Når det er en, man holder af, man skal passe, er det ikke så slemt

Jo ældre man bliver, jo bedre husker man de lyse sider ved livet, mener den nu 93-årige Tage Nielsen, der også i de svære år, hvor han havde valgt selv at passe sin demente hustru, fandt lyse øjeblikke

”Der er virkelig så meget, gamle folk kan glæde sig over,” mener Tage Nielsen, som ikke mindst husker de mange stjernestunder, han havde med ­børnebørnene, når de sammen var kreative i hobbykælderen, og snakken gik om stort og småt. Tage Nielsen og hans nu afdøde hustru har to børn, fem børnebørn samt 15 oldebørn. – Foto Søren Schnoor/Polfoto.
”Der er virkelig så meget, gamle folk kan glæde sig over,” mener Tage Nielsen, som ikke mindst husker de mange stjernestunder, han havde med ­børnebørnene, når de sammen var kreative i hobbykælderen, og snakken gik om stort og småt. Tage Nielsen og hans nu afdøde hustru har to børn, fem børnebørn samt 15 oldebørn. – Foto Søren Schnoor/Polfoto. Foto: Søren Schnoor/Polfoto.

Jordemoderen blev hentet i hestevogn og fik sin stærke kaffe efter veloverstået fødsel. Nu skulle hun så fragtes tilbage, men først have sin betaling, som det var skik og brug dengang i 1923, og faderen spurgte forsigtigt, hvad hun mon ville forlange for ulejligheden?

”Ja, hvad synes du selv, sådan en lille dreng er værd, Chresten Nielsen?”, lød det rappe svar.

Hvad faderen vurderede den nyfødte til, fik sønnen aldrig at vide, men forhandlingen med jordemoderen blev overleveret og fortalt mange år senere i den samling af minder, han skrev til sine børn og børnebørn.

Nu sidder Tage Nielsen så som 93-årig i sin lille lejlighed i Hjørring og tænker taknemmeligt tilbage på minderne fra sit lange liv som husmand, mælkekusk, fabriksarbejder, søndagsskolelærer og – ikke mindst – familiefar, bedstefar og oldefar. Hvad han i sin tid blev vurderet til som nyfødt, er og forbliver uopklaret, men i tilbageblikket er han ikke i tvivl om vurderingen af det liv, der blev den nyfødte, anno 1923, til del: Livet med dets store og små hverdagsglæder anskues som en uvurderlig gave, han fortsat hver dag tager hul på med taknemmelighed.

Trods perioder med sygdom og død har Tage Nielsen altid talt de lyse timer, og den vane er blevet stærkere med årene.

”Jeg er heldig, for jeg har i dåbsgave fået et lyst sind, og jo ældre man bliver, jo bedre husker man de lyse sider ved livet. De mørke svinder bort, og de lyse minder fylder mere og mere,” fastslår den gamle husmand og rykker lidt tættere på.

For selvom helbredet er fint, alderen taget i betragtning, er hørelsen ikke intakt. Det er en skade, der går tilbage til et uheld i soldatertiden, hvor en lastvogn, som han var med, væltede under en øvelse, og menig 605 Nielsen fik piben af sit gevær presset ind i venstre øre så hårdt, at han lå bevidstløs et døgn.

Tage Nielsen blev født på et lille husmandssted ved Vrå og voksede op i en børneflok på fem i et barndomshjem, hvor gudsfrygt og nøjsomhed var en selvfølge.

”Og det er jo siden kommet mig til gode.”

Gudsfrygten er livet igennem blevet plejet og holdt i live i kirke og missionshus. Sammen med sin familie flyttede han og familien på et tidspunkt fra Vrå, hvor de havde et lille husmandssted, til Astrup nord for Hjørring. Den nye ejendom var lidt større, alligevel skulle der også køres mælketur for at få økonomien til at nå sammen, men det, der vægtede allermest, var ønsket om at komme til at bo på en egn med et rigere indremissionsk samfundsliv.

”Børglum var åndelig set en meget død egn. Det var, som om kristendommen intet betød for folk,” husker Tage Nielsen.

93-årige Tage Nielsen fra Hjørring har på sine gamle dage lært at bage og har travlt op til jul, hvor han leverer kassevis af småkager til venner og familie: Vaniljekranse, klejner, specier – og som her brunkager – er der stor efterspørgsel på.
93-årige Tage Nielsen fra Hjørring har på sine gamle dage lært at bage og har travlt op til jul, hvor han leverer kassevis af småkager til venner og familie: Vaniljekranse, klejner, specier – og som her brunkager – er der stor efterspørgsel på. Foto: Søren Schnoor/Polfoto

”Måske fordi det var en egn, præget af store gårde og materialisme.”

