Når ordene ikke er en hjælp, men en forhindring, der er svær at overvinde

For de fleste ordblinde har den teknologiske udvikling kun gjort hverdagen vanskeligere

Hvad gør du i metroen i Paris, spurgte en veninde en ven, der er ordblind. Og han svarede: Jeg tæller stationerne - og håber, jeg kommer af det rigtige sted.
Hvad gør du i metroen i Paris, spurgte en veninde en ven, der er ordblind. Og han svarede: Jeg tæller stationerne - og håber, jeg kommer af det rigtige sted. .

Jeg holder af ord, af at læse og skrive. Ord optager mig og fascinerer mig, og det har de faktisk gjort, tror jeg, det meste af mit liv.

Ud af forfatteres tekster, som jeg støder på, vokser der en stor glæde, nogle gange åbenbares en helt ny side af verden, andre gange en dyb beundring over, hvad den begavede kunstner formår med ord og sætninger.

Ord kan være sjove, ord kan være truende, ord kan være meget drilagtige, og ord kan se helt forkerte ud! Det gør de som oftest, hvis de er stavet forkert.

I løbet af en dag er vi omgivet af ord. Nogle starter dagen med at læse avisen, andre bruger nu computeren, hvis de vil vide, hvad nyhedsverdenen tilbyder, på tog og busser står navnene på de destinationer, de er på vej til, gader og veje har navne, så vi nemt kan finde rundt, og når vi skal give hinanden en besked, skriver vi lige en mail eller poster et brev. Indkøbssedlen består af en lang række ord, som angiver de varer, vi skal nå at købe med hjem.

Ordene er vores hjælpere i en lang række situationer fra den praktiske verden til den kunstneriske.

På hospitalerne er der masser af skilte, der med ord viser vej til den afdeling, man leder efter, og på museerne er der små diskrete oplysninger med de udstillede genstandes navne.

Men hvad nu, hvis ordene ikke rigtig giver mening, eller de er meget svære at forstå? Hvad nu, hvis det er en daglig kamp at bevæge sig rundt i byen, fordi skiltene er svære at stave sig igennem, ja hvad nu, hvis man er ordblind?

Det tænker vores samfund tilsyneladende ikke meget på, og det betyder, at en gruppe mennesker kan føle sig gevaldigt ladt i stikken og ligefrem hjælpeløse, fordi de ikke i en fart, som de fleste andre, kan læse en besked og blive klar over, hvad næste skridt er. Ordblindhed betegnes dysleksi i lægeverdenen. Fire procent af danskerne er alvorligt ordblinde, men op mod 20 procent har læsevanskeligheder på grund af forskellige sproglige problemer. Og at skrive og stave falder svært.

Prøv selv at tage hen på en station og se, hvor meget der lykkes, hvis man vælger alle skilte fra. Kommer man på det rigtige tog?

Hvad gør du i metroen i Paris, spurgte en veninde en ven, der er ordblind. Og han svarede: Jeg tæller stationerne - og håber, jeg kommer af det rigtige sted.

Vi andre har vist svært ved at forstå, hvilke forhindringer en almindelig hverdag kan byde på, hvis man er ordblind, for vi løser ofte problemerne ved at sige: Jeg slår det lige op på nettet.

Men en god bekendt af mig, der er ordblind, smykkekunstneren Torben Hardenberg (født 1949) siger: Nettet gør mig vanvittig. Jeg har ingen tiltro til den sorte uigennemsigtige glasplade, og han hentyder til iPadens skærm, som han kun kan bruge, hvis andre hjælper ham. Når det gælder tal og bogstaver, er han afhængig af andre menneskers hjælp.

”Sæt dig ned på sidste række, for jeg har ikke flere kræfter til at forsøge at lære dig det,” sagde en lærer til ham, og det lå jo i luften, at drengen nok var dum.

Det mente hans mor nu ikke, skønt hun engang i ulykkelig frustration udbrød: Hvad skal der dog blive af dig, du kan ikke engang blive gadefejer, for du kan jo ikke læse gadeskiltene.

På den tid sagde man, at det var en skam ikke at kunne læse, siger Torben Hardenberg, men jeg synes, det er en meget større skam at kunne læse og så ikke gøre noget ved det. Det kan virkelig oprøre mig.

Det var i 6. klasse, at hans skole gav op, og når han i dag tænker tilbage, ved han, at han lærte mest dels af at gå på opdagelse blandt kostbarhederne på Glyptoteket i København og dels ved hjemme at få læst højt ofte. Heldigvis havde han en eminent evne til at huske.

Jeg kan ikke genkende et ordbillede, forklarer Torben Hardenberg, jeg må stave mig vej gennem ordet, og det tager selvfølgelig tid.

Og den nødvendige tid er der ikke altid. For eksempel ikke i fjernsynets undertekster, der står alt for kort tid, hvis man som ordblind skal nå at læse dem.

Den teknologiske udvikling har gjort hverdagen vanskeligere, glem alt om borger.dk og om at google.

Men den må da være på vej, læsemaskinen, siger Torben Hardenberg, så man i et snuptag kan føre den hen over en tekst og få læst højt, hvad en vare i supermarkedet koster.

Det er de fleste kun et øjeblik om at finde ud af, når de fylder indkøbskurven, men for den ordblinde kan det være en langstrakt affære.

Folk er dog altid meget venlige til at hjælpe én, hvad enten det nu er togtider, priser eller bussens endestation, man skal have assistance til at forstå, siger Torben Hardenberg. Man håber bare, at også politikere og planlæggere vil lære at tænke i positive ordblindeløsninger i fremtiden.

Og så kan det jo tilføjes, at Torben Hardenbergs mor ikke havde behøvet bekymre sig, for han fandt sin vej, og hans smykkekunst har i de seneste 35 år været udstillet på gallerier og museer i hele verden, og så var det forresten ham, der havde lavet det smykkesæt af turkiser, som Dronningen bar til sin 75-årsfest på Fredensborg Slot, og som danske tv-seere kunne kigge med på.