncerterne hiver fat i ham og glædestrålende beretter om, at deres gamle mor eller far pludselig er begyndt at åbne sig. De gamle deler hændelser og oplevelser fra deres liv, de normalt aldrig taler om.
Musikken bryder øjensynligt muren ned mellem mennesker og minder, der er glemt. Mennesker har alle et bundt minder, de kan genfortælle. Jo ældre et menneske, jo flere minder. Jo ældre vi bliver, jo sværere har vi ved at huske.
Her kan musikken noget. Erindringerne bringes tilbage af toner og tekster, fra før man blev gammel, forklarer Valdemar Rasmussen.
For hans eget vedkommende har tonerne og rytmen optaget ham hele livet, for musik er lyd og billeder, liv og død, grin og gråd og meget mere, end man aner.
”Alle har brug for musik. Musik tvinger en til at være i nuet uanset alder og levet liv. Musik er en sanselig værensform. Det er der i sig selv noget lykke ved.
Man ved da også fra forskningen, at musik udskiller velværehormonet dopamin fra hjernens belønningssystem. Musik kan pludselig give en glad fornemmelse i kroppen, og hårene rejser sig,” siger Valdemar Rasmussen.
Med lige dele humor, patriotisme, sprogfornemmelse og stædighed har jazzmusikeren improviseret sig gennem livet. Valdemar Rasmussen er fra Tønder og en tid, hvor musikken flød fra en vendbar lakplade på grammofonen med én titel på hver side.
Det første møde med jazzen kom ud af et åbent vindue i Tønder i 1953 på vej hjem fra byen.
Louis Armstrongs version af den franske visesang ”La vie en rose” fandt vej til den unge Valdemars ører og plantede for evigt et kompas i hans liv. Musikken gav retning, mål og mening.
Valdemar Rasmussen synes, man skal være glad for vejret, så længe man kan trække det. Så problemer med hjertet og balancen har gjort, at lænestolen er skiftet ud med en motionscykel, ligesom trapperne op til lejligheden skal tages to gange dagligt.
Humoren bruger han op ad de mange trapper, for, som han siger, hvis ikke han griner ad sig selv, så kom han aldrig op på fjerde sal.
Valdemar Rasmussen mener, at det at blive ældre kræver et vedholdende overskud af humor. Det med foreningen af musik og humor er karakteristisk for titelnummeret ”Pensionisten”.
Valdemar Rasmussen er heller ikke det mindste i tvivl, når han siger, at humor og musik har reddet hans liv.
”Det er slet ikke sikkert, at jeg sad her i dag og gav musikkens glæde videre, hvis ikke det var for musikken og humoren - og så selvfølgelig familien. Tilsammen gør det livet værd at leve på trods af alt det, vi skal igennem,” siger Valdemar Rasmussen.
Han synes også, at det gør livet værd at leve, at han kan videregive genkendelsens glæde på plejehjemmene med koncerter.
”Publikum er alt for en kunstner, i hvert fald for mig. Man skal da have nogen at spille for og dele sin kunst med,” siger Valdemar Rasmussen.
Plejehjemsbeboerne og de pårørende er et særlig taknemmeligt publikum, fortæller han, for han mener, at musik holder hjernen i form, og at folk, der har adgang til musik, er friskere længere, når de bliver gamle.
”Jeg ser det med egne øjne på plejehjemmene, hvordan de gamles aktivitetsniveau stiger i takt med musikken, der swinger, uanset om de er afhængige af briller, stok eller andre hjælpemidler. Det gælder om at give de ældre på plejehjemmet muligheden for at lytte til musik. Det gælder om at have et værdigt efterår,” siger Valdemar Rasmussen.