Da han i 1944 blev forlovet med Margrethe, sin senere hustru, bad de sammen om, at “Gud ville lede og vejlede os fremover og lægge vores fremtid til rette for os”. I kristentroen har han fundet livsmod, trøst og styrke, også i de perioder, hvor livet gjorde ondt: Da et barnebarn og to svigersønner døde, og de svære år, hvor han, uden hjælp eller aflastning, valgte selv at passe sin demente hustru.

”Hendes hukommelse og dømmekraft forsvandt. Hun kunne stå op om natten og lave mad, og da vi holdt diamantbryllup, syntes hun det var hyggeligt, men ville så gerne vide: ‘Hvad holder vi egentlig fest for?’. Det tog jo til med årene, og overlægen på sygehuset syntes, at jeg skulle sende Margrethe på et hjem, men da vi blev gift, havde jeg lovet at være Margrethe tro i medgang som modgang, så det kunne jeg selvfølgelig ikke,” forklarer Tage Nielsen. Og tilføjer:

”Når det er en, man holder af, man skal passe, så er det ikke så slemt.”

De mørke minder får ikke lov at skygge. Tage Nielsen har ikke lyst til at snakke meget om, hvor træt han var ind i marv og ben i flere måneder efter Margrethes død i 2011. I stedet smiler han tilbage ved minderne om godt 64 års samliv.

”Et lykkeligt ægteskab, som vi havde det, er en fantastisk gave, og vi nåede jo næsten at holde krondiamantbryllup. Gennem årene bevarede vi evnen til at se hinanden dybt i øjnene; vi tog hinanden i hænderne og kunne glæde os over vores kærlighed til hinanden.”

Og lyspunkter var der, fastslår han, med den forsigtige tilføjelse ”omend ikke lige store allesammen”.

Gennem årene voksede familien med børn, børnebørn, og i dag 15 oldebørn. Fotografier af dem allesammen er linet op på hylderne i reolen, og de har allesammen plads i Tage Nielsens rummelige hjerte. Ikke mindst børnebørnene fik han et tæt forhold til, når snakken gik i hobbykælderen, mens de arbejdede sammen i træ, papmache, maling og hvad der ellers kunne falde for af husflid. Tage Nielsen har altid været kreativ. I mange år forsynede han julemarkedet på Videbæk Kristne Friskole, hvor datteren var lærer, med hjemmelavede ting og sager i træ- og benarbejde.

”Børnebørnene er måske dem, man får det allertætteste forhold til, og vi havde rigtig mange stjernestunder sammen i hobbykælderen, hvor vi jo fik snakket om stort og småt.”

For eksempel om, hvordan der så ud i Himlen? Det måtte morfar naturligvis vide, for han var jo også søndagsskolelærer? Eller, som en af dem en dag spurgte: ”Morfar, hvordan er det at være så gammel?”.

”Da var jeg først i 60’erne og følte mig egentlig ikke gammel, så det kunne jeg ikke lige svare på.”

Først knap 30 år senere, til sin 90-årsfødselsdag, havde han svaret parat:

”Jeg kunne her fortælle, at der virkelig er så meget, gamle folk kan glæde sig over. Ikke mindst glæden ved at få lov til at følge med i sine børnebørns og oldebørns liv og udvikling.”

Og glæden ved at blive gammel formindskes ikke af tanken om, at man som 93-årig ”sidder på den forreste bænk, hvor de fleste bliver taget fra.”

”Man klamrer sig til livet, det er jo naturligt, men når den tid kommer, så… nej, det gruer jeg ikke for, for der er jo noget glædeligt i vente, og kan min egen lille tro ikke bære, så har jeg dåben at støtte mig til. I min dåb blev jeg indpodet i Kristus og hans nåde.”

Tage Nielsen klarer selv dagligdagen med indkøb, rengøring og madlavning. På sine gamle dage har han ved flere lejligheder bagt kringle til møderne i missionshuset, og nu til jul kassevis af småkager til venner og familie: Vaniljekranse, klejner, brunkager og – ikke mindst – specier. Dem er et af børnebørnene så begejstret for, at bedstefars specier var det eneste, han ønskede sig af ham til sin konfirmation for nogle år siden.

”Og så er det ikke dårligt, at være ‘den glade giver’,” kommenterer Tage Nielsen med et smil.

”Jeg lærte jo at lave mad og bage i den lange periode, hvor min kone var syg, og nu synes jeg, det er sjovt og spændende. Det er med til at holde mig i live.”